Review

Army of Two: The 40th Day

Spilinformation

Army of Two: The 40th Day (Xbox360)

Army of Two: The 40th Day

Score:
8
Genre:
Action
PEGI:
18+: 18+Stødende sprog: Spillet indeholder uegnet sprogbrug.Vold: Spillet indeholder voldelige elementer.
Udgivet:
15/01/2010
Release Title:
Army of Two: The 40th Day
Udvikler(e):
Electronic Arts
Udgiver(e):
Electronic Arts
Bruger bedømmelse:
10
Danmarks bedste pris:
Coolshop

Til trods for finanskrisen lurer frygten for terror stadig, som den vestlige verdens nok største udfordring. I fortsættelsen til det populære Army of Two bliver den trussel kastet direkte i ansigtet på os. Ja, faktisk er det end ikke terror – det her tangerer krig. Bered dig på en eksplosiv mareridtstur gennem et sønderlemmet Shanghai.

Machoaction i højeste potens

Det første Army of Two endte med at blive et ganske pænt hit. Vel var det både lidt plat drengerøvsagtigt og klicheramt til den store guldmedalje, men ikke desto mindre fungerede co-op konceptet absolut glimrende. Personligt har jeg løbet igennem det gentagne gange med en kammerat ved min side, imens vi skiftevist har hujet og bebrejdet hinanden. Det var macho på den klassiske og hendøende actionfilmsmaner.

The 40th Day samler stafetten op, og sørger for at føje nye lag til ligningen uden at destruere det som gjorde originalen underholdende. Historien står igen i baggrunden imens krudtrøgen lægger sig over begivenhederne. Shanghai er omdrejningspunktet, hvor vores helte fra tidligere: Salem og Rios skal få deres muskelsvulmende kroppe i højeste gear. Modsat originalen bliver vi på samme sted, og der er et spinkelt forsøg på at bygge en baggrund op – det dog uden det nogensinde bliver overbevisende.

Det der til gengæld fungerer er, at give spillet stemning. Den sønderbombede by, hvis skyline er oplyst af brændende ruiner er en passende baggrund. Samtidig formår udviklerne denne gang at give begivenhederne mere variation, og der kastes enkelte overraskelsesmomenter over underholdningen. Det er måske ikke videre elegant, men det fungerer. når man egentlig bare hungrer efter hårdtpumpet adrenalinchok.

Styringen med vores helte er relativt intuitiv, og selv om der er de for genren klassiske småproblemer med kameraet, bliver det aldrig rigtigt irriterende. Fokus ligger i stedet på de mange skuddueller, der på Gears of War maner ruller forbi på skærmen. En anelse taktik er der sågar også. Når man nu alligevel er to, kan man jo lige så godt udnytte det. Det gøres ved at opbygge ”Aggro” – som reelt betyder at fjendernes opmærksomhed rettes mod dig. Imens kan din kammerat så få lunet sin sniperriffel helt uset. Det kombineres med små opgaver og situationer, hvor man skal hjælpe hinanden for at komme videre (for eksempel ved at skubbe til ting sammen, løfte hinanden eller presse porte op).

Når man nu er lejesoldater, så er det vel også passende at smide lidt morale og en løftet pegefinger ind i handlingen. Undervejs på banerne bliver man stillet overfor nogle moralske valg, hvor ens beslutninger kan give forskellige resultater. Det er meget simpelt sat op – sammenlignet med eksempelvis BioWares rollespil – men det giver alligevel en anelse ekstra krydderi. Det er et koncept jeg er sikker på vil vende tilbage i mere uddybet form i næste version af Army of Two.

Spillet kan nydes alene foran skærmen, hvor den kunstige intelligens faktisk ikke er helt tosset. Mere morskab er der dog at hente, hvis man har en kammerat på besøg eller er hooket op med vedkommende via nettet. Samarbejdet er nemlig lige netop spillets store styrke, og det kræver altså menneskelig medspil. Modspil kan man til gengæld få online, hvor nogle ganske underholdende multispiller baner er tilgængelige.

The 40th Day er et ganske teknisk flot spil. Alt er strikket nydeligt og professionelt sammen, og det afvikles flydende uden de store indvendinger. Man oplever dog ikke den æstetik, som gjorde eksempelvis Gears of War så overbevisende. Det gør man heller ikke på lydsiden, som bakker flot op uden at træde i relief. Der er dog enkelte gyldne kommentarer fra de to hovedpersoner – ærgerligt det ikke bliver brugt endnu mere.

Electronic Arts har smidt et kompetent spil på banen, som vil appellere til drengerøven i os alle. Det er machoaction på steroider, hvor det taktiske indspil ligger i, hvordan du vil nakke dine modstandere. At spillet er designet til at man skal være to hiver dog niveauet op. Det samme gør en kompetent teknisk side, som dog aldrig når det ypperlige. Glimrende underholdning.

Screenshots

Army of Two: The 40th DayArmy of Two: The 40th DayArmy of Two: The 40th DayArmy of Two: The 40th DayArmy of Two: The 40th DayArmy of Two: The 40th Day


Nice spil! :) Med masser af

10

Nice spil! :)

Med masser af coop og splitscreen! :D

Indsend kommentar