PC Spil

Napoleon: Total War lever måske ikke helt op til mine skyhøje forventninger – men det er stadig et fornuftigt og underholdende strategispil, til trods for eventuelle AI problemer. Multiplayer mulighederne er virkelig kærkomne, ideen med forsyninger velfungerende og den forbedre grafik på slagmarken virkelig et flot løft på det visuelle område.

Adventurespil af den rigtig gamle skuffe er næsten helt uddøde. Der er dog enkelte softwarehuse, der stadig arbejder seriøst med denne genre – men mange af dem befinder sig i Tyskland eller i Østeuropa – som for eksempel polske City interactive, der står bag Art of Murder serien. Nu er spillene så endelig begyndt at blive oversat til andre sprog end polsk og tysk (hvilket overraskende nok tager helt op til et år), så lad os se hvad City interactive har at byde på.

[Casual Gaming] Bejeweled Twist er en intelligent videreudvikling af en god original. Det er velproduceret og fyldt med imødekommende varme farver. Spillet har et godt tempo og det byder på hovedbrud, pressede situationer, underholdning samt et element af uforudsigelighed. Kan varmt anbefales.

[Casual Gaming] The Lost Tomb er på ingen måde nytænkning inden for sit felt. Til gengæld er det en ganske solid version af genren, hvor der gemmer sig mange timers underholdning. Spillet er samtidig vel produceret og gemmer på forholdsvist få fejl. Finder man samtidig den egyptiske baggrund interessant, vil spillet helt sikkert fænge. Ikke en dårlig måde at fordrive nogle timer på.

Med Mass Effect 2 har BioWare sat sig tungt på tronen som konge af rollespillene og vi kan slet ikke stoppe med at anbefale dette spil til enhver der vil forkæle sig selv med en absolut storslået spiloplevelse.

Det er svært at overgå et spil der på det nærmeste kan betegnes som et kunstværk og man kan da heller ikke beskylde Bioshock 2 for på nogen måde at være innovativ og banebrydende, til det ligger spillet alt for tæt op af forgængeren. Men hvad man eventuelt kunne savnes i nyskabelse opvejes så rigeligt af ren og skær kvalitet og hamrende gedigen underholdning - fuldstændig i den stil vi elskede Bioshock for.

Frank var relativt begejstret for sidste års udgave da han anmeldte den – og der er da også meget for rigtig hardcore håndboldfans at komme efter i 2010 versionen, hvis de ellers vil spille i den tyske håndboldliga. Men man kan ikke undgå at blive skuffet over den manglende nytænkning – der er masser af steder hvor serien kunne være forbedret. 3D grafikken er stadig decideret hæslig, interfacet er stadig tungt og uinspirerende og udviklerne har kun fokuseret på den tyske håndboldliga.

Tropico 3 tager bolden op efter det oprindelige Tropico spil og leverer en humoristisk og underholdende simulation, der er fuldt ud på højde med spillets mere seriøse fætre og kusiner. Tropico 3 er et af den slags spil man slet ikke kan lade være med at holde af, lige så lidt som man kan undlade at rocke med til spillets helt fantastiske musik.

Der er alt hvad man kan forvente af et managerspil i 2009 og så endda lidt til. Det er ikke så ’rent’ et managerspil som sine konkurrenter, da der er mere end blot kampene og deres resultater at bekymre sig om og mere ’gøjl og gejl’. Det gør at FIFA Manager formår at skille sig ud fra de to store konkurrenter. Om det så er godt eller skidt må være en smagssag. Jeg kan godt lide det, men det giver altså også et lidt mere ’rodet’ spil, hvor det kan være svært at fokusere.

Cities XL har en masse ting der lugter lidt af det vi går og savner i mangel på nye SimCity spil. Men desværre har udviklernes grådighed efter at tjene penge på spillets onlinedel kostet dyrt på spiloplevelen både online og offline og Cities XL ender som endnu et fejlslagent forsøg på at gå SimCity franchisen i bedene.

Football Manager 2010 er en fin videreudvikling af et allerede virkeligt godt spil. Man skal ikke forvente kvantespring fra sidste år, ret beset er det blot en forfinet udgave. Med det sagt, så forventer vi, som er vilde med spillet, heller ikke mere. Dette er stadig det bedste managerspil tilgængeligt på markedet.

Dragon Age: Origin er et rigtig godt rollespil, men forventer man et stort åbent rollespil som Oblivion, så vil man nok blive skuffet. Dragon Age: Origin er et meget mere traditionelt rpg, hvor friheden til dels bliver ofret for fortælle en fantastisk historie. Historien er dog så godt skruet sammen at det egentlig følges meget mere frit end den noget låste historie i Oblivion, da der er så mange realistiske personer og plots flettet ind i hinanden.

The Count of Monte Cristo kunne sagtens være et bedre spil – men det kunne så sandelig også være et langt værre spil end det er. Det har tekniske problemer, der holder det tilbage, men er man tålmodig casual gamer, der elsker hidden object genren, så er den hund, der skal op at lommen for at købe spillet godt givet ud – selvom der er bedre hidden object spil på markedet i dag.

Efter otte års konstant sukken efter en efterfølger til klassikeren Operation Flashpoint, er det endeligt blevet tid til igen at trække i camouflagetøjet og tage ladegreb på Operation Flashpoint 2: Dragon Rising. Et spil, der leder tankerne hen på forgængeren for de gode såvel som for de svage sider. Atter en gang er resultatet blevet et realistisk og underholdende skydespil, hvor det sikkert kan diskuteres til dommedag om det er originalen eller om det er efterfølgeren der er den bedste.

Insider Tales: The Stolen Venus er et helt arketypisk Hidden Object casual game – med alt hvad det indebærer af ”myldrebilleder” og pixeljagt. Målgruppen for sådanne spil er typisk kvinder over 30, der ikke vil kalde sig selv for ”gamere” og til dem leverer spillet varen fuldt ud. Det er bestemt ikke det letteste spil i genren og det er heller ikke det bedste af den slags jeg har spillet. The Stolen Venus lider blandt andet under lidt for mange skærmbilleder, hvor man skal finde de samme objekter og at objekterne man skal finde på skærmen er for små.

Det store spørgsmål man sikkert sidder tilbage med nu er om Aion så er den udfordrer, der kan tage tronen fra World of Warcraft. Blizzards mega-succes er svækket og alderen tynger, men Aion er næppe det næste store ”hit”, selvom det er et rigtig godt bud på en tidsrøver henover efteråret.

Order of War skyder sig ind i en, efterhånden godt sønderbombet genre af real-time strategispil med udgangspunkt i Anden Verdenskrig. Men uden de store armbevægelser og uden at gøre tingene særligt kompliceret markerer spillet sig alligevel som noget af det bedre vi har set og fremstår som et flot og underholdende spil. Herfra er det så åbent til diskussion om spillet er bevidst let tilgængeligt eller om det er for overfladisk.

Resident Evil er vendt tilbage i forrygende og bloddryppende stil med det femte spil i serien. Et spil der lige som forgængeren har sat action, med tusinder og atter tusinder af fjender, i højsædet. At spillet undervejs har været under beskyldning for at have racistiske undertoner, forhindret det ikke i at være en flot udført og hæsblæsende oplevelse. Samtidig er Resident Evil 5 noget af det flotteste vi har set på PC hvilket absolut ikke gør oplevelsen mindre. Capcom har endnu engang trukket en vinder ud af ærmet.

Rise of Flight er faktisk overordnet en rigtig god simulation når man først er i luften. Det er en grafisk kraftpræstation, som bakkes op af en glimrende realisme. De største problemer ligger i, at præsentationen er ringe. Det gælder både menuerne som de meget begrænsede kampagner. Selvfølgelig er det fint at gameplay fungerer (for det fåtal der elsker denne type spil), men så bliver man altså også nødt til at give os lidt lækkerier at glæde os over. Anbefalet med forbehold.

Need for Speed SHIFT er et skridt fremad for serien, som ellers var gået godt og grundigt i stå. Det er ikke helt oppe og ringe ved fordums succes, men mindre kan også gøre det.