Valve afslører flere detaljer fra Left 4 Dead 2
[E3 2009] Spillet udkommer til PC og Xbox 360 den 17. november, og nu kender vi en masse detaljer fra den kommende co-op zombie-FPS.
Spillet strækker sig over fem kampagner i det sydlige USA, fra Savannah til New Orleans, og Valve lover en mere tydelig narrativ forbindelse de fem kapitler imellem. De fire nye karakterer vil være en high-school football-træner, en kvindelig nyhedsreporter, en mekaniker og en straffefange.
Left4Dead 2 vil naturligvis se de inficerede fra det første spil vende tilbage og vil desuden tilføje blandt andet den såkaldte Charger, hvis enorme muterede arm vil være en stor trussel. Derudover har Valve inkluderet en masse nye melee-våben (stegepande, motorsav og økse) samt en semi-automatisk shotgun og sniperriffel der gerne skulle hjælpe i kampen mod de inficerede.
Udvikleren har opdateret AI-instruktøren således, at han nu også styrer banelayoutet og vejreffekter, mens små bidder af spillet også vil finde sted i dagslys. En anden spændende tilføjelse er 'Gauntlet'-øjeblikke, hvilket eksempelvis i New Orleans-banen betyder, at spilleren sendes over en bro der er fyldt med zombier, hvorefter man skal springe fra biltag til biltag i højt tempo for at overleve.
L4D2 udkommer til Xbox 360 og PC den 17. november.
Indsend kommentar