Skåret ind til benet er Catherine et skævt puzzle-spil, men et særdeles intelligent et af slagsen. Spillet følger Vincent Brooks, der pludselig begynder at få mystiske mareridt, da hans kæreste Katherine lufter tanken om ægteskab og alt, hvad deraf følger. Vincent er en arketypisk vatpik (ja undskyld, men det er han sgu), så der er naturligvis en klar forbindelse mellem hans natlige mareridt og hans frygt for at ende i et ægteskabeligt forhold. Sjovt nok bliver hans mareridt endnu værre, da han møder den tillokkende blondine Catherine på sit stamværtshus ’The Stray Sheep’ og ender med at indlede en affære med hende. Herfra tager handlingen en særdeles overraskende survival horror-drejning, der er både skæv, spændende og forfriskende – Catherine er derfor ikke et spil, man sætter på hylden, før man har fulgt handlingen helt til dørs.

Mens handlingen i Catherine er forbløffende voksen og forfriskende, og nej – den er ikke pornografisk, det er blot voksne emner og temaer, der behandles, så er spillet egentlig ganske simpelt – i hvert fald i sin opbygning. Om dagen befinder Vincent sig på The Stray Sheep, hvor man kan snakke med hans venner, sende og besvare SMS’er, spille et arkade-minispil og lytte til musik fra forskellige andre Atlus-spil. Det er disse sekvenser, der driver fortællingen om stakkels Vincent frem, og det er i dialogsekvenserne, at dine svar påvirker Vincents moral. Moralsystemet er smart designet, og i stedet for at skulle træffe store episke valg er det i stedet i den regulære dialog, at Vincent tjener eller mister points.

Det er om natten, de spændende ting sker – og nej, det er ikke den slags ting, du sikkert tænker på lige nu. Det er nemlig Vincents mareridt, der er spillets kerne. Disse trækker veksler på eventyret om Rapunzel i form af et puzzle-spil, hvor Vincent skal klatre op i et tårn for at undgå en ondskab, der langsomt angriber tårnet nedefra. Tårnet er bygget op af klodser, som Vincent skal skubbe og hive i for at skabe en vej opad. Det skal gå stærkt – tit rigtigt stærkt, og et solidt overblik og en hjerne, der kan udtænke hurtige løsninger, er ofte nødvendig, for tid er en mangelvare, og et forkert træk kan sende Vincent styrtende i døden – og dør han i drømmen, dør han også i ”virkeligheden”.

Vincent er ikke alene om at have mareridt. Han møder en lang række andre mænd, der også er fanget i denne mystiske drømmeverden. De er alle personificeret ved får (der ligesom Rapunzel er et grundlæggende tema i spillet), som Vincent kan snakke med på nogle baner. På enkelte baner er fårene temmeligt meget i vejen, men de kan dog hjælpe Vincent lidt på vej ved at udløse fælder, der ellers ville have spiddet Vincent selv. Generelt er disse ”fjenders” AI ikke voldsomt skarp, så de er mest af alt blot mildt irriterende, når de forsøger at stå i vejen for Vincent.

Et ganske morsomt og interessant koncept har fundet vej til disse mareridtsbaner – nemlig en afstemning blandt spillerne. Man får undervejs gennem spillet forskellige spørgsmål om livet generelt og om betydningen af parforhold. Efterfølgende kan man, hvis man altså er online med sit spil, se, hvad andre spillere har svaret, eller hvad der blev svaret i en internet poll med samme spørgsmål. Der er nogle sjove og overraskende svar. Et interessant koncept, der dog ikke bidrager meget til selve spillet, ud over at understrege at snak om faste parforhold tilsyneladende er det rene kryptonit for japanere. De frygter det i hvert fald med panisk angst, hvis man skal tro Catherine.

Konceptet i disse mareridts-puzzlebaner er forbløffende enkelt – i en sådan grad, at der nærmest er noget retro-arkade-Q*bert-agtigt ved det hele. Det enkle koncept er nemt at lære, men svært at mestre – selv på den absolut laveste sværhedsgrad. Det er med andre ord et udfordrende spil, men ikke så svært, at du ender med at kyle rundt med inventaret hjemme i stuen i frustration.

Idéen med at veksle mellem dagligdagsliv, hvor Vincent hænger ud med sine venner på en bar og en mystisk drømmeverden, virker måske som et ganske nytænkende koncept – men det er faktisk noget, Atlus er ved at være ganske kendt for, især i deres Persona-serie, der sjovt nok er udviklet af samme folk som Catherine. For eksempel i Shin Megami Tensei Persona 4, som vi anmeldte for nogle år siden, var konceptet tæt på det samme. Men det ændrer ikke på, at det er et koncept, man ikke ser så tit, og det er i sig selv et forfriskende pust – især i Catherine, der ikke er et rollespil (som spillene i Persona-serien er), men et puzzlespil.

Grafisk er Catherine en fornøjelse. Der er mange og lange tegnefilmssekvenser, der udbygger spillets handling og præsenterer de involverede karakterer. Især i dagtimerne er grafikken ganske flot med mange detaljer i omgivelserne på The Stray Sheep. I selve drømmesekvenserne er der skruet lidt ned for det visuelle festfyrværkeri, for her er det sort og grå, der er de fremtrædende farver, og det kan godt blive lidt trist i længden. Men man har sjældent tid til at stoppe op og studere omgivelserne i disse sekvenser – det har man for travlt med at flytte kasser til.

Catherine er en fantastisk god spiloplevelse. Spillets solide og fængslende handling vil med sikkerhed overraske mange, og da der er mange forskellige slutninger, er det oplagt at spille spillet igennem mere end en gang. Men man skal altså være fan af puzzlespil, og man skal også kunne fungere under tidspres, før man kan nyde mareridtssekvenserne i Catherine – er man ikke til den slags, kan den velfungerende handling næppe redde spillet. Vi tager hatten af for Atlus, der har produceret et anderledes og særdeles velfungerende puzzlespil – flere af den slags tak!

Det første Shank-spil, blev udgivet i 2010 på Xbox Live Arcade og PSN, hvor det fik en pæn modtagelse af både anmeldere og gamere, som roste den flotte grafik samt det underholdende gameplay. Nu er Klei Entertainment klar med efterfølgeren til den hårdtslående 2D beat ‘em up sidescroller. Vores helt Shank sidder fordrukken og alene i en bus, der i en kort cutscene bliver afbrudt af en militia, som standser bussen og konfronterer Shank. Dette er selvfølgelig starten på Shanks blodbad, og du bliver kastet ind i en dyster jungle. Spillet ser meget simpelt ud af natur, men du lærer hurtigt på første bane, at det er mere avanceret end som så. Du har dine typiske lette og hårde angreb i form af en masse forskellige våben og kasteskyts, som så senere bliver opgraderet til skydevåben, og som en bonus har man et lille arsenal af granater, miner eller molotovs. Der er lagt stor fokus på beat ‘em up-aspektet end på selve platformdelen, som mangler lidt kreativitet. Men det er heller ikke en dårlig ting, for det flyver rundt med fjender og blod, hvilket gør, at man hurtigt glemmer, at det også er et 2D platformer.

Et af spillets helt store plusser er den flotte og flydende grafik. Denne tegneserieagtige grafik, i stil med Castle Crashers, giver spillet et ekstra nøk opad, da dens appel gør, at man kan løsrive sig fra de store 3D spil for lige at give et par øretæver. Musikken i spillet er ikke det, der tager fokus. Det er derimod de vanvittige lydeffekter, man bliver vidne til, når man bevæger sig igennem spillet. Musikken bliver overdøvet af motorsavslyde, blodsudgydelser og skrig. Af et Xbox Live Arcade spil, (anmeldt på Xbox 360) at være til blot 800 Microsoft Points (ca. 72 kr., red.), så er lydproduktionen på et rigtig højt niveau, til sammenligning med større spil.

Shank 2 er dog et af de spil, hvor man skal starte ud på normal og så senere arbejde sig opad. Mindre bosser kan være lidt tricky i starten, hvor der er lidt puzzle inde over, og hvor de store bosser især kan give modstand. Det er et typisk spil, hvor øvelse gør mester. Kan du dodge og angrebe hurtigt, så er spillet en leg, og du kan gå efter en høj placering på Leaderboards, hvor din samlede score for f.eks højeste combo eller antal collectibles fundet kan højne din placering.

Det kan spilles igennem på alt lige fra et par timer til ca. 4-5 timer afhængigt af, hvor god du er til spillet, og hvor godt du har luret bosserne mod slutningen. For nogen af bosserne vil få dig til at sidde med tungen et stykke ude af munden, mens du laver dine hurtige combo-angreb. Spillets store problem er bare, at som det skrider frem, bliver banerne mere og mere lang-trukne. Derfor når Shank 2 til det punkt, hvor det bliver alt for ensformigt. Men du kan til hver en tid hoppe ind i Survival, som er klassisk ”Wave”-baseret. Her kan du – alene eller med venner – enten lokalt eller over Xbox Live kæmpe med dine nye figurer, som du unlocker hen ad vejen.

Det er svært at elske Shank 2, lige som det er svært at hade det. Ved første glimt ser det rigtigt godt ud, men med tiden bliver spillet mere og mere frustrerende, da modstandere og kampsituationer gentager sig. Survival gør, at du kan hygge dig med dine venner i ny og næ, men med mindre du er stor fan af spilserien, er det ikke et spil, som har meget appel, efter du har gennemført det.

Grand Slam Tennis 2 er centreret omkring Career Mode, som naturligvis har fokus på de fire Grand Slam-turneringer Australian Open, French Open og US Open og for første gang også med en officiel licens til selveste Wimbledon-turneringen, hvilket naturligvis gør det hele lidt sjovere, end når netop den turnering af alle mangler. Man starter med at skabe en karakter – enten af hankøn eller af hunkøn, hvorefter din karriere begynder. Mellem hver Grand Slam-turnering kan du vælge op til to ud af tre begivenheder, hvor du kan forbedre dine egenskaber, ranglisteplacering og karrierepoints; en træningsturnering, et træningspas eller en enkelt kamp mod en af dine rivaler.

Det er sådan set det eneste, der sker mellem Grand Slam-turneringerne, og karrieredelen føles derfor hurtigt som en smule primitiv og kortfattet i forhold til både Virtua Tennis og Top Spin. Der er stort set ingen valg at foretage, og så snart man har optjent nok karrierepoints, får man adgang til nyt udstyr, hvor ketchere og sko kan være med til at forbedre dine egenskaber. Sådan kører det igennem 10 år, men man kan heldigvis selv vælge længden af kampene, så man ikke behøver at spille 5 sæt à 6 partier i hver eneste kamp. Besejrer man sin modstander, belønnes man med karrierepoints, og dertil kan man tjene ekstra points ved eksempelvis at lave 5 vindende topspin-slag eller lave 3 serve-esser. Disse ekstra muligheder for at tjene lidt til pointkontoen fungerer rigtigt fint – bare der var mere af det! Derudover har du for hver sæson en række sæson-mål – eks. 25 serve-esser, vinde en kamp på Roland Garros osv., og klarer man disse delmål, bliver man yderligere belønnet med karrierepoints.

Modsat alle andre steder i spillet, så har man ikke mulighed for at indstille sværhedsgraden i Career. Det er i og for sig helt i orden, men der er simpelthen ikke balance mellem sværhedsgraderne fra år til år. I sæson 1 og 2 skal man virkelig dumme sig for bare at tabe et enkelt sæt – selv hvis man er nybegynder – men fra og med sæson 3 skrues sværhedsgraden gevaldigt i vejret, og hvis sæson 1 og 2 føltes som en sovepude, bliver man hurtigt vækket, for i sæson 3 er modstanden så høj, at selv erfarne spillere vil have svært ved at følge med. Modstandernes “stats” er ofte for høje, og der kan godt gå lang tid, før man selv er på samme niveau og kan bide fra sig igen. Dermed bliver sæson 3 og 4 virkelig en kamp om blot at holde sin plads på verdensranglisten, og det er helt tydeligt, at udviklerne ikke har testet denne udvikling i sværhedsgraden ordentligt. Er man dygtig, er det dog ikke en umulig opgave, og man lærer efterhånden de forskellige spilleres styrker og svagheder at kende. Eksempelvis er Pete Sampras nærmest umulig at gøre noget ved, når han først når til nettet, mens andre spillere er klart bedst på baglinjen. AI’en fungerer glimrende, og der er tydelig forskel på, hvordan de forskellige modstandere spiller.

Foruden den ujævne sværhedsgrad har kampene endnu et irritationsmoment. Efter stort set hver bold ser man slowmotion-sekvenser og en seance med ESPN-logoet. Dette tager en del tid, når det sker efter hver eneste bold, og man har ikke mulighed for at slå det fra. Det er simpelthen dårligt spildesign og et tegn på, at Grand Slam Tennis-serien stadig er i sin ungdom.

Spillet har en række af de aktive tennisstjerner som spilbare karakterer (nej, Caroline Wozniacki er ikke med, men hun er nu heller ikke en legende i Grand Slam-sammenhæng – endnu!), og dertil kan man fornøje sig med fordums stjerner som Martina Navratilova, Chris Evert Lloyd, Bjørn Borg, Pat Cash og John McEnRoe.  Sidstnævnte er en af de tre stjerner, der pryder forside-coveret, og sammen med Pat Cash leverer John McEnroe endvidere kommentarer og analyser under kampene. Disse stjerner ser man endnu mere til i de såkaldte ESPN Grand Slam Classics, hvor man har mulighed for at genspille nogle af den moderne tennishistories største Grand Slam-øjeblikke. Eksempelvis US Open semifinalen i 1990 mellem Sampras og den useedede John McEnroe eller McEnroes finalesejr over Bjørn Borg ved US Open i 1980. Det er spændende tennishistorie og et ganske glimrende indslag.

Foruden Career og ESPN Grand Slam Classics har man også mulighed for bare at spille nogle kampe. Op til 4 spillere kan deltage, og man kan sågar lave lokale turneringer. På samme måde kan man online spille mod tilfældige eller mod sine online-venner, og dertil har man også mulighed for at oprette turneringer, hvortil man eksempelvis kan invitere sine venner og dertil tilføje AI-modstandere. Online-delen fungerer i det store og hele rigtigt godt, og denne del er bestemt godkendt.

Grafikken i Grand Slam Tennis 2 er både god og mindre god. Hovedpersonerne er godt tegnet og animeret – man kan tydeligt kende forskel på dem, og animationerne er da også ganske nydelige uden dog at imponere betydeligt. Tilskuerne virker særdeles anonyme og stereotype og er bestemt ikke med til at skabe den stemning, som vi ellers kender det fra konkurrerende titler. Lydeffekterne er ganske habile, mens Pat Cash og John McEnroes kommentarer er sparsomme og hurtigt kommer til at føles genkendelige. Der er simpelthen indtalt alt for lidt dialog, og det er en skam, for en vellykket dialog kan bestemt være med til at forøge stemningen under kampene.

Grand Slam Tennis 2 er bestemt en hæderlig titel, som dog stadig halter et godt stykke efter konkurrenterne. Især skal bemærkes den ujævne sværhedsgrad i Career Mode samt de evindelige mellemsekvenser mellem hver eneste bold. Det er helt klart et væsentligt irritationsmoment, som frustrerer i høj grad. Omvendt er AI’en og gameplayet rigtigt vellykket, og online-delen fungerer aldeles glimrende. Sammenlagt kunne man sige: “Godkendt, men med plads til forbedringer!”

WWE ’12 er startskuddet til en ny serie af wrestlingspil, og som sådan er det et glimrende sted at springe på, hvis man længe har holdt sig tilbage. Omvendt vil man givetvis savne meget af den finpudsning, serien har opbygget i årenes løb under navnet Smackdown vs Raw, hvis man har været fan i længere tid. På nogle måder virker WWE ’12 ret bekendt, men på andre måder er man startet helt forfra.

Der er stadig tale om et wrestling-spil, der byder på et varieret udvalg af både nuværende og forhenværende wrestlere. De sidstnævnte går under navnet “legends”. Karakterudvalget er omfattende fra starten af, og hvis man ikke finder favoritten umiddelbart efter, spillet er installeret, så findes han eller hun muligvis som DLC for få ekstra kroner.

Ellers må man lave ham/hende selv. Som det hører sig til, har WWE ’12 en omfattende del, der lader spilleren lave sin egen wrestler. Man kan selv vælge køn, højde, vægt, hårfarve og måske hundredevis af andre småting, som man med garanti ikke lægger mærke til i en almindelig kamp. Hvis man bruger tid på at sidde og pille ved de forskellige indstillinger, kan man få lavet sig en wrestler med en slående lighed med de fleste personer – så nu kan man endelig få opfyldt sin drøm om at tæve den irriterende nabo til lirekassemand (på fredeligste vis).

Fra hovedmenuen har man adgang til spillets forskellige modes, og der er mange af dem. Man kan spille traditionelt 1 mod 1 eller 2 mod 2, man kan spille med borde og stiger eller i et stålbur eller… kort sagt er der utroligt mange muligheder, og det bør der bestemt også være, for ellers kommer kampene til at mangle nuance. Spillets “story mode” hedder Road To Wrestlemania, og her får man fortalt en historie, der kæder nogle forskelligt opsatte kampe sammen. Sidst, men ikke mindst, kan man gå online og dyste mod andre sofa-wrestlere. Har man købt spillet fra nyt, vil man få en kode, som man kan bruge til at få adgang til spillet med, men hvis man har købt spillet brugt, risikerer man, at koden er brugt, og så må man købe en ny. Dog kan man få en gratis prøveperiode på 7 dage, der giver adgang til spillets multiplayer-mode.

Spillet har fået en helt ny engine – altså groft sagt det stykke af spillet, der sørger for at vise grafikken og for at reagere på spillerens input. Spillet virker realistisk, og grafikken formår at genskabe atmosfæren fra virkelighedens wrestling, uden dog at være specielt imponerende, men den største ændring, engine-skiftet har medført, er en ny måde at styre wrestlerne på. Mange af de funktioner, man førhen ville bruge højre thumbstick til, er nu blevet flyttet ned på knapperne. Spillet er blevet mere begyndervenligt, men som en bivirkning af det, er spillet også blevet mindre flydende, og seriøse spillere vil givetvis foretrække styringen, som den var før.

Mange wrestling-fans vil nyde at se et nyt spil med deres helte, men det virker lidt som om, den nye engine trænger til lidt mere af den finpudsning, der efterhånden gjorde den forrige engine så velfungerende. WWE ’12 leverer varen og er et solidt produkt, men det henvender sig ikke til alle, og specielt fans af de forrige spil bør lige prøve spillet inden et eventuelt køb.

Efter i en længere periode at være lagt lidt på is er der atter salg i den klassiske fighting-genre. Alt fra Mortal Kombat til Street Fighter er atter dukket op i manegen, og det i såvel klassiske som i nye klæder. I tilfældet Mortal Kombat lykkedes det sågar at væve en nogenlunde acceptabel historie omkring begivenhederne. Lad det med det samme være konstateret, at dette har Project Soul ikke formået med det seneste Soul Calibur-skud.

I en mildest talt melodramatisk, tåkrummende fortalt affære følger man hovedpersonen Patroklos. Vi befinder os angiveligt i Europa i det syttende århundrede, og denne kække ungersvend er på jagt efter sin søster Pyrrha. Det lægger grobund for tyve kapitler, som bliver klistret sammen af en kombination af still-billeder samt CG. Sidstnævnte fungerer bedst – da de trods alt giver en visuel kvalitet til vrøvlen. Værre bliver det med still-billederne, hvor man i stedet skal læne sig til den fuldstændigt overspillede dialog. Ikke fordi historien på nogen måde er det vigtigste element, men hvis man nu vælger at prøve at levere en, så skal man altså gøre det ordentligt. Det føles som om, det er lidt venstrehåndsarbejde, der skulle færdiggøres hurtigst muligt.

Heldigvis er det i intens kamp med modstandere, at spillet udfolder sine værdier. Her falder Soul Calibur ikke til jorden. Det er tydeligvis nogle erfarne udviklere, der tidligere har haft fingrene i genren. Begyndere vil – om ikke andet – så i hvert fald kunne bruge kampene i kampagnen til at komme ind under huden på det komplekse system. Selv om man mest af alt bare hamrer på tasterne, så vil man stadig have en chance. Men bruger man mere tid på at blive bekvem med styringen, så vil man opleve, at der gemmer sig mere under motorhjelmen end, hvad der er først synligt.

Soul Calibur er i sin essens en taktisk dans, hvor det er essentielt at forudsige modstanderens næste angreb. Man kan angribe og forsvare i forskellige højder samtidigt med, at man kan udnytte, at spillet udnytter sine tre dimensioner. Når to dygtige spillere møder hinanden, kan det udmønte sig i en dans, hvor voldsomme angreb afløses af atletiske bevægelser. Med det sagt er Soul Calibur dog ikke en titel, der decideret opfordrer til en defensiv spillestil. Styringen omfavner de offensive kombinationer, og det er i udførelse samt mestring af disse, at nøglen til sejr ligger.

Mange af spillets efterhånden godt kendte figurer dukker atter op. En del af disse har direkte tilknytning til det navnkyndige sværd Soul Calibur. Figurerne opfører sig naturligvis forskelligt, og kombinerer man dette med, at man kan have forskellige former for kampstil, ender man ud med en god del variation. Dette kommer dog først rigtigt til udtryk, når man tager kampen op med en modstander af kød og blod. Den kunstige intelligens er ikke overvældende, kampagnen er intetsigende, og man har ikke mange rigtige øvelserm der kan give adgang til den dybde, som unægteligt gemmer sig.

Sidder man til gengæld med en kammerat – det enten lokalt eller globalt – så åbner spillet sig først rigtigt. Angreb, modangreb, kombinationer og bevægelse væves sammen på intrigant vis. Det bakkes op af en flot grafisk kant, hvor de flydende animationer timing-mæssigt sidder næsten lige i øjet i forhold til dine knaptryk. Det ser ganske lækkert ud. Noget som i øvrigt understreges flot af varierede baggrunde. Lyden er til gengæld på det jævne med nogenlunde effekter og musik, men øretæveindbydende stemmeskuespil.

Denne ændring til trods har Anno 2070 bevaret de grundlæggende elementer, der gjorde forgængerne til – ofte oversete – successer. Det er stadig spillerens fornemste opgave at opbygge og udvikle et samfund, der på bedste vis kan imødekomme befolkningens stigende behov for livsnødvendigheder og luksusvarer. Udfordringen er at balancere de tilgængelige ressourcer med befolkningens behov og udbygning af infrastruktur. Som i de tidligere spil er det oftest nødvendigt at etablere byer og industri på en lang række øer i bestræbelserne på at udvinde og producere alle de nødvendige ressourcer. Da ressourcerne er bundet til en given ø, er det et krav at bygge en handelsflåde, der kan transportere ressourcerne derhen, hvor der er behov for dem. Det er blevet lettere end nogensinde før at håndtere sin handelsflåde - en klar forbedring over de lidt kluntede systemer, som fans af serien har været vant til.

Som i de tidligere udgivelser er din befolkning opdelt i klasser med stigende behov for forbrugsvarer. Noget nyt, der virkeligt tilføjer et spændende element til spillet, er, at der er hele tre fraktioner med hver sine ønsker og behov – og måder at anskue verden på. Ecos er den fraktion, der ikke overraskende fokuserer på økologi og bæredygtig industri og higer efter økologiske gulerødder, energidrikke og grønne arealer. I den modsatte grøft finder vi Tycoons, der ønsker fremskridt for enhver pris. Her bliver der udvundet ressourcer i stor stil, og det er langt hurtigere at stable et progressivt samfund på benene. Til gengæld betyder Tycoons ikke-eksisterende bekymring for industriens indvirken på økosystemerne, at de risikerer at løbe tør for ressourcedepoter, længe før deres trang til champagne og junkfood er stillet.

Mens de to nævnte fraktioner er direkte spilbare, er den tredje, scientists, en, man blot kan interagere med for at opnå diverse fordele. En af mest interessante er muligheden for at bygge under vandoverfladen, hvilket tilfører en hel ny dimension til spillet. Selv om du fra start vælger, hvilken fraktions tanker og værdier du vil basere dig på, er det sandsynligt, at du skal håndtere tre samfund i ét, da hver fraktion har bygninger, som kun de kan bygge, og du har oftest brug for ressourcer af enhver art. Dette betyder samtidigt, at du får flere behov at dække, og hele denne afvejning af fordele og ulemper er et nyt og spændende element.

Der er selvfølgelig en række forskellige spiltyper i Anno 2070. Det naturlige sted at starte er kampagnen – selv for erfarne spillere. Selv om spillets grundidé er uændret, er der så tilpas mange nuanceforskelle i både gameplay og interface, at kampagnen, der samtidigt fungerer som en tutorial, næsten er et must. Dermed ikke sagt, at det er nødvendigt at spille hele kampagnen igennem for at blive klædt på til de andre spiltyper. Kampagnen tager først for alvor fart og bliver interessant i den sidste tredjedel, så har man kæmpet sig gennem de første mange baner, der primært går ud på at gøre præcist, hvad man får besked på, er det absolut værd at spille kampagnen til ende, for de sidste baner giver virkelig mulighed for at anvende alt det, man hidtil har lært.

Kampagnen er dog blot en introduktion til spillets vigtigste og klart mest appellerende spiltype - continuous play. Her er der virkeligt smæk for skillingen. Du kan spille mod computerstyrede modstandere eller med og mod venner online. Det hele foregår i en gigantisk sandkasse, hvor du selv bestemmer det overordnede mål med spillet. Der er noget fascinerende over at se sit samfund udvikle sig fra en lille økoloni til et omfattende imperium. Diplomati er naturligvis til stede i multiplayer-spil, og selv om dette element ikke er voldsomt udbygget, åbner det alligevel op for varieret gameplay. Handel bliver også proportionalt vigtigere, jo flere spillere der er med, for det er sparsomt med land, og det er utænkeligt, at en enkelt spiller kan være selvforsynende.

Kamphandlinger har aldrig været i fokus i Anno-serien, og det gælder også for Anno 2070. Man bør ikke fuldstændigt ignorere sit militær, da en aggressiv nabo lynhurtigt kan ødelægge en sårbar infrastruktur og sætte dig i en situation, der kan være svær at redde. Selv om det er muligt at opnå visse fordele via militære erobringer, vil din hær primært blive brugt i defensivt øjemed. Heldigvis er enhederne mere mobile end i tidligere udgivelser. Forsvundet er de regulære landtropper, og i deres sted er krigsskibe og kampfly, der hurtigt kan manøvreres mellem kampskuepladserne. Enhedernes animationer og teksturer er under middel, og man får næsten den tanke, at udviklerne herved forsøger at slå en fed streg under, at kamp og militær nærmest er en eftertanke.

Ser man bort fra den lidt triste grafiske præsentation af militærenheder, er Anno 2070 faktisk visuelt rigtig flot. Landskaberne både under og over vandoverfladen er detaljerede og overraskende varierede. Byerne summer af liv, og man kan let fortabe sig i sine indbyggeres gøren og laden. Bygningerne er futuristiske og passer fantastisk ind i spillets setting. En lille anke herfra er, at det kan være svært at danne sig et hurtigt overblik over, hvad bygningerne gør. Bevares, man kan altid klikke på dem og få det oplyst, men i de tidligere spil kunne man lynhurtigt se, om der var tale om en skovhugger eller en grisefarm. Bygningerne i Anno 2070 er generisk futuristiske, alt deres grafiske lir til trods.

Kunne du lide de tidligere udgivelser i Anno-serien, bliver du afgjort glad for Anno 2070, og fans af spil som Settlers, der ønsker at dykke lidt dybere, vil også øjeblikkeligt føle sig hjemme her.

Første “rigtige” episode af The Simpsons blev vist i december 1989 (efter en række små optrædender i The Tracey Ullmann-show), og serien opnåede hurtigt stor popularitet. Små to år efter blev arcadespillet udgivet af Konami, og det blev næsten lige så hurtigt en stor succes både blandt såvel gamere som blandt The Simpsons-fans. Spillet er et simpelt beat’em up – eller en brawler, som disse spil også kaldes – hvor du styrer enten Homer, Marge, Lisa eller Bart. Smithers har kidnappet Maggie, og det er nu dit job at redde Maggie ud af Smithers og Mr. Burns klør. Du skal gennem 8 baner kæmpe dig vej forbi et hav af fjender og 9 boss’er, som på højeste sværhedsgrad giver ganske fornuftig udfordring. Homer kan slå og sparke, Marge svinger med sin støvsuger, Lisa pisker med sit sjippetov, og Bart slår med sit Skateboard. Man kan hoppe, slå samt udføre en kombination af disse. Spillet kan nydes af op til 4 spillere samtidigt – både online og lokalt, og spillet byder på mulighed for at lave co-op attacks, hvor to spillere, der står tæt sammen, kan udføre et specialangreb.

Brawlers er i sagens natur meget simple spil, men The Simpsons er et af de bedste af slagsen fra de tidligere 1990′ere, hvor genren for alvor fik fat. Spillet kan afvikles på mindre end ½ time, hvilket måske føles lidt kort, især taget i betragtning af, at prisen på 800 Microsoft Points (Xbox 360-udgaven) burde ligge på det halve, som de fleste andre arcade-klassikere uden opdateret grafik har kostet siden maskinen blev lanceret. Til gengæld får vi også den sjældne japanske ROM, hvor der blandt andet er mulighed for at fordoble sin health-måler, og dertil er der blandt andet atombomber, et andet scoresystem og en lidt anderledes slutning.

Achievements og trophies byder på en afvekslende udfordring, hvor man især bliver udfordret i Survival Mode, hvor man med et enkelt liv skal klare sig frem til boss’en på level 3. Af sværhedsgrader er der 3, og på højeste niveau bliver man udsat for endnu flere fjender, men derudover er der ikke så meget forskel på sværhedsgraderne.

Når man har gennemført spillet med hver af de 4 hovedpersoner, får man adgang til forskelligt materiale så som lydeffekter og musik. Dialogen udføres af de originale stemmeskuespillere (Dan Castellaneta, Yeardley Smith, Julie Kavner og Nancy Cartwright), og musikken er også taget fra serien. De 8 baner er ligeledes genkendelige, og alt i alt er spillet meget tro mod tegnefilmen.

Nogle vil måske mene, at man får lidt for lidt for pengene, og det er jeg til dels enig i. Prisen burde være det halve, men for The Simpsons-fans og fans af beat ‘em up-genren er der ingen vej uden om The Simpsons Arcade Game, som (heldigvis) ikke byder på opdateret grafik, men holder sig helt og holdent til den gamle originaludgivelse tilsat online-muligheder, japansk ROM og diverse game modes, som fungerer lige godt såvel online som lokalt!

I Quarrel gælder det om at lave anagrammer. Dvs. man får en række bogstaver, og derefter gælder det om at lave det bedste ord ud af disse. Bogstaverne har alle forskellig værdi – eksempelvis giver et ‘J’ 15 points, mens et ‘E’ blot giver 1 point. Du har en lille hær af soldater, som du på samme måde som i RISK skal indtage fjendtlige områder med. Når du angriber en fjende, svarer antallet af soldater til det antal bogstaver, du kan bruge i det ord, du staver. I hver runde får du 8 bogstaver (der er altid mindst 1 ord, du kan danne med dem alle), men afhængigt af antallet af soldater, kan du altså ikke altid være sikker på at kunne udnytte bogstaverne fuldt ud, og det bliver derfor et spørgsmål om at lave det ord, der giver flest points. Din modstander laver samtidigt et ord, og når tiden er gået, er vinderen den, der har lavet det mest værdifulde ord, hvorefter alle dine tropper (pånær en enkelt) rykker ind på modstanderens felt. Klarer du mange kampe i træk, kan du blive belønnet med ekstra tropper, og dem sætter man således ind før hver kamp.

Det strategiske element er dog langt fra så involverende som i eksempelvis RISK, og det bliver hurtigt nærmest ligegyldigt, da man egentlig bare moser fremad mod den næste fjende, og spillet bliver hermed reduceret til et simpelt “Lav det bedste ord”-spil. Og trods det, at man efter endt tur har mulighed for at flytte rundt på sine soldater, bliver denne del aldrig sjov. Spillet har en række forskellige game modes med masser af baner, der dog grundlæggende ikke ligger fjernt fra hinanden, men som i bund og grund blot går ud på at lave ord. Det hele bliver hurtigt lidt ensformigt, og en lydmæssig og grafisk munter og vellykket stil kan ikke opveje spillets strategiske mangler. En multiplayer-funktion – også online – findes for op til 4 spillere, og det er nu ganske underholdende og hyggeligt at sidde med sine venner og spille.

Alt i alt er Quarrel et fint lille spil med en ganske flot grafisk stil, men som man ikke skal købe på grund at det strategiske islæt snarere end fordi, man er vild med at lege med ord og bogstaver!

Nå, men Bryce skal altså ud at udføre sit arbejde, og hvor eksempelvis jeg er skribent, nakker han dæmoner. Hans nærmeste foresatte, total-baben Arcadia er med som opsynsmand, og hun snakker en hård snak til Bryce i mellemsekvenserne. Når det kommer til kamp, er hun mindre  kålhøgen. Modsat Bryce er hun dødelig. Heldigvis dør hun ikke voldsomt ofte, men til gengæld er hun heller ikke meget værd som hjælper. Hun er mest eye candy, og det er tiltrængt.  Ud over hende, er der nemlig noget dødt over grafikken. Den er bare ikke spændende at se på, og man får simpelthen ikke lyst til at opleve spillets verden.

Man kan så diskutere det kønspolitisk korrekte i at lave en grim spilverden og putte en lækker, langbenet, nedringet
dulle i som pynt. Oh well.

Når en third person shooter som Neverdead er bedst, er den skillbaseret og med stram kontrol. Man har et overblik over kampene, man ikke altid har i første person, og mange kan godt lide at kunne se figuren, de styrer. I Neverdead bliver kampene oftest relativt tilfældige og uoverskuelige. Rebellion, der har udviklet spillet for Konami, har simpelthen kodet en sløset spilmekanik, og det gør det svært at holde af Neverdead.

Ret hurtigt bliver systemet med de afrevne lemmer også en plage snarere end en ting, man synes, er cool. Allerførst virker det nyt og anderledes, men efter ganske kort tid med spillet bliver det irriterende. Reelt set et det bare en anden (og mere irriterende) måde at lave et livsystem på. Det gør det heller ikke bedre, at ens tabte legemsdele burde kunne samles op med et hurtigt rullefald henover dem, men kollisionssporingen er så dårlig, at man tit misser dem.

Når det grundlæggende gameplay i et spil, der drejer sig om at dræbe dæmon efter dæmon efter dæmon halter gevaldigt, så begynder man hurtigt at se sig om efter andet at lave. Heldigvis kan man optjene erfaring til at købe evner for. Det virker altid lidt fængslende, men formår ikke at redde den lidt sjuskede omgang, som Neverdead er.

At udgive et fuldprisspil i dag er en stor finansiel satsning – uanset om det er en stortitel som Skyrim eller en mindre profileret som Neverdead. Måske derfor ser man også sjældnere og sjældnere spil, der er decideret dårlige. I løbet af en lang udviklingsperiode med mange folk fra marketing og fokusgrupper ind over, kan man ofte om ikke andet få glattet sit produkt ud til ligegyldig middelmådighed. I tilfældet Neverdead må vi dog have fat i en karakter under middel. Der er simpelthen ikke meget at komme efter. Jeg har svært ved at se, hvem der er, der vil være tilfreds efter at have lagt penge på bordet for Neverdead – dets gode idéer til trods.

Metal Gear Solid HD Collection består af 2 skiver. Den første skive indeholder Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty fra 2002 samt Metal Gear Solid 3: Snake Eater fra 2005, mens den anden indeholder Metal Gear Solid: Peace Walker, som er et PSP-spil fra 2010. Derudover får vi oveni de to første Metal Gear-spil; MSX-udgaverne af Metal Gear samt Metal Gear 2: Solid Snake. Hvorfor i alverden det første Metal Gear Solid (ja, det var glade dage på den første Playstation) ikke er med i samlingen, vides ikke, men den er savnet.

Det dybere indhold i hhv. Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty og Metal Gear Solid 3: Snake Eater kan du læse om i vores gamle anmeldelser, for der er  ikke ændret en tøddel på spillene bortset fra, at de har fået en grafisk overhaling. Det er således to af stealth-spillenes allerbedste titler, vi får i denne samling, hvor man i langt højere grad bliver belønnet for at skjule sig frem for at tonse frem og pløkke løs på alt, hvad der bevæger sig. Et af Hideo Kojimas varemærker er fortællingen, og trods henholdsvis 10 og 7 år på bagen er historierne så absolut holdbare i dag. Gameplay-mæssigt er det tydeligt, at spillene har udviklet sig, og en række gameplay-mæssige elementer virker forældede. Det samme gør sig gældende med grafikken, som trods en HD-opdatering stadig virker meget gammel. Havde det været en ny titel med den grafik, ville vi have været langt skrappere i vores bedømmelse. Til gengæld er lyden lige så suveræn, som den var, da spillene blev udgivet. Dette gælder såvel dialog, lydeffekter og musik, der sammen med det suveræne – trods lidt slidte – gameplay, giver dig to virkeligt gode oplevelser.

Metal Gear Solid: Peace Walker er et PSP-spil fra 2010, og trods det, at det er en nyere titel, ser det ikke på nogen måde bedre ud end de andre to titler på den første skive. Peace Walker foregår i 1974 i Mellemamerika, og hovedrollen indehaves af Big Boss, tidligere kendt som Naked Snake. Peace Walker adskiller sig væsentligst fra de to øvrige titler ved, at man skal rekruttere sine lejesoldater og opgradere dem, så spillet får en række rollespilselementer, hvilket i bund og grund fungere ganske glimrende. Også her er historiefortællingen med til at skabe den helt specielle stemning, som man kun kan få i Hideo Kojimas Metal Gear-titler, og man er aldrig i tvivl om, at man spiller Metal Gear. Styringen fungerer rigtigt fint, og spillet byder sågar på mulighed for at spille online co-op eller versus, hvoraf sidstnævnte del dog ikke er helt så afbalanceret, og hvor store forskelle i spillernes erfaring har alt for stor betydning for resultatet. Men finder man en ven at spille co-op med, er dette naturligvis ganske fornøjeligt.

Ud over de tre hovedspil, byder samlingen derudover på de to originale MSX-titler. De er i sagens natur meget gamle at se på, men er man tålmodig og ikke bange for en udfordring, så er der pænt meget spilletid her også. Foruden de 5 spil er der en række øvrige missioner, blandt andet de såkaldte VR-missioner, som udgør en betydelig del af spilletiden, og som er virkelig god underholdning.

Sammenlagt er Metal Gear Solid HD Collection en rigtig lækkerbidsken for fans af serien, og det er samtidigt en kærkommen mulighed for at stifte bekendtskab med en af spilhistoriens mest vellykkede spilserier. Den noget slatne HD-grafik samt et par forældede gameplay-mekanismer formår dog ikke at skjule, at der er masser af valuta for pengene i denne samling, der sågar sælges til en lavere pris end andre nye retail-titler!