Review

Pokémon Mystery Dungeon: Explorers of Sky

Pokémon Mystery Dungeon: Explorers of Sky

Score:
5
Genre:
Rollespil
PEGI:
3+: 3+
Udgivet:
20/11/2009
Release Title:
Pokémon Mystery Dungeon: Explorers of Sky
Udvikler(e):
Chunsoft
Udgiver(e):
Nintendo
Bruger bedømmelse:
0
Danmarks bedste pris:
Coolshop

De foregående Mystery Dungeon spil i Pokémon-universet har været af svingende kvalitet. Problemet har typisk været en næsten endeløs ensformig omgang dungeon crawl, der ikke rigtig formåede at holde spiloplevelsen frisk ret længe. Nogle spil i serien har klaret sig marginalt bedre end andre – men store klassikere blev de aldrig. Det gør det nyeste, Explorers of Sky nok heller ikke.

Remake uden noget nyt?

Pokémon Mystery Dungeon: Explorers of Sky kunne næsten kaldes en udvidelse, en udbygning eller sågar et remake af de to foregående Explorers of Time og Explorers of Darkness. Med andre ord er der ikke sket det store siden sidste udgivelse – hvilket naturligvis er lækkert, hvis man er fan af Pokémon og ikke lige har fået spillet de foregående spil, men det er skuffende hvis man, som de fleste nok er, er kørt lidt sur i de endeløse tilfældigt genererede dungeons i Time eller Darkness.

Spillet er igen en Pokémon inspireret klon af gamle dungeon crawlere som NetHack, Rogue, Larn og hvad de ellers hed alle sammen, hvor spilleren er blevet forvandlet til en Pokémon (hvilken bestemmes som følge af en ”personlighedstest”) og dennes følgesvend. Med andre ord skal du vandre automatisk opbyggede dungeons tynde, imens du slås mod andre Pokémon for at tjene nye levels og måske finde nyt ”udstyr” eller skatte.

Spilleren bliver præsenteret for læssevis af ”find og hent” missioner, så der er konstant ture ind og ud af de forskellige dungeons i søgen efter ting eller Pokémon, som du skal bruge i spillets missioner. Det er et langt, sejt og ensformigt grind og er man til den slags, så kan man roligt købe dette spil og ignorere resten af denne anmeldelse.

For mange problemer
Det helt store problem med Explorers of Sky er at det stort set er helt identisk med de to tidligere DS udgivelser i serien. Der er kun kommet to nye hovedpersoner (Phanpy og Riolu) så totalen er omkring 20, en (ja kun en) ny Pokémon og otte nye dungeons til. Lidt ekstra finpudsning er det også blevet til i form af nye episoder, et par nye butikker og nogle nye ting – men det hører vist til i småtingsafdelingen ligesom den såkaldte ”forbedrede kommunikation” hvis man vil bytte ting med sine venner via DS konsollens netværk. Samlet set er det forsvindende lidt der er sket med spillets gameplay og design siden de to foregående udgivelser og det er helt sikkert det største kritikpunkt. Otte nye dungeons lyder måske af meget, men når sandheden skal frem, så er det blot nye omgivelser til præcis det samme gameplay som i de andre.

Der er små ekstra bonusting at komme efter for virkelig hardcore fans, såsom en total umulig dungeon (Destiny Tower), der først bliver åbnet, når du har gennemført spillet – og hvis man til den tid ikke har fået nok af dungeon crawl, så er Destiny Tower den ultimative udfordring. Dertil kommer de nye specielle episoder, som der er fem af. Disse giver lidt ekstra baggrundshistorie til universet og en smule mere kød til plottet i spillet – der ellers er præcis det samme som i de foregående spil.

Grafikken har udviklerne stort set ikke pillet ved, så det er de samme farverige omgivelser udenfor de forskellige dungeons, som man har oplevet i de foregående spil, befolket med de samme fine figurer. Det er de enkelte dungeons, der er problemet – de er kedelige og ensformige og taget den mængde tid i betragtning, som man rent faktisk bruger i disse, så vil man med sikkerhed være træt af at se på dem før man er igennem Explorers of Sky.

Ser man på Explorers of Sky som et enkeltstående spil og glemmer man, at der er andre spil, der også bærer titlen ”Mystery Dungeon”, så har spillet da sin berettigelse i enhver Pokémon fans spilsamling. Men skal man sætte spillet ind i det store sammenhæng, så er der simpelthen for lidt kød på den her udgivelse til at man kan smække den på markedet og kaldet det et nyt spil. Så vær varsom før du skriver den på ønskesedlen – du kan lige så godt købe et af de billigere Explorers of Time eller Explorers of Darkness.

Screenshots

Pokémon Mystery Dungeon: Explorers of SkyPokémon Mystery Dungeon: Explorers of SkyPokémon Mystery Dungeon: Explorers of SkyPokémon Mystery Dungeon: Explorers of SkyPokémon Mystery Dungeon: Explorers of SkyPokémon Mystery Dungeon: Explorers of SkyPokémon Mystery Dungeon: Explorers of SkyPokémon Mystery Dungeon: Explorers of SkyPokémon Mystery Dungeon: Explorers of Sky