Mario Smash Football (GameCube)
- Score:
-
- Genre:
- Action
- PEGI:
-
- Udgivet:
- 10/01/2006
- Release Title:
- Mario Smash Football
- Udvikler(e):
- Next Level Games
- Udgiver(e):
- Nintendo
- Bruger bedømmelse:
- Søg efter titlen her:
Så skal den stakkels Mario endnu engang støves af og hives ind i manegen. Denne gang er det en række fodboldbaner, der venter på blikkenslager og slæng. Det sker dog på yderst underholdende facon, hvor intensivt, hektisk gameplay hurtigt suger en til sig.
Gamecube har allerede en række appellerende multispillertitler. Fælles for hovedparten af disse er, at den kække blikkenslager Mario er valgt som samlingspunkt. Indtil videre har han ræset rundt i gokart, tæsket sine venner i hårde nævekampe, smækket baseballs ud af stadion, drønet ned ad bakker på snowboard og meget mere. Selv den mest Nintendo-venlige sjæl må indrømme, at koen (blikkenslageren -red.) bliver malket til sidste dråbe. Nu er det så blevet tid til at kaste europæisk fodbold med i legen. Du skal dog ikke forvente strategisk holdsport a la Pro Evolution Soccer, det her er fodbold helt ude på overdrevet. Smæk prinsesse Peach op ad et elektrisk hegn eller knald Luigi ned i knæhøjde - alle kneb gælder.
Allerede inden spillet lå i brevkassen, havde jeg studeret titlen. Beskrivelsen kombineret med de forskellige screenshots gav mig nemlig en sær fornemmelse af deja-vu. Da jeg blev opmærksom på, at det var Next Level Games der stod bag, blev mysteriet opklaret. Nogle af folkene fra Next Level var nemlig indblandet i det dybt fængende - men stærkt oversete - Sega Soccer Slam. En titel der om noget tydeligvis har stået fadder til Mario Smash Football. Denne erkendelse sendte mig dog lidt tvetydige signaler. Soccer Slam var nemlig et samlingspunkt for drengene. Et sted hvor vi - med masser af øl på bordet - kunne smadre hinanden på plænen, imens der blev råbt og hujet. Ville dette fungere med et Mario spil? Den eneste måde at få afklaring derpå, var ved at invitere til endnu et opgør.
Indkøb af den usunde slags. Folk samlet om skærmen - klar til at give den gas. Første indtryk var som frygtet. Øjenbrynene røg godt om i nakken på forsamlingen, da de så at vi denne aften skulle benytte den lille lilla maskine. Værre blev det, da Mario og venner tonede frem på skærmen. "Hvad h****** var nu det for noget pussenusse møg?". På trods af diverse skarpe indvendinger, lykkedes det alligevel jeres trofaste rapporter at få sat en turnering op. Om ikke andet var folk da arrige og i krigshumør fra starten af.
Første kamp blev blæst op. Luigi stod over for Wario - hver med tre ledsagere. Langsomt bliver bolden trillet fra side til side. Folk skal lige vænne sig til styringen. Pludselig kommer Wario flyvende mod én af Luigis håndlangere. Denne bankes direkte op i et elektrisk hegn, der omkranser banen, ledsaget af en frygtelig jamren. Der gnækkes omkring skærmen. Herefter bliver tempoet sat lidt op. Afleveringer - både langs jorden og i luften - finder deres mand. Det kan betale sig at være kvik på aftrækkeren, ellers bliver man seriøst jordet. Pludselig er Wario igennem. En knap bliver holdt nede og et minispil dukker op. Sekvensen gennemføres perfekt. En matrixlignende sekvens følger. Bolden blæses af sted, og målmanden følger med ind i kassen. Jubelbrøl - folk er fanget.
Resten af aftenen stod på endnu flere opgør. Det efterhånden aldrende Sega Soccer Slam blev sendt på pension, afløst af en yngre mere agil udgave. Hermed er det ikke sagt, at Mario Smash Football er en rose uden torne. Vel er det dybt underholdende og stærkt fængende, men meget er der ikke sket udviklingsmæssigt. Ret beset er dette en svagt opdateret version af en titel, der allerede har et par år på bagen. Skal man være lidt kynisk, er det en kassetænkende disposition. Nintendo får en fængende fodboldtitel uden den store indsats, og Next Level får lov til at relancere deres salgsfiasko. Det er dog svært at være rigtigt irriteret - for det er nu fin underholdning.
Nogle problemer bliver jeg dog nødt til at hive frem på bordet. For det første er afveksling en mangelvare. Det oprindelige hektiske gameplay er spædet op med diverse power-ups i bedste Mariostil, men ellers er der ikke kommet nyt til. Udvalget af både stadion og personer er stærkt begrænset - hvor er alle de hold vi kunne åbne i Soccer Slam? Samtidig er banerne - ud over det elektriske hegn - ikke interaktive. Det ville være rigtigt lækkert, hvis nogle af banerne bød på roterende platforme eller lignende - når man nu tænker på oplægget. Dertil er teknikken præget af elementer af sjusk. Værst af disse er opdateringshastigheden, som nogle gange hakker ganske betydeligt. Ikke smart i et spil, der lever af intensitet.
Det er svært at komme udenom, at Mario Smash Football er et opkog af et gammelt suppeben. Alligevel er der tale om en yderst fængende titel, som især vil bringe glæde når vennerne er på besøg. Inden man ved af det, er timer fløjet forbi i selskab med Mario og slæng. Det ville være rart, hvis der blev budt på mere afveksling. Ligeledes ville det være rart med noget dybde til singlespiller delen. Som det er nu, er der tale om en underholdende multispillertitel, hvor en række mangler desværre hiver ned i helhedsindtrykket.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer