Der var dog også klart negative øjeblikke. Blandt andet var det irriterende, at du konstant skulle rende rundt og babysitte dine ”Pawns”. De jappede løs, og havde en ærgerlig tendens til at løbe hovedkulds i armene på fjenderne – til trods for udmeldingen om, at de reelt burde blive mere intelligente undervejs.

Nu er der så en ny mulighed for at hoppe med på togtet for dem der ikke nåede det første gang. Capcom har nemlig valgt at udgive en lidt spøjs udvidelsespakke. I stedet for blot at smide en decideret udvidelse på gaden i DLC format, har de i stedet valgt at genudgive det originale spil til budgetpris – og dertil lægge en udvidelse oveni.

Du kunne måske tro, at Capcom har udnyttet denne indlysende mulighed til at rette nogle af de irritationsmomenter originalen besidder, men ud over enkelte kosmetiske ting er der ikke sket meget på den front. Det eneste som er en reel hjælp er, at du nu uendeligt kan rejse hurtigt rundt i den eventyrlige verden du befinder sig i. Dertil får ”gamle” spillere foræret 100.000 Rift Crystals – men igen; det er altså mest kosmetisk påfyld.

Vigtigst er det, at en ø kaldet Bitterblack Isle har rejst sig lige udenfor kysten til Gransys. Herude skal du på en færd dybt ned i en labyrintisk, trang undergrund, hvor tunneller slanger sig frem. Er dette din første færden i Dragon’s Dogma gør du klogt i, at muntre dig med originalindholdet først, for det kræver en helt af den rette støbning at komme til enden af udvidelsen. Du bør minimum være level 50 og nok reelt højere. Især sidste halvdel er benhamrende svær, ubarmhjertig og til tider uretfærdig.

Det er en streng lineær rejse, som står lidt i modstrid til originalens mere åbne verden. Historiefortællingen er samtidig trådt i baggrunden. Her er der udelukkende fokus på at slagte monstre. Af disse er der kommet en god del nye til, hvor Capcom endnu engang viser en god opfindsomhed. Især nogle af de kæmper du kommer i kløerne på mod spillets afslutning er skræmmende. Dertil optræder selveste Døden. Det er nervepirrende når han pludselig dukker op i de trange gange, og din lille flok pludselig får meget travlt med at komme væk.

Teknisk er spillet stadig en ganske flot oplevelse. Selv om variationen måske ikke er overvældende, så fungerer det mørke, grå look rigtigt godt her. Håbløsheden nærmest skinner i de snærende grotter, hvor fjender lurer overalt. Kombineret med en helt fin lydside (hvis du lige ser bort fra de stadigt konstant pludrende pawns) får du en helt fin pakke. Du har samtidig muligheden for at installere en teksturpakke, som gør at det hele glider en smule bedre med nedsat loadtider.

Dark Arisen er en fornuftig udvidelse til Dragon’s Dogma. Det undrer mig dog en anelse, at ejere af originalen ikke bare kan hente udvidelsen digitalt. Med det sagt, så er det selvfølgelig en fin anledning til at få lokket nye gamere til denne eventyrlige rejse. Er du glad for klassiske fantasy rollespil, kan jeg i hvert fald varmt anbefale at give det et forsøg. Især hvis du vægter kamp over historie – for det er der hvor Dragon’s Dogma virkeligt excellerer.

Lego City Undercover: The Chase Begins har flere lighedspunkter med “storesøster”-udgaven på Nintendos nye konsol, WiiU. For det første er det en freeroaming-titler med inspiration fra bl.a. GTA-serien, og for det andet indtager du hovedrollen som den hårdkogte politimand Chase McCain.

Spillet minder på mange måder om de velkendte LEGO-titler inspireret af bl.a. Lord of the Rings, Batman og Star Wars, men der er også friske tiltag som giver netop denne titel sit helt eget udtryk.

Den overordnede historie er ganske vist på samme måde mere eller mindre lineær, men opbygningen af puzzles og øvrige udfordringer er en smule anderledes og kræver ofte en lidt anden tiltag til tingene end hos de mere velkendte LEGO-serier. Med andre ord lidt mere puzzle-betonede end ellers, hvilket bestemt ikke skader spillet.

Du starter som den unge nyuddannede betjent Chase McCain, der får til opgave at nedkæmpe et forbrydersyndikat. I starten virker missionerne mest af alt som en tutorial til spillets styring, og det fungerer faktisk fortrinligt. Du får hurtigt styr på det hele, og selv mindre børn vil kunne være med. Der er ganske vist kun meget lidt tale i spillet, den er til gengæld på dansk, men derimod er alle spillets tekster på dansk, så børn i skolealderen, der har lært at læse, vil kunne få stor fornøjelse af spillet helt på egen hånd.

Det er tydeligt, at spillet mest af alt sigter mod det yngre publikum. “Volden” er nuttet, og missionerne bliver ikke på noget tidspunkt alt for svære og udfordrende, men befinder sig på et niveau, der er tilpas til målgruppen. Voksenhumoren fra Wii U-udgaven med de mange sjove referencer er ikke helt så udtalt i 3DS-udgaven, så som voksen spiller vil du næppe finde specielt meget at komme efter her.

Til gengæld fungerer spillet virkeligt godt som børnespil. Der er en rimelig variation blandt missionerne, og de fortælles tilpas spændende til, at børnene hele tiden lige vil prøve en bane eller to mere. Indholdsmæssigt er vi også blandt de tunge titler, da der for en gennemsnitsspiller vel er lidt mere end 10 timers historie gemt i spillet – foruden sidemissionerne, som man kan vælge til eller fra.

Missionerne indbefatter blandt andet, at man skal bygge med legoklodser, finde forsvundne genstande, jage forbrydere og nedkæmpe dem via spillets meget simple kampsystem, biljagter, udklædninger (som du løbende låser op for), forskellige puzzles og en del platformspil også. Alt i en god blanding, der aldrig føles specielt ensformigt.

Grafisk ser spillet ret godt ud på 3DS. 3D-effekten er ikke videre vellykket, og spillet fungerer faktisk bedst uden, men det ligner et “rigtigt” LEGO-spil. Dvs. med flotte farver, sjove figurer og alt det, vi er vant til.

Alt i alt er Lego City Undercover: The Chase Begins en ganske habil børnetitel. Hvis du tilhører det voksne gamerpublikum, så køb Wii U-udgaven i stedet for, men har du mindre børn i familien, så bør dette være en titel, du kraftigt bør overveje!

Som sine forgængere i Hyperdimension Neptunia serien, er Victory også et japansk actionrollespil baseret på en satirisk fortolkning af konsolkrigen. Hovedpersonerne i spillet kommer således fra lande med navne som Lowee, Leanbox og Lastation. Udviklerne har virkelig forsøgt at gøre spillets plot og setting til humoristisk satire over de forskellige konsollers indbyrdes krig, endda helt ned til sådanne detaljer, som at Lastations centrale netværk er blevet hacket. Men det hele falder til jorden og ender med at virke plat og et særdeles anstrengt forsøg på humor.

Selve spillet følger hovedpersonen Neptune, der er endt i verdenen ”Gameindustri” (ja det hedder den!), hvor landet Lastation er ved at opruste fordi de frygter en invasion fra den krigeriske nation Leanbox. Det er helt oprigtigt hvad der skal konstituere et plot i Hyperdimension Neptunia Victory.

Spillet er et actionrollespil i vanlig japansk stil. Nu skal ”action” tages med et vist forbehold, for det er dialog-sekvenserne i spillet, der fylder langt størstedelen af den tid, du vil bruge med spillet. Disse er ret traditionelle med stillestående 2D billeder af de karakterer, der siger noget og så en overflod af tekst, du skal læse hvis du vil følge med i den temmelig forvirrende og ret ligegyldige historie. Enkelte sekvenser har fået rigtig tale, men den er så pibende og irriterende, at den ikke ligefrem gør oplevelsen bedre. Heldigvis kan du hoppe forbi en stor del af dialogen.

Og du kan roligt hoppe forbi dialog-sekvenserne, da de er ret ensformige og ikke bidrager voldsomt til oplevelsen af spillet. Pinlige vittigheder om sex, platte bemærkninger, ligegyldige raserianfald og ævl og kvæl præger dialogen. Til trods for de mange tusinde linjer dialog, formår ingen af karaktererne i spillet at fremstå som ret meget andet end forsmåede børn, der hader hinanden for fuld skrue – måske et meget godt billede på hvordan fanboys reagerer, når der skal diskuteres konsoller, men en smule dybde i karaktererne havde ikke skadet nogen eller spillets samlede bedømmelse.

Selve spillet styres fra en central HUB verden, der i dette tilfælde er et oversigtskort. Du kan altså ikke, som i andre store japanske rollespil, gå rundt og udforske den centrale verden. I stedet kan du via menuer tage missioner, købe udstyr og gøre alle de andre ting du normalt kan i en HUB verden – bare alt sammen fra det centrale skærmbillede, der dybest set bare er et kort og en samling menuer.

Missionerne foregår dog i nogle ret begrænsede 3D områder, så du får mulighed for at udforske de enkelte dungeons, som du vælger at udføre missioner i. De er ikke voldsomt spændende og der er flittig genbrug af omgivelserne og baggrundene i hvert missions-område. I det hele taget er grafikken ikke værd at skrive hjem om i disse 3D sekvenser. Opbygningen af områderne er desuden også meget ens, så kortenes udformning minder så meget om hinanden at du fra tid til anden kan komme helt i tvivl om du nu også er kommet til et nyt område eller ej.

Kampsystemet er et lille lyspunkt i et ellers meget trist gameplay. Der er tale om et trækbaseret kampsystem i en 3D arena, hvor hver karakter under din kontrol kan bevæge sig i hvert træk og angribe fjenderne. Selvom systemet fra starten af ikke er voldsomt dybt eller varieret, så er det et dejligt afbræk fra de ensformige områder og endeløse dialoger. Idet hver af dine karakterer har en ret bred palet af færdigheder og evner (og en såkaldt HDD power mode), kræver kampene i starten ikke megen taktik. Men kampsystemet bliver langsomt bedre og mere krævende, hvilket reddede en del af spiloplevelsen – i hvert fald for undertegnede.

Da fjenderne mellem spillets områder ofte stiger markant i sværhedsgrad er det nødvendigt at grinde en del for at få dine karakterer op på et niveau, hvor de ikke får tæsk hver gang de begynder en ny mission. Det bliver hurtigt lidt ensformigt, også selvom der i det mindste sker lidt mere i kampene end der gør i resten af spillet.

Der er ingen tvivl om at Hyperdimension Neptunia Victory er et spil, der henvender sig til en helt bestemt og meget smal niche af JRPG fans. De er måske mere tilbøjelige til at tilgive spillets mange fejl og mangler og dermed nyde de små 50 timers gameplay spillet byder på. Langt de fleste ”normale” rollespillere bør holde sig væk – spillet er simpelthen for plat og ensformigt til at klare sig i konkurrencen med mainstream spillene.

Lad os først slå det fast, så der ikke er nogen tvivl, mens du læser resten af anmeldelsen: Luigi’s Mansion 2 er fantastisk godt og det oser af klassisk Nintendo charme, stil og magi. Det bør være 3DS pensum for enhver, der ejer konsollen og som enkelte andre af de rigtig rigtig gode 3DS spil kan du overveje om ikke dette spil i sig selv er værd at anskaffe konsollen for at spille (og så kan du jo også spille det suveræne The Legend of Zelda: The Ocarina of Time 3D).

Som i det originale spil bliver Luigi, bevæbnet med en ustabil lommelygte og en PolterGust 5000 støvsuger, sendt på mission af Professor E. Gadd. Denne gang skal han tilvejebringe delene af ”The Dark Moon” (der også er undertitlen på spillet udenfor Europa), der er spredt rundt omkring i nogle forladte huse i Evershade Valley. Dette skal han gøre ved at udforske fem forskellige hjemsøgte bygninger, der naturligvis alle byder på rum efter rum fyldt med forskellige typer af spøgelser.

Hver gang Luigi kommer ind i et nyt værelse, skal han først lede efter spøgelserne. I det spæde lys hans lommelygte giver skal han undersøge skabe, reoler og andre møbler for at afsløre hvor spøgelset gemmer sig og bagefter skal han i bedste Ghostbuster-stil forsøge at suge spøgelset ind i sin Poltergust 5000. Støvsugeren kan også anvendes til at indsamle ting eller manipulere med omgivelserne, så den anvendes flittigt i rummene. Det er både varieret og udfordrende og det bliver derfor ved med at være spændende og sjovt – præcis som jeg husker det fra det originale spil.

Bosskampene er dejligt varierede og i flere af de mere udfordrende rum skal du håndtere flere fjender på en gang, hvilket kræver en god plan og flittig anvendelse af lommelygten til at blænde spøgelserne, angreb med din Poltergust og masser af renden rundt mellem møblerne for at undgå fjenderne. Det er veldesignet og varieret Nintendo-action når det er allerbedst og selvom det til sidst i spillet kan blive temmelig udfordrende er det aldrig så svært at opgaverne virker umulige.

Der er et lidt større fokus på puzzles denne gang. Disse er dejlig forskelligt opbygget og giver en rigtig god variation til nogle af rummene, således at hele spillet ikke blot handler om at fjerne alle spøgelser, så du kan få en nøgle og gå videre til næste rum og gentage seancen. Til puzzles anvendes Luigis ”Dark Light” ofte, da denne specielle lygte lader ham se usynlige genstande i rummet. Den kan også anvendes til at finde de usynlige spøgelser, der ofte gemmer sig i nogle af værelserne.

Selve historien tager vel i nabolaget af 15-16 timer at gennemføre, men der er ekstra ting at komme efter i Luigi’s Mansion 2. Der er skjulte bonusbosses og masser af ekstra genstande at samle op i de fem hjemsøgte huse – hvis du altså har mod på endnu en tur gennem spillet. Ellers er der spillets multiplayer, hvor du enten lokalt eller online kan gå sammen med andre spillere om at udrydde spøgelser i et hjemsøgt hus. Det er ganske morsomt, men ikke med samme charme som single player delen.

Grafisk oser spillet af Nintendo-charme og det er i høj grad med til at gøre Luigi’s Mansion 2 til et af mine absolut favoritspil til Nintendo 3DS konsollen. Luigi er velanimeret med et hav af små sjove bevægelser, der giver ham masser af personlighed – meget mere end i originalen. Det er svært ikke at holde af den lille nervøse fyr, der kluntet trasker gennem et helt mørk og hjemsøgt palæ, alt imens han forsigtigt nynner med på spillets soundtrack. Det skal simpelthen opleves.

Der er kun enkelte ridser i lakken, der stopper Luigi’s Mansion 2 fra en absolut topkarakter, men der er ingen grund til at dvæle for længe ved de småting. Spillet i sig selv er nemlig så godt og underholdende, at du roligt kan investere i det hvis du allerede ejer en 3DS og hvis du ikke gør det så er dette spil en helt legitim årsag til at sende sparegrisen til slagteriet for at få købt det lille håndholdte vidunder. Det kan kun gå for langsomt.

Sidste år var det den nye stick control, man især bemærkede. Altså at man styrer sine slag ved at bevæge sin styrepind på controlleren i den rigtige retning, i det rette tempo og med den helt rigtige timing. Den styring var vi rigtigt glade for, men til gengæld var vi knotne over, at den klassiske 3-click-styring helt var fjernet fra spillet. Meget dumt af EA, og i år er den desværre ikke kommet tilbage. PlayerNet med mulighed for at forbedre andre spilleres gode slag, blev også fjernet til stor ærgrelse for mange. Heller ikke denne del er tilbage. Caddy’en, som kan være en rigtig god hjælp for især nybegyndere, er i år sporløst forsvundet. Og muligheden for at klare specifikke opgaver på hver enkelt bane så som at klare et antal birdies, eagles osv. er stadig ikke tilstede, hvis en af dine venner vil spille sammen med dig. Fuldstændigt tåbeligt designvalg, som absolut ingen mening giver.

Til gengæld er stick control med styrepinden blevet modificeret yderligere, og nu kræver det ikke blot, at man kan bevæge den op og ned. Nu skal den også bevæges i den rette bue, og netop denne del bidrager faktisk til et endnu bedre gameplay. Det føles i år endnu bedre, når man får et helt perfekt slag igennem.

Andre nyheder er svære at få øje på. Hvor vi sidste år kunne følge Tiger Woods karriere fra barnsben og til ud i fremtiden, kan man i årets udgave i stedet prøve kræfter med nogle af de helt store golflegender gennem tiden. Det er da et meget fint forsøg på at give spillet lidt mere karakter, men i bund og grund er det alle spillets standard-features, man i den sidste ende vil bedømme et spil som Tiger Woods PGA Tour på. Country Clubs har fået et par enkelte, men desværre ikke nævneværdige løft, og det er sådan set forskellen på sidste års og dette års udgivelse.

Spillet har den sædvanlige karriere-mode, hvor du kan opbygge en golfspiller og starte som amatør med målet om at slutte som den bedste i verden. Det er muligt at spille med kvindelige golfspillere, og der er kommet flere forskellige turneringer til. Sandsynligvis guf for de fleste golffans, men for golfspil-fans betyder dette lidt mindre.

Lige som sidste år, så skal man igen betale ekstra for en hel masse baner. Og det er igen ikke noget, man kan unlocke ved bare at spille en masse. Næh, der skal rigtige penge på bordet, og igen ligner det i omegnen af 400-500 kroner, hvis du vil købe alle tillægsbanerne. Det er simpelthen i overkanten!

Hvis man skal hæfte sig ved en større forbedring, må det være animationerne af spillerne. Det ser simpelthen rigtigt flot og naturligt ud, og det bidrager rent faktisk meget positivt til oplevelsen, at disse animationer har så højt et niveau og summer af liv og masser af flotte detaljer. Til gengæld er omgivelserne noget tamme, og publikum eller kommentatorer er ikke altid specielt medlevende eller motiverende. Lyden generelt er svær at bedømme. Der er ganske få lydeffekter, og det er vel, som det skal være.

Kinect-delen skulle være forbedret, men lige som sidste år spiller denne del en fuldstændigt ligegyldig birolle. Den er dårligt integreret, og det virker helt unaturligt, at man skal stå vinkelret på din spilkarakter retning på skærmen.

Sammenlagt er Tiger Woods PGA Tour 14 bestemt et habilt golfspil. Det grundlæggende gameplay er virkeligt underholdende, især hvis man spiller lokalt eller online mod nogle af sine venner, og styringen fungerer fremragende, når man har vænnet sig til den, og skuffelsen over den manglende old-school styringsmetode med 3 klik er forstummet. Der er stadig en række tåbelige designvalg, der efter min mening burde laves om, og det virker lidt som om, at EA ikke helt har haft hjertet med i denne udgivelse og i stedet forbereder sig på skiftet til den næste generation af konsoller. Lad os håbe, at dette giver et meget bedre golfspil næste år.

I spillet er du den hårdkogte strømer Chase McCain, der for et par år siden har fangede forbryderkongen Rex Fury. Men en lidt for ivrig assistent løb med hele æren for arrestationen og Chase valgte derfor at stikke halen mellem benene og tage en lang ferie. Men nu er Rex Fury brudt ud af fængsel og den eneste LEGO-figur, der kan stoppe ham er naturligvis Chase, der er tilbage i LEGO City for at uddele lidt hårdtslående retfærdighed.

LEGO City: Undercover er i modsætning til de mange foregående LEGO spil, ikke baseret på en filmlicens eller på diverse superhelte. Serien er dog tydeligvis inspireret af klassiske amerikanske politi tv-serier som Hill Street Blues, Miami Vice og hvad vi ellers blev velsignet med i fjernsynet i 1980’erne. Persongalleriet på politistationen i LEGO City er nemlig et regulært sammensurium af politi-klicheer, der giver spillet en velfungerende humor, som især de voksne spillere vil forstå og grine af.

Humoren er faktisk værd at dvæle ved, for selvom spillet er et børnespil, så er humoren velfungerende for både børn og voksne. Der er masser af slapstick og fald-på-halen humor for familiens yngste, men for de lidt ældre gamere, er der massevis af referencer til klassiske politifilm, popkultur og skuespillere. Der er f.eks. referencer til Dirty Harry, Sherlock Holmes, Titanics episke scener og sågar også en særdeles intelligent The Shawshank Redemption reference i LEGO Citys store fængsel. Humoren er simpelthen i top og der er konstant sjove bemærkninger, hurtigt one-liners eller morsomme referencer. Det fungerer og betyder at spillet i høj grad også kan nydes af de voksne spillere.

Spilmæssigt er LEGO City: Undercover en klon af Grand Theft Auto serien. Det vil sige, at du har den relativt store LEGO City at udforske i en lang række forskellige køretøjer eller til fods. Der er naturligvis også mulighed for at flyve i helikoptere og har du en lille opdagelsesrejsende i maven, er der masser af skjulte steder og LEGO-klodser at finde. Nogle af de skjulte ting eller områder kræver dog, at du først har låst op for nye kostumer til Chase, der giver ham nye færdigheder – f.eks. evnen til at bruge et brækjern, når han er klædt ud som en indbrudstyv. Systemet med kostumer, der låses op løbende, betyder naturligvis, at du bliver nødt til at besøge de samme områder igen og igen for at få det hele med.

Spillets historie-drevne missioner, er lidt tættere på de klassiske Traveller’s Tales LEGO spil. Desværre er LEGO City Undercover en ren solo oplevelse og det er faktisk et af de eneste klagepunkter vi har ved spillet. Det er bare ikke helt så sjovt at løse de klassiske bygge-puzzles og samle klodser, når man er alene.

LEGO City Undercover anvender Wii U konsollens gamepad til det yderste. Der er masser af ekstrafunktioner på den lille skærm på gamepadden. Den anvendes til forskellige ”undersøgelser” når Chase McCain, skal lede efter skjulte spor eller kigge sig omkring efter ”skjulte” bonus brikker og ved at ryste med gamepadden kan Chase få sin bil til at hoppe. Gamepasdden bliver en helt lille minicomputer i sig selv, hvorfra du kan købe nye kostumer til Chase, anvende spillets interaktive kort og lede efter forbrydere, der skjuler sig – for blot at nævnt nogle af de få muligheder.

Visuelt er LEGO City Undercover ganske nydeligt. Omgivelserne er farverige og detaljerede og de mange genkendelige bygninger fra LEGO City legetøjs-serien gør naturligvis spillets omgivelser lidt sjovere at færdes i.

Lydsporet er imponerende skruet sammen – selvom spillet mangler Grand Theft Auto’s mange radiostationer og rapkæftede radioværter. Talen i spillet er glimrende med masser af variation, musikken er god og stemningsskabende og lyder som om den er taget direkte ud af en 80’er strisser tv-serie.

Eneste rigtige tekniske problem er at spillets loadtider, der er lige præcis så lange, at de når at blive lidt trættende og irriterende – men det er næppe et problem de yngste spillere vil lade sig genere af.

LEGO City: Undercover er samlet set en glimrende og velsmagende gryderet kogt på alle de elementer som Traveller’s Tales har imponeret os med i deres tidligere LEGO spil – tilsat en frisk omgang open world og Grand Theft Auto gameplay. Det er en fantastisk ret, der bør bekomme alle, både børn og voksne. Den veldesignede og velovervejede anvendelse af Wii U gamepadden er et stort plus ved spillet, som dermed skiller sig positivt ud fra mange andre Wii U spil, hvor denne funktionalitet mest af alt virker som en påklistret og fortænkt gimmick. Alt i alt er LEGO City: Undercover et af de bedste Wii U spil vi har spillet indtil videre.

Defiance er et spil, der ifølge udviklerne danner et tæt bånd med den TV-serie af samme navn, der debuterer i USA i dag. Spillet byder på en stor åben verden, hvor du og alle andre kan deltage i forskellige missioner, udfordringer eller indbyrdes kampe klan mod klan. Du bevæger dig rundt i nogle ret triste omgivelser med et svagt banedesign. Forcen er, at området er kæmpemæssigt, og der findes utallige små missioner, som du hele tiden kan give dig i kast med. Du kan vælge at teame up med andre for at klare missionerne, eller du kan såmænd bare vælge at klare ærterne selv, hvis det er det, du er til. Men ingen missioner er lukkede for andre, så der vil altid være mulighed for, at andre slutter sig til kampen.

Spillet foregår i en forholdsvist nær fremtid, hvor jorden er blevet genskabt til ukendelighed via en eller anden terraforming-begivenhed, som man ikke får forklaret specielt godt. Hele historen er faktisk lidt af et mysterie, da den hverken er særligt velskrevet eller specielt dragende. Lad os håbe, at der er gjort mere ud af selve tv-serien i det mindste. Spillets missioner går ofte ud på at samle forskellige værdigenstande, at beskytte områder eller karakterer, at aktivere eller deaktivere forskelligt elektronisk udstyr eller at nedkæmpe en hel masse fjender. Trods det, at missionerne har hver sin unikke beskrivelse, så er der dog ikke den helt store variation imellem dem, og selve designet kunne sagtens have brugt noget mere opfindsomhed. Foruden de mange forskellige missioner, du kan deltage i, som er indbygget i spillet, vil der løbende også blive tilføjet missioner, som er baseret på det aktuelle afsnit af TV-serien. Og udviklerne fortæller endvidere, at selve kampene i spillet såmænd også vil kunne få direkte indflydelse på fremtidige afsnit i TV-serien. Meget ambitiøst må man sige. Det skal de naturligvis have ros for!

Styringen fungerer nu ganske fornuftigt. Det er meget oldschool uden de store dikkedarer. Simple kommandoer, der fungerer rigtigt fint også med en konsol-controller, men altså uden de helt store spidsfindigheder. Bane- og missionsdesignet har vi været omkring. Det er lidt kedeligt, men til gengæld er våbenudvalget massivt, omend der dog ikke er den helt store variation her heller. Men der er masser at samle på, og Defiance indeholder endvidere en hel række rollespilsagtige elementer, hvor du kan opgradere dine våben, dine forskellige evner osv. Alt sammen noget, vi havde forventet, og alt sammen noget, der fungerer rigtigt fint. Hvert område på kortet indeholder en hel masse forskellige små delmål, eksempelvis “find den bygning”, “find det våben der”, “dræb den fjende” osv., hvilket bidrager betydeligt til leveltiden, og går du op i den slags achivement-/trophy-agtige features, vil dette virke behagelig.

Du kan vælge at slutte dig sammen med andre i klaner, og her kan du sågar erklære “krig” mod andre klaner. Møder du fjendtlige klanmedlemmer, står du pludselig ansigt til ansigt med fjender, som kan angribe(s). Det giver et lille sug i maven, når du pludselig møder en fjende af “kød og blot” og ikke blot en ditto med indbygget AI. Generelt er der lagt i kakkelovnen til en stor social oplevelse sammen med vennerne. På nogle punkter fungerer det fint, mens spillet på andre lader noget tilbage. Det er nemlig ofte således, at det mest af alt føles som en singleplayer-oplevelse sammen med en hel masse andre, der også bare spiller for sig selv.

Grafikken er desværre ikke specielt ophidsende. Det er, som tidligere nævnt, nogle meget kedelige og uinspirede miljøer, teksturerne og modellerne ligner ofte noget, der kunne have 7-8 år på bagen, og hverken grafiske effekter eller lyssætning formår at imponere. Draw distance, altså hvor meget grafik, man kan se forude, er ofte pinligt svagt og teknisk dårligt integreret, og screen-tearing opleves også af og til. Lyden er også ret svag. Lydeffekterne virker ikke imponerende, og dialogen er ofte direkte dårlig og klichéfyldt. Måske et forvarsel om, hvordan TV-serien bliver!?

Alt i alt er Defiance et stort og ambitiøst projekt, der desværre ikke helt formår at leve op til kravene om et moderne MMO, der både tilfredstiller øjet og gamer-hjertet. Der er masser af gode hensigter, og masser af spændende features, som gør, at Defiance, når det er bedst, virkeligt kan være underholdende sammen med en flok online-venner, men som, når det er værst, desværre også bliver lidt for kedeligt og anonymt, og kun fremtiden kan fortælle, hvorvidt integrationen med TV-serien vil fungere eller ej!

Du er Booker DeWitt. Meget andet kan der ikke siges, for Booker er en tom skal af udhulet personlighed. En mand, der rejser til Columbia for at finde kvinden Elizabeth, fordi han vil slette en ukendt gæld. Elizabeth, derimod, er en kvalitativ skabelse, fyldt med følelser, skønhed, naivitet – og en subtil farlighed. Historien og karakterudviklingen er særligt drevet frem af sin mystik, for hvilke spøgelser slæber hovedpersonen på? Hvad er sandheden om Elizabeth? Hvordan er hun forbundet til Columbias skaber og profet? Og hvordan hænger hun sammen med storhedens fald? En mystik så spændstig og central, at det ville være tarveligt at afsløre for meget.

Fra geværløbets munding
Rent spilmæssigt er Bioshock Infinite dog ikke i toppen af superligaen. Når skydevåbnene brager, eller når den magiske venstrehånd sætter ild til fjenden, bringer det minder om andre spil, som du har set mange gange før. Skyd, skift våben, søg dækning, køb opgraderinger, find skejserne, administrer ressourcerne og rist varierende fjendetyper med dit magiske arsenal. Oftest med lidt konservativ spilmetode og evig søgen i afkroge for at finde penge, mad, salt og ammo. Selv manuel styring kan føles som autopilot.

Elizabeth bliver din soul mate gennem Columbias svævende bygninger – en smuk, men hårdfør kvinde, som heldigvis kan klare sig selv i ildkampe og aldrig sakker bagud. Tilmed en hjælpsom kvinde, der finder penge, patroner og førstehjælpspakker til dig. Hun dirker låse op og åbner rifter i dimensionerne, hvorfra du finder hjælpsomme rekvisitter. Men… den frie tænkning er marginal, for alt er skrevet på forhånd, hvor det sker og hvornår. En konstruktion som under tiden ligner kejserens nye klæder.

Fallen, fallen is Babylon the Great.
Der, hvor kejseren er fuldt påklædt, er i fortællingens hjerte. Infinite vil mere end at berige os med en massiv historie. Det har også kunstens ildsjæl. Bioshock-serien er en kritisk variation over den babylonske historie, som med en magisk realisme kuglegraver den amerikanske drøm, historik og kultur. Når du retter blikket mod den fabelagtige blå himmel, betragter de guddommelige lysstråler, der bader byens gader, eller ser på befolkningens syntetiske glædesfulde ansigter, vækkes mistroen til kulturens skrøbelige facade. Dette er kunstens abstraktion af en velkendt verden. Byens fanatiske propagandadyrkelse af profeten, som skabte Columbia, antænder sit eget indre oprør. Er du gnisten i krudttønden? Eller var det en dødsdømt verden fra begyndelsen af?

Oplevelse og indlevelse. Dette er Bioshock Infinites mål og styrke. Den totale immersive følelse af en fiktiv verden, som omslutter dig med lige dele forunderlighed, frygt, eftertænksomhed og blændende æstetik. Så pyt med, at skelettet er så skematisk, når kroppen omkring det er så prægtig. Det er mere miljøet end manuskriptet, som fortæller historien om Columbias oprindelse og undergang – en velfungerende balancegang i samme ånd som det første Bioshock, hvorfor byen har en central rolle. Historien fragtes til dig af den verden, du bevæger dig i.

Og alt det tekniske…
Jeg testede Bioshock Infinite på PS3, som klarede den Unreal-drevne grafik med et yderst hæderligt afkast, selvom en potent PC meget vel løfter arven bedre. Til gengæld virker et joypad ikke som den hardware, spillet primært er udviklet til. Med den lidt stive retningsbestemmelse og de mange langdistanceskuddueller savnede jeg den analoge og præcise følelse af en mus. PS3-udgaven af Infinite er også kompatibelt med Move, men det vil kræve tilvænning, tålmodighed og manuel justering af følsomheden, før Move er mere nytte end besvær. Har du et kraftværk gemt i din PC, vil det nok være den foretrukne platform, men, rolig nu – konsollens stivhed kan ikke spolere så sublim en oplevelse.

Bioshock er det helt rigtige establishment efter det mesterlige, undersøiske kulturkollaps. Det har været et stort, dristigt skridt at bringe Bioshock til en flyvende storby med præmissen intakt, men det var også et indlysende, kompetent valg for Irrational Games. Herligheden er løftet af singleplayer-kampagnens patos. Heldigvis ingen dumdristige, sekundære multiplayer-funktioner, for Bioshock er i sin essens et historiebåret spil. Det er dig og spillet, så find din indre egoist og tag soloflyet til Columbias guddommelige undergang.

Nu er Army of Two: The Devil’s Cartel så udkommet, og det sætter dig igen i rollen (sammen med en ven) som to lejesoldater fra T.W.O. (Trans World Organisation). I starten af spillet er en større styrke af T.W.O.-agenter på opgave i Mexico, hvor de kører i et baghold, der – så vidt jeg kan se – er genbrugt direkte fra filmen “Clear and Present Danger” (Dødens Karteller). Måske har udviklerne satset på at ingen gamere anno 2013 har set den, men for pokker da! Lav jeres egne bagholdsscener.

Efter en masse gnidret action er den korte version af historien, at en eller anden vigtig fætter er blevet fanget af nogle farlige fyre i et mexicansk narkokartel. Tilsæt selv en masse action-klichéer og et par forudsigelige ”twists”, og du har plottet.

Nu er det jo heldigvis co-op action, vi er kommet for at opleve, og ikke et plot, der tvinger os til at tænke på andet end, hvor vores øl og chips befinder sig, mens vi spiller. Men her er der sket noget besynderligt med det tredje spil i serien – det har faktisk bevæget sig væk fra den suveræne co-op-formel, der dominerede de to andre spil.

Hovedpersonerne er ikke længere de brutale, men stadigt karismatiske, Salem og Rios, men ligegyldighederne Alpha og Bravo, der af for mig helt uforståelige årsager er blevet frataget alle de co-op-elementer, der gjorde de første spil fede. Spilelementer som ryg-mod-ryg-forsvar, samtidig sniping, plotbeslutninger og ikke mindst de kiksede, men stadig sjove, ”bro pounds” – de er væk. Pist borte.

Ser vi bort fra, at co-op-elementerne er begrænset til det mest basale (som du kan finde i de fleste andre cover shooters), og ser du også bort fra, at Alpha og Bravo sammenlagt ikke har et gram personlighed overhovedet, så er der faktisk stadig nogle af de gode Army of Two-elementer med i Devil’s Cartel.

Det første er naturligvis muligheden for at købe og modificere våben og ikke mindst for at købe nye paintjobs til din maske. Der er vel i nabolaget af 25 forskellige våben, fordelt på forskellige kategorier som pistoler, maskinpistoler, kamprifler og så videre. Nok til at skabe lidt variation mellem Alpha og Bravo, når nu deres personlighed ikke rigtigt formår det. Penge til alle herlighederne tjener du på spillets missioner og så på at lave teknisk imponerende kills – og jo flere jo bedre.

Det andet element, der er bibeholdt, er ”overkill”. Dog sker dette ikke, som i de tidligere spil, i en ryg-mod-ryg-sekvens. Nu fungerer det mere som en regulær bullet time, med ubegrænset ammunition, uendeligt liv og lidt langsommere fjender. Det har vi set tusind gange før, og det er efterhånden ved at være et element, vi forventer at se i et actionspil – en skam det originale koncept fra de to første spil ikke måtte overleve.

Army of Two er en cover shooter, så pointen med spillet er naturligvis, at du hele tiden skal bevæge dig fra dækning til dækning – og det fungerer faktisk meget godt. Kig på den dækning, du vil til, og vupti, ved et tryk på en knap, piler du af sted og glider ind bag dækningen. Det fungerer for det meste ganske fint og gør taktisk samarbejde om flankeangreb af tunge våben eller fjendtlige koncentrationer til en leg. Faktisk lidt for meget til en leg, for The Devil’s Cartel er forbløffende let. Dette skyldes ikke mindst, at dækninger kan skydes i stykker (hvilket er spillets absolut bedste og mest morsomme element) og at spillet har en auto-aim-funktion, der automatisk hjælper dig med at sigte på nærmeste fjende. Det gør det uendeligt let at fylde ligpose på ligpose med døde mexicanere.

Værre er ”T.W.O. Vision”, der viser dig den bedste vej at rykke frem – hvormed de taktiske elementer forsvinder ud af spillet. Heldigvis kan du bare lade være med at bruge den, men det føles som om, udviklerne slet ikke tror, at spillerne er i stand til at tænke eller spille selv med alle de hjælpemidler, de har proppet med i Devil’s Cartel. Det er i hvert fald godmodigt over for nybegyndere i genren.

Grafisk er Devil’s Cartel for det meste ganske godt. Spillet skaber en god variation i omgivelserne på de mange missioner, og der er den helt rigtige mexicanske stemning over de brune og rustne omgivelser. Den lokale co-op splitscreen fungerer ganske godt uden at begrænse dit udsyn alt for meget, hvilket er ganske tilfredsstillende for personer som undertegnede, der bedst kan lide at spille med en anden person ved min side.

Banedesignet er glimrende omend lidt mere restriktivt, end jeg havde håbet på efter at have spillet 40th Day, men stadigvæk med god plads til taktiske manøvrer. Underligt nok så har udviklerne proppet banerne med eksplosive genstande såsom gastanke, benzintønder og lignende. I et begrænset omfang fungerer disse som en sjov gimmick, men når der næsten er væg-til-væg sprængstof i omgivelserne, så går glansen lidt af konceptet.

Det er måske lige værd at nævne, som en lille krølle på hele historien om The Devil’s Cartel, at udviklerne, Visceral Games, har drejet nøglen om, og at dette spil er deres sidste – de har ellers haft et fint CV, der prydes af bl.a. Dead Space-serien og senest hittet ” target=”_blank”>Dead Space 3. Om firmaets nedlukning kan have noget at gøre med The Devil’s Cartels lidt tyndbenede gameplay er dog svært at sige noget konkret om, men tanken melder sig da. Om Dette spil bliver det sidste i Army of Two-serien vides endnu ikke, men er det sådan, det ender, vil jeg da begræde tabet, for de to første spil står stadig rigtigt stærkt i min erindring.

Der er små 10 timers co-op action i The Devil’s Cartel, og selvom det har perioder med solid co-op action og nogle gode set-pieces, så savner jeg alle de fede elementer fra de to foregående spil. De moralske valg, den suveræne mandehørm mellem de to hovedpersoner og et eller andet, der får The Devil’s Cartel til at være mere og føles som andet end en generisk shooter. Der er naturligvis værre måder at bruge en aften eller to på sammen med en ven, men der er så sandelig også bedre muligheder på markedet for tiden (*host* Gears? *host*).

Hvis du kender Monster Hunter-serien i forvejen, og i særdeleshed Monter Hunter Tri, vil du vide, at spil-serien i al sin enkelhed går ud på at fange eller dræbe de monstre – både til lands og til vands – der huserer rundt omkring din landsby. Det var den korte og simple beskrivelse af et rollespil, der dog indeholder meget mere end som så. For der er micro management i store mængder, hvor man skal tage hånd om plantedyrkning, indsamling af vækster, smede nye våben, tale med landsbyens beboere og løbe ærinder for dem og meget, meget mere.

Alt dette tilføjer et nyt, men bestemt ikke uinteressant lag til Monster Hunter 3 Ultimate, men når alt kommer til alt, så er det i forberedelsen og udførelsen af selve jagten på de gigantiske monstre, at man kommer ind til kernen af spillet og oplever det, som vi også fik i 2010 i Wii-udgaven. Det kræver store taktiske overvejelser, og selve kampene rummerm mere variation end de fleste andre actionspil på markedet i dag.

Der er massevis af våben, rustninger og alt muligt udstyr, du kan “rollespille” dig til, og der er monstre i massevis til at gøre livet både surt og underholdende for dig. Sværhedsgraden er helt klart over middel og ikke for begyndere. Men begyndere kan sagtens være med, for indlæringskurven er blød og tager godt hånd om nybegyndere. Faktisk føles spillet i starten en smule for nemt, men kæmper man sig igennem disse første spæde timer, venter en stor oplevelse forude.

Monstrenes AI er et af spillets væsentligste varemærker. De har hver især personlighed i form af forskellige måder opføre sig på, at bevæge sig på, at angribe og forsvare sig på. Det er en fryd at opleve forskelligheden, og det er ligeledes en fryd at opleve sejrens sødme, når en af de store boss’er endelig efter flere forsøg og efter flere forskellige taktiske overvejelser er nedlagt. Det er her, at Monster Hunter 3 Ultimate for alvor “shiner”.

Foruden at spille alene kan du også spille online, men den teknisk mest imponerende del er dog, at en Wii U-spiller og op til tre 3DS-spillere kan gennemføre spillet sammen, såfremt man sidder i samme stue. 3DS-spillerne har desværre ikke mulighed for at spille online- men det er faktisk også lokalt co-op, der underholder allermest. Og det afvikles fremragende. Og mens 4 spillere hver især spiller på hver sin håndholdte (Wii U-spilleren på sin store Wii U-controller), så kan TV-skærmen anvendes til se oversigtskort for hele gruppen. Imponerende! En anden teknisk imponerende feature er, at man på 3DS’ens nederste skærm helt selv kan bestemme denne skærms layout, hvilket ligeledes fungerer helt perfekt.

Grafisk er Monter Hunter 3 Ultimate en lidt blandet fornøjelse. De store monstre er imponerende lavet, deres bevægelser er uhyre gennemtænkte og godt animerede, mens omgivelserne, især landskabernes teksturer og detaljer, desværre ikke kan holde niveauet, og det er da også tydeligt, at designet fra Wii-udgaven er anvendt som udgangspunkt. Det kunne bestemt laves meget flottere på en trods alt forholdsvist kraftig maskine som Wii U. Lydmæssigt er vi sådan på det jævne, hvor især nogle glimrende lydeffekter hæver niveauet lidt.

Monster Hunter 3 Ultimate er i bund og grund en udvidelse af sin tre år gamle forgænger, hvor det især er de tekniske kvaliteter, der trækker opad, mens det gameplaymæssigt ikke byder på de helt store ændringer. Men gameplayet er i sin grundsubstans virkeligt fremragende og formår at drage dig som spiller ind i Monster Hunters verden. Du vil hele tiden lige se, hvordan det næste monster nu ser ud!. Så er du udstyret med stor tålmodighed og kan lide grundig og taktisk planlægning frem for blot at blæse igennem kampene, ja så vil Monster Hunter 3 Ultimate give dig hundredevis af timers gedigen underholdning på et højt plan.