I Operation Racoon City er du en USS-soldat (Umbrella Security Service) på en hemmelig mission, som – uden at røbe mere af en forholdsvist plat historie uden det store arbejde bag – involverer en virus, der med alle midler skal stoppes. Grundlæggende har vi at gøre med et 3. persons actionspil med fokus på zombienedslagtning og et lidt specielt coversystem. Der er såmænd ikke noget banebrydende i Operation Racoon City hvad angår gameplay. Det meste er set før, og oftest langt bedre udført.

Coversystemet fungerer forholdsvist automatisk, når du nærmer dig noget, du kan gemme dig bag. Automatikken fungerer sådan set fint, men er også med til at skabe frustrationer, når det ikke lige er mest hensigtsmæssigt at krybe i skjul. Våbenudvalget er ganske fint, og der er en del at vælge imellem. Fjendebilledet udgøres naturligvis af zombier, men bl.a. soldater har også indfundet sig, og derudover vil fans af serien nikke genkendende til flere karakterer fra tidligere spil. AI’en fungerer ikke altid lige heldigt – den er til tider direkte dårlig – og man undrer sig ofte over, at det er Slant Six og Capcom i fællesskab, der har skabt Operation Racoon City. Det har ihvertfald sidstnævnte gjort klart bedre tidligere!

Spillet har fokus på co-op, hvor op til 4 spillere kan kæmpe sig igennem kampagnen sammen, og før hver mission vælger man blandt et antal af de i alt 12 forskellige soldater, der er til rådighed gennem spillet. Det er klart sjovest at spille sammen med online-vennerne, og har man ingen venner, man kan såmænd også bare lade sit spil stå åbent, hvor drop-in/drop-out-funktionen fungerer fint. Gameplayet føles dog for det meste ret generisk og uden den charme, vi kender fra de bedste spil i serien. Et par af missionerne er dog ganske fornuftigt opbygget og har et par twists, som er med til at bringe kampagnen op på et nogenlunde niveau.

Foruden co-op-delen indeholder Operation Racoon City også en række online versus-modes, hvilket fungerer nogenlunde. Især er det rimeligt underholdende at spille Heroes, hvor man starter som en stærk Hero, og når man bliver skudt, bliver man forvandlet til en almindelig soldat. Der spilles i hold, og det gælder naturligvis om at udrydde modstanderholdet. Banedesignet passer rimeligt godt til multiplayer, men de gameplaymæssige mangler gør desværre også, at selv en rimeligt vellykket multiplayer-del hurtigt bliver lidt kedelig.

Rent grafisk mangler spillet også kant. Man fornemmer stemningen fra tidligere spil, men der er simpelthen ikke arbejdet nok med materialet. Detaljer mangler ofte, og der er også visse tekniske fejl af og til. Lydmæssigt er spillet heller ikke mere end middelmådigt, og man kan ikke lade være med at tænke/håbe på, at Capcom har nedprioriteret denne titel og har fokus på Resident Evil 6. Operation Racoon City føles ihvertfald som en tam affære, som vi desværre ikke kan anbefale. Er du inkarneret Resident Evil-fan, vil du sikkert finde en række af spillets elementer interessante, men du vil uden tvivl også blive skuffet!

Dit mål er stort set bare at nå fra venstre til højre side og undgå de forhindringer, der eventuelt kan slå dig ihjel. Dør du, ja så prøver du bare forfra. Klarer du banen, men opnår ikke 3 stjerner (3 er max. antal stjerner), så kan du altid genspille og forbedre dine tidligere bedrifter. Spillet er ikke historiedrevent på nogen måde. Der er nogle enkelte scener, der viser lidt af, hvad der foregår, men det er i bund og grund ligegyldigt, da det er hver enkelt banes idelogi og udfordringer, som er dit fokus. Udviklerne, Fun Bits Interactive, har helt klart gennemtænkt hver enkelt detalje i hver bane og sat fælder op på en meget intelligent og konstant varierende måde.

Men det er et svært spil at kritisere, for hele spillet er spækket med nye sjove puzzles, og Vita’ens Touch Control bliver udnyttet til det maksimale. Jeg kan ikke engang gå i detaljer med alle de muligheder, spillet giver for hver enkelt bane, da der er så mange smarte teknikker. Du svæver din finger hen over din figur, og så vil han bevæge sig mod højre, indtil du stopper ham ved at skubbe. Du kan også sætte fart på ham ved trykke bag på Vitaen og på figuren på samme tid, så du ”maser” ham. Endnu en fantastisk måde at lave en unik form for gameplay. Ud over det kan du f.eks stå i en situation, hvor trapper skal skubbes ved hjælp af din finger omme bag på Vita’en. Endnu et fantastisk innovativt gameplay-element, som er set fra blandt andet Little Deviants. Musikken rammer også ”spot on” til det fantastiske miljø, som spillet præsenterer, og du får denne deprimerende fortælling, uden at der bliver sagt et ord, kun via. musikken og områderne. Det er unikt, som noget kan være.

Escape Plan er dog ovre alt for hurtigt og kan klares på ca. 3 timers spilletid. Dog er der masser af genspilningsmuligheder, da dine stjerner måles op i, hvor hurtigt du kan klare hver enkelt bane, hvor mange handlinger du laver, og hvor ofte du dør. Der er frigivet gratis DLC til spillet, og med det kæmpe potientale, der er i denne titel, er det helt klart et køb værd, og Escape Plan fortjener at være indehaver af titlen ”bedste download-spil” til dato på PlayStation Vita. Et sandt unikum af et spil!

Grundlæggende er der ikke ændret ved den vellykkede formel; du styrer en mand på en motorcykel, og lige som i disciplinen trial fra den virkelige verden gælder det om at forcere en masse forhindringer, mens du når i mål så hurtigt som muligt og helst uden fejl. Sådan var det i Trials HD, og sådan er det også i Trials: Evolution.

Fysikken virker meget lig fysikken i Trials HD, mens styringen er blevet tweaket en lille smule, og Trials: Evolution fremstår en smule mere tilgivende og en smule mindre hardcore end sin formidable forgænger. Dermed ikke sagt, at Trials: Evolution er nemt – det er det langt fra!

De første mange baner kan stort set alle være med. Måske ikke uden fejl, men langt nok til at kunne samle stjerner nok til at kunne låse op for de fleste begynderbaner. Herefter begynder spillet at stille højere og højere krav, og Trials: Evolution er virkelig et spil, hvorom udtrykket “Øvelse gør mester” er rammende.

Man kan styre farten på sin motorcykel og dertil kørerens position på den. Det tilsammen bevirker, at man med flid og dygtighed får mulighed for at forcere baner, der ved første øjekast virker stort set umulige at klare, men med øvelse får man arbejdet sig ind på fiduserne, og de fleste vil sandsynligvis ende med at blive ganske habile Trials-udøvere – hvis de lægger tid og kræfter i det.

For nybegyndere er spillet også sjovt. Fartfornemmelsen og den sublime fysikmotor gør, at alt føles naturligt, og man har kun sig selv at takke for, om det går enten godt eller skidt. Det er simpelthen hamrende underholdende at spille Trials: Evolution!

Lige som i HD-udgaven fra 2009 har spillet også indbygget leaderboard for hver eneste bane. Her kan du sammenligne din præstation med dine venners eller med resten af verdens. De bedste tider kan du nemt og hurtigt downloade replays af, hvor også brugen af styrepindene og triggerne vises på skærmen. Det er tæskelækkert, at det går så hurtigt. Det samme gør sig gældene, når (ikke hvis) du styrter på en bane. Et hurtigt tryk på B-knappen sender dig hen til seneste checkpoint (og dem er der tilpas mange af) helt uden ventetid. Det er sådan noget, der gør et spil til en ekstrafed oplevelse.

Foruden de mange standardbaner, som RedLynx har designet, indeholder Trials: Evolution også en række andre typer af baner. Eksempelvis kan du stå på ski, du kan flyve med en ufo eller du kan balancere på en stor bold. Der er mange flere sjove påfund, og de bidrager yderligere til det høje underholdningsniveau. I singleplayer-delen (eller karriere-delen om man vil) er der også henvisninger til andre spil, og danske Playdead må føle sig beærede over, at en hel bane er dedikeret til deres fantastiske download-spil Limbo, hvor hele grafikken er udført i lækker Limbo-stil med sort/hvide toner og hvor bl.a. den skræmmende edderkop fra Limbo også dukker frem på et tidspunkt. Det er klasse, RedLynx!

Nu er RedLynx jo særdeles kreative, når det gælder banedesign, men det er nærmest ingenting i forhold til, hvad du selv har mulighed for at lave. Spillet indeholder to editors, en standard-editor og en avanceret editor, hvor du kan styre fysik på hvert eneste element og nærmest kan opbygge en hvilken som helst form for spil. Man har mulighed for at uploade sine kreationer og lade andre brugere downloade dem til eget brug og bedømme dem med et simpelt stjernesystem. Det er vanvittigt, hvor fede baner brugerne af Trials: Evolution allerede nu har formået at skabe, og denne del gør holdbarheden af spillet nærmest uendelig.

Editoren i sig selv virker rigtigt godt, men for nybegyndere kunne man godt have tænkt sig en endnu nemmere udgave, som eksempelvis skabte tilfældige kørbare baner, som man blot kunne pynte på. Som det er nu kræver det en del tid at sætte sig ind i de forskellige elementer, men for de tålmodige og kreative er der ingen grænser for, hvad der kan skabes.

Visuelt er en af de nye tiltag perspektivet. i Trials HD så man altid banen og køreren direkte fra siden, men i Trials: Evolution kan perspektivet pludselig skifte, hvilket giver nogle fede afbræk på banen og et rigtigt fedt sug i maven. Det ser brandgodt ud, når man lige pludselig drejer i 3D, og man ændrer til en ny 2D-vinkel. Den feature er naturligvis også indeholdt i editoren. En anden visuel feature er dine venners ghosts, mens du kører alene på banerne. De vises nu som små prikker på selve banen, og det fungerer aldeles fremragende. Meget bedre end den indikator, der blev vist øverst på skærmen i Trials HD.

En af de features, vi især efterspurgte i 1′eren, var multiplayer. Den har RedLynx også skabt, og både lokalt og online kan op til 4 spillere dyste mod hinanden. Det fungerer rigtigt fint – både off- og online, og multiplayer-delen tilføjer endnu et hak opad på underholdningsstigen. Online afvikles det flydende, og der er stor tilfredshed i at overhale sine modstandere eller blot se dem køre galt, mens man selv klarer de svære forhindringer. Et velgennemtænkt system sikrer, at det ikke nødvendigvis er den, der kommer først i mål, der vinder banen, men man bliver belønnet for både at køre hurtigt og for at undgå fejl. Det fungerer upåklageligt. Virkeligt lækkert!

Ang. både leaderboards og online-delen så savner man lidt at blive gjort opmærksom på, når en af vennerne har sat ny rekord på en given bane. Lidt i stil med Autolog-systemet fra Need for Speed-spillene. En sådan feature kunne have medvirket til, at vi endte på en absolut topkarakter.

Grafisk er Trials: Evolution en ren fornøjelse. Det er virkelig lækker grafik, man bliver serveret for. Masser af lækre effekter, flotte modeller, animationer, landskaber og baggrunde gør spillet til en visuel nydelse. Hvor Trials HD var en noget dyster omgang, er Trials: Evolution lidt lettere i stilen. Stadig med grafisk tunge baner med metal og træ, men også med mere åbne landskaber. Det klæder spillet godt, og især har de mange online-kreatører forstået at udnytte disse muligheder til fulde.

Lydmæssigt fungerer spillet også rigtigt flot. Musikken er måske ikke noget særligt, men lydeffekterne gør sit til at højne oplevelsen. Forskellige dialog-stykker, når man eksempelvis laver et ekstrahøjt hop eller laver et vildt stunt og masser af fede lydeffekter passer helt perfekt til både den visuelle stil og gameplayet generelt.

Trials: Evolution er lige præcist så godt, som vi havde turdet håbe på. Med multiplayer og en editor med langt flere muligheder end tidligere er holdbarheden større end de fleste andre spil på markedet. Det er småting, vi savner, og foruden nogle ubeskriveligt gode platform-spil på Xbox Live Arcade er Trials: Evolution så klart blandt de allerbedste download-titler på markedet. Det favner bredt og rammer en stor målgruppe, og er du den heldige ejer af en Xbox 360 bør du ikke tøve med at købe spillet eller ihvertfald give demoen en chance!

Denne er dog ikke endestationen. I stedet spurter du direkte op af denne New York skyskraber. Kuglerne fløjter om dig som fluer. Du fortsætter uanfægtet. Pludselig hører du den ildevarslende lyd fra rotorer i bevægelse. En kamphelikopter bryder lyset fra den bagende sol. Uden meget betænkningstid kaster du dig direkte imod den, imens du blotter dine lange kløer. Sekunder efter flænger en eksplosion himlen, og det rygende vrag falder bort imens du selv fortsætter fremefter.

Ovenstående linjer kunne snildt være pillet direkte ud af en session Prototype 2. Det her er et actionbrag af dimensioner, hvor ikke mange sekunder spares for lemlæstelser og eksplosioner. En kort intro, der samtidig agerer tutorial, tager imod dig og kaster dig direkte i armene på helten fra sidste omgang (Alex Mercer). Det er en kamp du naturligvis ikke kan vinde (og da slet ikke blot udstyret med en jagtkniv). Derfor ender det hele med, at du selv bliver smittet med samme virus, som den berygtede antihelt.

Det bliver startskuddet på din egen udvikling som en anløben superhelt. Navnet er James Heller og motivationen er drabet på din familie. Mutanter står bag, og umiddelbart står Alex Mercer bag disse – deraf hadet til denne. Som historien udvikler sig, gennem en lang række fine flashbacks, finder man ud af, at der naturligvis er langt flere facetter ved handlingen end man forventer i starten. Snart er man i kamp mod en større politisk organisation, der tilsyneladende har midler man slet ikke tør drømme om. Heldigvis udvikler man selv evner langt ud over det sædvanlige.

Prototype2 er langt hen ad vejen et sandkassespil. Legepladsen er New York, og du er selv det ultimative legetøj. Selv om stedet vrimler med modstandere finder man hurtigt ud af, at man er langt de fleste fjender overlegen. Kontrollen er god, og man lærer nye evner med tilfredsstillende hastighed. Allerede fra starten er man dog en hård dræbermaskine, der med de bare næver kan splitte folk ad og med simple kombinationer af knaptryk både kan hoppe, svæve og løbe op af bygninger. Det er medrivende og fængslende.

Inden længe har man fået kløer, der vil gøre Wolverine misundelig og snart derefter følger nogle tentakler, der bogstaveligt talt kan rive hul i virkeligheden. Det føles dybt tilfredsstillende at fyre dem fremefter, hvorefter de med udgangspunkt i det ramte breder sig og hiver en masse direkte ind i målet. Det hele naturligvis akkompagneret af blod og eksplosioner en masse.

Historien virker egentlig ganske habil til at starte med. Den udfolder sig ved at man kan indtage kroppen på forskellige personer, og dermed få et flashback hvilken er med til at uddybe den underliggende intrige. Med det sagt, så bliver det efter noget tid en smule ensidigt, og man mangler lidt nuancer til det sort/hvide univers. Vores hovedperson er en lidt mumlende tank, uden videre facetter, og der er ikke andre rigtigt interessante figurer. I stedet tumler man på jagt efter først den ene onde professor eller soldat og så den næste. Man mister lidt fokus og interesse i det lange løb.

Men jagten bliver til gengæld aldrig kedelig. Følelsen af sadistisk magt er alt for tilfredsstillende. Man er faktisk tangerende til at være for overlegen, for selv på højeste sværhedsgrad bliver man aldrig rigtigt truet. Det skulle så lige være i situationer, hvor kameraet samt spillets ”lock-on” system samarbejder om at sætte en kæp i hjulet for dig.

Grafisk er især de mange flashbacks rigtigt godt udført. Med en lækker tematisk stil, hvor man blander grå nuancer med enkelte pangfarver. Selve grafikken i spillet er lidt mindre imponerende. Står man stille og kigger nærmere på tingene, vil man bemærke at omgivelserne er flade og temmelig udetaljerede. Hvilket også gør sig gældende for spillets personer. Men heldigvis står man sjældent stille, og spillet har et rigtigt lækkert flow, hvor der er god horisont og man trinløst bevæger sig rundt i det store område.

Prototype2 er en rigtig vellykket opfølger. Det har taget det bedste fra det første Prototype, og sørget for at fylde ud de rigtige steder. Udfordringerne ligger i den lidt kønsløse historie, samt at spillet lynhurtigt bliver en gentagelse af de samme missioner. Heldigvis er selve kernegameplayet rigtigt solidt, og de fleste actionjunkies vil være henrykte over denne mulighed for at destruere alt og alle på overlegen vis.

Byg, fald i søvn og sejr!
På hver bane i spillet har modstanderne en (eller flere) borge som skal ødelægges for at vinde banen. For at ødelægge fjendens borg skal du sende endeløse bølger af enheder af sted mod denne. Hver enhed, der når inden for fjendens mure, trækker en lille smule helbred fra borgen, indtil den til sidst braser sammen og du har vundet.

I området mellem de to borge kan du bygge tårne af forskellig type på foruddefinerede og markerede firkanter. Dine tårne plaffer løs på modstanderens horder mens modstanderens tårne plaffer på dine. Fordelt rundt omkring er der felter med særlig strategisk betydning. Bygger du først tårne på disse felter skal du være mere end almindeligt håbløs for ikke at vinde banen. Erobrer du dem ikke, kan du lige så godt starte forfra for ikke at sidde og spilde en halv eftermiddag til ingen verdens nytte.

Der er en grænse for hvor mange tårne du må bygge på hver bane. Når du har nået denne grænse er der ikke andet at lave end at sende tropper af sted hjemmefra ved at trykke på de samme par knapper hele tiden, mens du venter på at banen slutter. Samtidig kan du passende sidde og eksperimentere med hvor højt man kan gabe uden at kæberne går af led. Du har nemlig ingen som helst kontrol over dine lemming-soldater. Når du først har sendt dem af sted trasker de af sted som zombier på en lang række mod fjendens borg. Faktisk er det næsten komisk at se hvordan det hele ligner to uafhængige Tower Defense spil der er lagt oven på hinanden og hvor de to siders tårne og de to siders enheder fuldstændig ignorerer hinanden.

Hov, vi kom til at skippe historien
Defenders of Ardania tager udgangspunkt i samme fantasiverden som strategiserien ”Majesty”. Men den historie der fortælles mellem spillets missioner virker fuldstændig overflødig i forhold til spillets simple indhold, så med mindre du er hårdkogt Majesty fan, så vil du formentlig springe historiefortællingen over. Det hjælper heller ikke synderligt på lysten at historien fortælles af en vanvittigt irriterende fortæller med den mest absurd overdrevne Sean Connery accent vi nogensinde har hørt. Grafikken i spillet er til gengæld ganske glimrende gennemført. Banerne er farverige og detaljerede med et fantasy udseende, der passer fint ind i Majesty universet. De enheder, der hovedløst marcherer mod hinandens borge, er til gengæld så ensformigt animeret, at det i høj grad ødelægger helhedsindtrykket.

Ofte kan multiplayer-delen i et spil redde en stor del af helhedsindtrykket hjem hvis kampagnedelen halter. I Defenders of Ardania er det lige omvendt. Her vil næsten enhver konfrontation mellem to spillere uundgåelig ende i et, praktisk talt uendeligt, langt og ensformigt tovtrækkeri.

Som en pixi-bog blandt romaner
Defenders of Ardania forsøger at give mere substans til den ret simple Tower Defense genre. Men ved at fratage spilleren det meste af kontrollen over hvad der foregår i spillet, formår udviklerne ikke andet end at udstille hvorfor genren gør sig bedst som simple flash-spil eller på mobiltelefoner. Der er ganske enkelt ikke indhold nok i spillet til at holde interessen fanget i meget mere end 20 minutter. Så hjælper det ikke meget at spillet teknisk set fungerer fuldstændigt fejlfrit og perfekt.

Zombie Adventure

Bag The Walking Dead-spilserien står spilfirmaet Telltale Games – og som erfarne gamere ved, så betyder Telltale Games typisk to ting: Spil udgivet i små episoder og ikke mindst klassiske point-and-click adventurespil. Tænk for eksempel på deres arbejde med Tales of Monkey Island, Sam & Max eller Back to the Future.

Med andre ord er The Walking Dead et adventuespil, der hen over foråret og sommeren udkommer i fem episoder til PC, Xbox 360 og PlayStation 3. Det er kun den første episode, der er udkommet indtil videre – den anden forventes udgivet sidst i maj.

Spillet finder sted i Robert Kirkmans tegneserie-verden, hvor Jorden pludselig bliver overrendt af zombier, og hvor almindelige mennesker må kæmpe og samarbejde, så godt de kan for at overleve fra dag til dag. Der er ikke så stor fokus på årsagerne til den zombieinfesterede dommedag – men derimod et stort fokus på de forskellige personers baggrunde og ikke mindst de gnidninger, det giver, når almindelige mennesker, der ikke kender hinanden, skal samarbejde under ekstreme forhold.

Spillets første episode følger den introverte straffefange Lee. Hans baggrund er ganske interessant, og på mange måder fremstår han som en typisk antihelt, der må træde i en faderrolle. Spillet har nogle enkelte actionsekvenser, men generelt er det adventure-elementerne, hvor Lee skal undersøge sine omgivelser og ikke mindst dialogen med andre personer, der fylder mest i spillet. Så nej, der er ingen Resident Evil-style zombieskydetelt her.

Især dialogen mellem Lee og de personer, han møder, er interessant, for den er skruet således sammen, at karaktererne ”husker”, hvis du gør og siger noget ondt eller viser dem omsorg og interesse, lige som de til tider kan gennemskue, hvis du har løjet i en tidligere dialog. Da tillid til hinanden er en vigtig ting, når der er zombier rundt om hvert eneste gadehjørne, skal man nøje overveje, hvornår man ikke vil fortælle sandheden, men også hvad konsekvensen af sandheden måske kan være for de pågældende personer. Det fungerer rigtigt godt, og vi er særdeles spændte på, hvordan de valg, vi allerede har truffet, vil blive implementeret i de kommende afsnit.

For fans af The Walking Dead TV-serien og tegneserien er der gjort meget ud af at ramme den samme stil i spillet. Dette hjælpes yderligere på vej af, at man i spillet besøger steder, man kan opleve i både TV-serie og tegneserie og møder kendte personer fra Robert Kirkmans univers. Spillet virker således som en troværdig tilføjelse til de historier og begivenheder, man kender fra tegneserie og TV-serie.

Telltale Games er mestre ud i klassiske adventure-spil og det beviser de også i The Walking Dead – selv om spillets action-sekvenser sikkert kan virke lidt stressende på den typiske adventurespiller. I det mindste formår de at gøre spillet hektisk og give den helt rigtige stemning af overhængende livsfare. Adventure-elementerne er helt klassiske logiske puzzles og jagt på de genstande, som man skal anvende for at løse opgaver. Ikke så meget nyt ved det koncept, men det føles trygt og velkendt.

Grafisk er spillet ret specielt, og til trods for enkelte relativt kedelige og tomme baggrunde er grafikken generelt ganske nydelig. Den er designet til at ligne en tegneserie, og det gør den med stor succes. Omgivelserne og personerne ser virkelig ud, som om de er tegnet med tuschpen og efterfølgende farvelagt, og det binder spillet endnu mere sammen med Robert Kirkmans tegneserieunivers. At Telltale Games har valgt at følge så tæt i kildematerialets fodspor, betyder også, at spillet er klinisk renset for den humor, som man ellers oplever i deres andre adventure-spil, og er man mest til humoristiske adventurespil, vil man med sikkerhed ikke bryde sig om den seriøse og dystre tone i The Walking Dead.

Skal man endelig klage over noget ved The Walking Dead’s første episode, må det være længden. Spillet er nemlig rigtigt kort. Det kunne man måske forvente af et spil, der udkommer i fem dele, men prisen for episoden taget i betragtning, så er de to til tre timer, som episoden tager at gennemføre, nok lige i underkanten, og ud over nogle kritiske valg undervejs så er der ikke megen grund til at spille episoden mere end en gang.

Samlet set er The Walking Dead’s første episode særdeles lovende, men den bruger forholdsvist lang tid på at introducere de karakterer, man møder, og lang tid på at sætte konflikter op mellem de forskellige personer. Det er dog stadig et særdeles spændende adventurespil med nogle helt nye aspekter og fokusområder, som vi glæder os til at se udviklet i de fire kommende afsnit af The Walking Dead.

Men hvis man absolut skal tage en tur ned ad nostalgiens gade, så er Yesterday et adventurespil af den gode gamle ”peg og klik”-skole. Det er udviklet i Spanien af Pendulo Studios, som også har stået bag (den relativt ukendte) ”Runaway”-serie. De, der har truffet bekendtskab med Runaway , vil genkende den karakteristiske tegneseriestil, men i Yesterday er den humoristiske tilgang erstattet af en mørk og dyster stemning og en historie, der handler om mord, tortur og satanisme. Man kan diskutere, hvor godt tegneseriestilen og spillets makabre historie og tone passer sammen, men kvaliteten af tegninger og animerede scener er absolut i top, og det er tydeligt, at der er brugt tid på at få hver eneste scene i spillet til at fremstå levende og gennemført. Efter vores bedste overbevisning ødelægger tegneseriestilen desværre også den fornemmelse af uhygge, som spillet prøver at skabe, fordi man hele tiden sidder og venter på den humor, som tegningerne lægger op til, men som aldrig kommer.

Yesterday er en kort og ujævn affære, der snildt kan spilles igennem på en enkelt aften. Spillet benytter sig frejdigt af flashbacks, der primært tjener til at hjælpe spillets primære hovedperson, John Yesterday, med at få sin hukommelse tilbage, men det giver også en noget forvirrende og usammenhængende historie, der først rigtigt begynder at falde i hak og give mening kort før det hele (alt for tidligt) er slut.

Løsningen er kun et enkelt klik væk
Spillet er en helt traditionel ”peg og klik”-affære med stationære skærmbilleder, der indeholder en række ”hotspots”, du kan undersøge eller kombinere med ting, du har med dig i din ”inventory”. Typisk er der kun ganske få skærmbilleder, som du kan bevæge dig imellem ad gangen, hvilket kraftigt indsnævrer valgmulighederne og gør spillet til en overskuelig affære. De opgaver, du bliver stillet over for, giver for det meste mening i historiens og spillets sammenhæng, men der er også tidspunkter, hvor løsningen på et problem er alt for langt ude i skoven. Heldigvis har spillet en hjælpefunktion der kan give dig et skub i den rigtige retning, hvis du for alvor er kørt fast. Du har også mulighed for at få alle hotspots i en scene fremhævet i et ganske kort øjeblik, så du ikke er tvunget til planløst at klikke løs på skærmen, indtil du finder noget interessant.

Lige som spillets historie er også persongalleriet en pose blandede bolsjer, hvor nogle personer virker troværdige og gennemtænkte, mens andre fremstår overfladiske eller direkte komiske. Værst står det til med Yesterdays franske flamme, der taler med tydelig amerikansk accent. Stemmeskuespillet er ellers generelt glimrende, og talen er fint synkroniseret med animationerne. Dialogerne i spillet kan imidlertid godt virke en anelse for opstillet, hvor det mere handler om at udtømme alle svarmuligheder end om at have en flydende dialog. En del dialoger virker endda direkte tåbelige.

Købt i går, spillet i dag og glemt i morgen
Helhedsindtrykket af Yesterday er et spil, der generelt er underholdende at spille, men hvor både historie og persongalleri til tider bliver så forvirrende, at det er svært at finde hoved og hale i det hele.

Spillet er ikke voldsomt svært, og opgaverne er for det meste logiske. Desværre passer spillets dystre tone ikke rigtigt sammen med den grafiske stil, og spillet er alt for kort og lineært til at have nogen blivende værdi. Yesterday er et spil, der kan give dig nogle underholdende timer, men som med garanti vil være hurtigt glemt igen.

I Fez styrer du den lille pixelfyr Gomez. Gomez lever i en simpel 2D-verden, hvor man ikke kender til den 3. dimension, og hvor der heller ikke er nogen, der tror på, at den i det hele taget eksisterer. En skønne dag opdager Gomez imidlertid en mystisk såkaldt hexahedron, en seksfladet genstand, som giver Gomez en lille rød fez, og når Gomez tager sin fez på, kan han pludselig se den 3. dimension. Gomez idylliske verden er ved at bukke under, og for at redde hexahedronen og Gomez’ verden, må han drage ud for at finde 32 kuber og 32 antikuber.

Spillet foregår i 2D og er grundlæggende et simpelt platformspil, hvor Gomez kan hoppe og kravle. Ved hjælp af skulderknapperne på controlleren skifter man imidlertid perspektiv, og ellers tilsyneladende utilgængelige områder bliver nu pludseligt tilgængelige. Dette perspektivskift udgør en større del af de udfordringer, Gomez bliver udsat for – men langt fra de største!

For at finde frem til alle kuberne og antikuberne er det vigtigt at være opmærksom på alt, hvad der sker i spillet. Man kan gå ind i forskellige rum, og disse indeholder ofte vitale spor, der kan lede dig videre i spillet. Ofte fremkommer kuberne via forskellige kombinationer af controllerens knapper og triggere, og for at finde frem til disse kombinationer, skal man virkeligt være stærk til at løse gåder. Der er kryptiske spor overalt, og som eksempel kan nævnes et rum, hvor baggrunden udgøres af noget, man nok synes at have set før. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en QR-kode, og man må derfor tage sin smartphones QR-læser i brug, hvorefter resultatet af scanningen viser sig at være løsningen på gåden. Andre eksempler er spillets eget alfabet og talsystem, som man også skal dechiffrere for at finde frem til kuberne. Der er langt flere gådetyper i spillet. Urvisere, der skal stå helt rigtigt, ugler, der skal findes og lyttes til, vandstande, der skal hæves og sænkes og meget meget andet. Den rige variation kunne måske godt tænkes at udvande kvaliteten af spillet, men det er ingenlunde tilfældet. Hver eneste puzzle er gennemtænkt og hænger ubønhørligt sammen med spillets andre gåder. Man kan fra tid til anden være heldig at finde et hemmeligt skattekort, som også indeholder spor til løsningen af de mange gåder. Eksempelvis viser et bestemt skattekort hvilke af en banes mange døre, man skal åbne, men for at finde rækkefølgen, skal man først have dechiffreret spillets talsystem. Der er altså en meget høj sværhedsgrad, men følelsen af at have løst en svær gåde er til gengæld helt fantastisk.

Platformdelen af spillet er ikke udfordrende i samme høje grad. Det er simpelt og tilgivende, og dør man, starter man bare samme sted igen. Der er ikke noget med et bestemt antal liv eller fjender, der kan dræbe dig, men styringen af Gomez fungerer virkeligt godt, og platformdelen er en vigtig del af gameplayet. Især fordi den også hænger sammen med løsningen af mange af spillets gåder og sammen med perspektivskiftet med skulderknapperne nævnt ovenfor.

For at kunne have styr på den verden, Gomez befinder sig i, har udviklerne lavet et slags 3D-kort. Det er selvfølgelig rart med overblik, men desværre er dette kort spillets svaghed. Det kræver tilvænning at bruge det ordentligt til navigation, og det virker lidt underligt, at det ikke fungerer optimalt, når nu resten af spillet er så gennemarbejdet.

Gomez’ verden sprudler af liv. Der er masser af små nuttede karakterer, som især er hentet fra dyreriget. Ugler, mus, larver, hunde og mange flere væsener kravler rundt og er med til at skabe en helt speciel stemning. Super Mario og Tetris-spillene har heller ikke levet forgæves, og bl.a. udgør Tetris-brikker en stor del af dekorationen på mange baner – og de er såmænd også involveret i flere af spillets sværere puzzles.

Grafikken er et særsyn. Det er holdt i en retro-stil med pixeleret og meget grov grafik, og man skulle umiddelbart tro, at dette ville virke hæmmende for oplevelsen – det fungerer lige modsat! Farvesammensætning og pixelgrafikken udgør tilsammen et stilistisk mesterværk. Det er simpelthen smukt at se på, til trods for den meget pixelerede 80′er-grafik. Der er masser af små detaljer, og udvikleren Polytron har virkeligt kælet for alt og alle med små og simple virkemidler. Lydmæssigt understøttes det grafiske af lækre små lydeffekter, ambience-lyde og et soundtrack, der fungerer virkeligt flot, udført af chip-musikeren Disasterpeace (check ham ud på Youtube!).

Fez er et fantastisk godt spil. Det er måske ikke for alle, men er du til gåder – masser af velgennemtænkte gåder – er Fez spillet for dig. Vi giver Fez et 9-tal for spillet selv, og den sidste karakter ryger på fordi Phil Fish og hans firma Polytron tør forsøge at forny spilgenren, hvilket de fleste andre spiludviklere af i dag i det store og hele har glemt!

I Anomaly: Warzone Earth er jordkloden blevet invaderet af rumvæsener, og det er din opgave at omplacere enheder til strategisk fordelagtige steder. Dette gøres ved at føre enheder rundt i byen, som er fyldt med fjender. Enhederne kører helt af sig selv, og i hvert vejkryds har du mulighed for at ændre retningen. Dette gøres såre simpelt via et særdeles overskueligt oversigtskort, hvor du – mens spillet er i pause-mode – stille og roligt kan planlægge den bedste rute gennem byen.

Dine enheder består af forskellige køretøjer med våben samt enheder, der kan beskytte de andre enheder. Selv styrer du en lille enhed, der kan løbe rundt og opsamle værktøj til at reparere dine skadede enheder med eller andet godt, der kan hjælpe dig gennem byen. Det hele gennemsyres af et overordentligt godt brugerinterface, hvilket er lidt af et særsyn blandt strategispil til konsoller. Alt fungerer nærmest optimalt, og det er simpelthen bare sjovt at spille Anomaly: Warzone Earth. Foruden selve hovedhistorien byder spillet også på et par ekstra mere simple game modes, som er med til at forlænge levetiden på den desværre lidt korte kampagne.

Du optjener guld på de forskellige missioner, og med dette kan du opgradere dine enheder eller tilføje helt nye enheder til dit udvalg. Der kunne godt være lidt flere enheder at vælge blandt, men de enheder, der er der, byder trods alt på god variation. Lydmæssigt fungerer spillet tilfredsstillende, både hvad angår lydeffekter og musik, og dertil er grafikken også helt acceptabel for en download-titel.

Anomaly: Warzone Earth er sammenlagt en glimrende fornyelse til tower defense-genren, og er du i forvejen bidt af de mange spil inden for denne genre, bør du bestemt prøve Anomaly: Warzone Earth. Det er nemt, sjovt og underholdende!

Hvis du ikke har set filmen Battleship (og hvis du for den sags skyld aldrig har spillet det originale brætspil), skal du ikke være ked af det. For spillet, der udkommer til en relativ bred vifte af platforme, har rent faktisk forsvindende lidt at gøre med nogle af delene. Bevares, der er da et slagskib eller to med i spillet og præcis som filmen, handler spillet også om rumvæsner, der invaderer Jorden, men derefter begynder lighederne også at forsvinde i horisonten.

Du spillet en bombeekspert, der er udstationeret på Hawaii. Det lugter måske lidt af piger i bikini og driks på stranden – men nej. Før du kan nå at bestille en daiquiri i strandbaren, har en flok dumme rumvæsner invaderet Jorden, afskåret dig fra omverdenen og efterladt dig med en sygelig trang til at myrde alt og alle. Elementer som karakterudvikling, handling og plot er bestemt ikke spillets stærke side… hov så var der alligevel et område til, hvor spil og film ligner hinanden.

Spillet er, til trods for den nautiske titel, primært et first person shooter. Et temmelig ligegyldigt og generisk et af slagsen endda. Missionerne er ensformige og kræver som regel blot at du vader fra punkt A til B og ødelægger en eller anden dims, som rumvæsnerne desperat har behov for, for at kunne overtage verden. En sjælden gang imellem skal du forsvare et punkt eller en anden person, men generelt så melder ensformigheden sig ret hurtigt på banen. Dette skyldes ikke mindst at dine våben er ret kedelige og almindelige og at der kun er omkring en håndfuld forskellige fjender. Nu hvor vi er ved fjenderne, så har de en af de værste AI’er jeg har oplevet i et skydespil. Det er et mindre mirakel at rumvæsnerne overhovedet har nået til Jorden – taget i betragtning hvor stupide de er.

Spillet har dog et element, der retter lidt op på det ellers helt forfærdelige gameplay. Spillet inkluderer nemlig et lille strategispil, hvor man i real-time skal sende slagskibe rundt på et kort for at angribe fjender. Det er relativt enkelt og skiftet mellem FPS og RTS delen sker hurtigt og nemt med et tryk på en enkelt knap. Desværre er slagskibs-delen, præcis som sin FPS fætter, alt for let og din deltagelse i selve spillet er henlagt til at flytte på skibene og tildele forskellige bonusser.

Selvom spillet byder på flere sværhedsgrader, så er og bliver det alt for let. Det tager ikke mange timer at gennemføre kampagnen og derefter er der intet at komme efter i Battleship – med mindre man da vil gennemføre spillet igen og igen for at finde alle se skjulte ting. Der er med andre ord ingen multiplayer – hvilket helt sikkert kunne peppe selve RTS delen lidt op.

Grafisk er spillet som man kunne forstille sig: Det lugter lidt af en forhastet budget produktion – med alt hvad det bringer med sig. Spillet har godt nok sine øjeblikke her og der, men det forbliver ved meget korte glimt af hvad spillet kunne have været med et større udviklingsbudget. Kønt bliver det i hvert fald aldrig.

Det er lidt for let at kalde Battleship: The Videogame en forspildt chance, for det er trods alt et spil baseret på en (rimelig dårlig) film og den slags er næsten altid en spildt chance. Men konceptet med af veksle mellem RTS og FPS fungerer nu ganske glimrende og var den blevet udviklet bedre og måske endda udstyret med en multiplayer funktion… ja så hvem ved. Under alle omstændigheder skete det ikke og resultatet blev beklageligvis derefter.