Mario & Sonic at the Olympic Games

Spilinformation

Mario & Sonic at the Olympic Games (Wii)

Score:

Genre:

Puzzle

PEGI:

Udgivet:

11/12/2007

Release Title:

Mario & Sonic at the Olympic Games

Udvikler(e):

Sega

Udgiver(e):

Sega

Bruger bedømmelse:

0

Polerne smelter, og Berlinmuren er for længst væltet omkuld. Verden er i forandring, og vi er efterhånden vant til at se lidt af hvert. Alligevel gav det mig en seriøs omgang kuldegysninger og myrepatter at se de gamle rivaler, Mario og Sonic, side om side på en spilkasse. Med to af spilverdenens største spil-kendisser forenet, kan det vel næsten ikke gå galt - eller kan det?

Pindsvin i pigsko

Jeg har en hemmelig passion for tegneserie cross-overs - altså det fænomen at to (eller flere) tegneseriefigurer besøger hinanden i et seriehæfte. Der er mange sjældenheder i min gamle samling, nogle af de sjoveste er hvor Judge Dredd og Batman tørner sammen i henholdsvis Gotham City og Mega City One. Perlen i min samling er dog albummet hvor Supermand bokser mod Muhammed Ali (en legendarisk bokser i 60'erne og 70'erne, og ja, jeg ved godt at han ikke er en tegneseriefigur - altså bortset fra de sidste kampe i karrieren).

Således kriblede det i mine fingre allerede da de første kække screenshots fra Mario & Sonic at the Olympic Games piblede frem på nettet. At det samtidig var en Wii-eksklusiv titel, gjorde heller ikke forventningerne om en utraditionel oplevelse ringere.

Spille her, ta' med hjem?

Næste år går det som bekendt løs med de Olympiske Lege i Beijing. Mario og Sonic er derfor rejst østpå med alle vennerne, 16 i alt, gode som onde. Ud over d'herrer hovedpersoner, har vi Luigi, Wario, Waluigi, Bowser, Daisy, Yoshi, Peach, Tails, Knuckles, Amy, Blaze, Vector, Dr. Eggman og Shadow.

Disciplinerne er de traditionelle sommer-olympiske øvelser. Vi taler løb, svømning, fægtning og meget mere, 20 forskellige i alt. Grafikken er farvestrålende og livlig, og introvideoen yderst veloplagt.

Fra hovedmenuen kan vælges imellem spillets modes: Single Event lader dig hoppe direkte ind i en valgfri øvelse, og alle figurer er valgbare fra starten. I Circuit kædes en række øvelser sammen til en flerkamp hvor man dyster i fire sammenhængende kampe, hvilket låser op for nye discipliner hvis man vinder.

Mission mode er den suverænt særeste konstellation, hvor det ikke nødvendigvis gælder om at vinde. Målet kan derimod være at komme ind på f.eks. en 3. plads i 100 meter løb, eller kaste spyddet ud på en bestemt længde - hverken længere eller kortere. At opfinde sådan et mystisk gameplay må enten være udklækket i en alvorlig brandert - eller på et krisemøde hvor det blev diskuteret hvordan man kunne hælde ekstra udfordring ind i en skabelon, der basalt set er oplevet mange gange siden Track And Field kom frem i 1983.

Endelig er der også et Gallery mode, som byder på forskellige minispil.

Fra sjov til åndssvag på 10 sekunder

Den kvikke læser sidder sikkert nu med en fornemmelse af Deja Vu: Wii... Sportspil, har vi ikke set det før? Jo det har vi da, nemlig på den spil CD, der følger med enhver ny Wii. Så vi må antage, at den gennemsnitlige Wii-spiller for længst har fået opfyldt sine fundamentale behov udi sportsspillenes verden.

Sonic og Mario har, om ikke andet, et forspring på det punkt, at der her er mange flere spil at vælge mellem, end vi så det i Wii Sports. Kvaliteten svinger desværre mildest talt enormt. På 100 meter løb gælder det om at piske Wiimoten op og ned som en besat. Det har vi set mange gange før, og ud over lidt sved på panden og den for redaktionen hårdt tiltrængte fysiske motion, er det ærligt talt ret banalt. 20 forskellige discipliner lyder måske af meget, men mange af dem minder om hinanden. Meget. Rigtig meget. I svømning pisker man Wiimoten frem og tilbage, men at kalde det anderledes end 100 meter løb vil er måske så meget sagt. Bueskydning er derimod lidt mere spas, hvor man spænder buen med Wiimoten og Nunchuck controllerne, og hvor en drilsk sidevind ofte giver ekstra udfordring.

Personligt havde jeg glædet mig enormt til bordtennis, og håbet på at den gav lidt af alt det Rockstars Table Tennis ikke formåede at levere. Desværre er bordtennisversionen om muligt endnu ringere end Rockstars version. Ud over en lidt upræcis styring, der gør det unødvendigt besværligt at koordinere skuddene, er det desværre heller ikke muligt selv at styre spillerens placering foran bordet. Det er dybt godnat, og mange bolde er ikke mulige at besvare, udelukkende fordi ens figur står elendigt - hvilket man ikke kan gøre noget ved.

Flugtskydning er decideret mærkeligt, idet man i starten af hver bane skal time et skud mod et slags hjertemåler-oscilloskop. Hvis det går godt, bliver ens sigteområde udvidet, hvis det går skidt har man ikke en jordisk chance for efterfølgende at ramme de pokkers lerduer.

Generelt gælder det, at de enkelte discipliner kan tage lidt tid at mestre, men når først 10-øren er faldet og man mestrer de korrekte Wiimote-greb, er der ikke meget udfordring tilbage. Spilkassettens "WiFi" klistermærke dækker desværre kun over at man kan uploade sine resultater på nettet, og se hvor jammerligt dårlig man klarer sig ved siden af andre spillere verden over. Det havde været en stor hjælp til spillets levetid, hvis man kunne fordrive tiden med at få bank online.

Lad der være fest

Nintendo har traditionelt stået stærkt indenfor party-genren, altså med spilpakker som indeholder en række minispil som er nemme at lære, og underholdende at beskue selv om man sidder i sofaen og det ikke er ens egen tur. Hånden på hjertet, så havde jeg håbet Mario & Sonic at the Olympic Games havde været bare lidt mere end en håndful partyspil. Men det er lige præcis hvad vi her har med at gøre. Når man er nogle stykker forsamlet i muntert lag, er spillet såmænd hverken værre eller bedre end et almindeligt gennemsnitligt letfordøjeligt partyspil. Man finder hurtigt sine favoritspil, og de helt umulige og usjove minispil såsom bordtennis, springer man let og elefant hen over. Op til fire spillere kan dyste ad gangen.

Kendis-faktoren, altså det at Mario og Sonic for første gang krydser klinger på skærmen samtidigt, er det eneste der redder spillet fra hurtigt og sikkert at glide ud i glemslens tåger.

Screenshots