Review

The Legend of Spyro: Dawn of the Dragon

The Legend of Spyro: Dawn of the Dragon

Score:
5
Genre:
Platform
PEGI:
7+: 7+Vold: Spillet indeholder voldelige elementer.
Udgivet:
21/11/2008
Release Title:
The Legend of Spyro: Dawn of the Dragon
Udvikler(e):
Etranges Libellules
Udgiver(e):
Sierra
Bruger bedømmelse:
0
Søg efter titlen her:
Coolshop

Så er tredje spil i Legend of Spyro trilogien klar til butikkerne. Er tiden ved at rinde ud for Spyro og hans venner, eller er der stadig spræl i den lille drage? Han har efterhånden været gruelig meget igennem og ikke alt har været lige underholdende. Vi ser på hvor underholdende Dawn of the Dragon er i denne anmeldelse.

The Legend of Spyro – Dawn of the Dragon

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg ikke har spillet nogle af de tidligere spil i Legend of Spyro trilogien. Så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente mig af Dawn of the Dragon. Jeg har dog spillet Spyro før, men det er efterhånden ved at være nogle år siden. Efter at have brugt nogle aftener på Dawn of the Dragon, er jeg egentlig ikke ked af det, for det virker unægteligt som om Spyro er gået noget i stå og har svært ved at klare nutidens krav. Der er tænkt nyt i det tredje spil i serien, men det er slet ikke nok til at redde spillet fra middelmådighedens sump.

Spyro får denne gang følgeskab af Cynder, en gammel fjende, som han nu er gode venner med. De er fra spillets start forbundet, så de ikke kan bevæge sig ret langt væk fra hinanden. Det lægger grund til Co-op mode, som er en ny ting i Spyro universet. Man kan nemlig sidde med en kammerat og spille spillet. Man styrer så hver sin lille drage rundt på skærmen og hjælpes ad med at komme igennem banerne. Det er faktisk rart nok og bestemt en ting der tæller op af i det samlede indtryk. Har man ikke en kammerat lige ved siden af sig, så styrer man selv begge drager. Man kan nemt skifte imellem dem og på den måde hele tiden have kontrol. Den drage man ikke selv kontrollerer har en ganske udmærket AI, så den også gør lidt nytte. Der er ikke særlig stor forskel på hvad de to drager kan gøre, så der er sjældent nogen grund til at skifte til en bestemt drage. Den eneste forskel på de to drager er hvilke magiske angreb de kan anvende. Ellers kan de nøjagtigt de samme ting. Det er fint for Co-op, men lidt kedeligt når man spiller alene. Der kunne man godt have ønsket sig lidt mere afveksling.

Spillet er en blanding af platform og kampspil. Lad os tage platform delen først. Spyro kan rent faktisk flyve i dette spil, men desværre er banerne designet så man sjældent får mulighed for at benytte sig af det. På grund af at de to små drager er lænket sammen, så bliver flyvningen også en frusterende oplevelse, hvor AI’en ofte sakker bagud og trækker én i en anden retning end man havde tænkt sig. En del af tiden går faktisk med at manøvrere rundt med sin følgesvend for at kunne kommer forbi en forhindring, og det er faktisk ikke særlig underholdende. Banerne er meget lukkede, forstået på den måde, at der kun er én rigtig vej gennem dem og én rigtig måde at klare sig forbi forhindringerne.

Kampene er heller ikke specielt spændende. Der er masser af fjender og Spyro og Cynder har masser af muligheder for at slå fra sig, men det bliver aldrig spændende. Kampene ender som en ren ’buttonmash’ hvor man er sikret succes, hvis man blot rammer knapperne hurtigt efter hinanden. Der er ikke noget element af taktik eller omtanke påkrævet for at klare dem. Med til at forstærke denne paniske trykken på knapper, er kameraet. Det viser ofte frustrerende lidt af området, og da man ikke selv kan styre kameraet, så er det svært at skaffe sig et overblik over området, fjenderne og kampene. Og så kan man jo lige så godt trykke panisk på knapperne, for det virker ganske glimrende. Men særlig interessant eller udfordrende er det altså ikke.

Grafikken er ganske fin. Playstation 2 er efterhånden ved at være en gammel svend og det kan ses, men i forhold til hvad der ellers er på PS2 konsollen, så behøver Spyro bestemt ikke skamme sig. Der er masser af lys og effekter, desværre ofte lidt for meget for min smag, for det giver et meget rodet og uskønt udseende. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de holdt det lidt mere simpelt. Lyden er rigtig god. De stemmer der er lagt på karakterne er ganske gode og samtidig er der fin musik og masser af lydeffekter. Faktisk er lyden nok noget nær det bedste ved spillet.

Spyro formår ikke at imponere med det tredje spil i Legend of Spyro serien. Der er tænkt nyt, da Spyro nu kan flyve og har en følgesvend, så det kan spilles som Co-op, men det er ikke nok til at redde spillet fra middelmådighedens sump. Gameplayet er for simpelt, kedeligt og ofte frustrerende på grund af kameraet og derfor er det nok kun de mest hardcore Spyro fans der vil blive begejstret for Dawn of the Dragon. Os andre kan sagtens finde bedre platform spil på markedet, som vil give os mere valuta for pengene end vi får her.