Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk historie.
Gode cutscener.
Perfekt styring.
Gode våben.
Fjenderne er ret dumme.

Meget mere B.J.!
Det er ikke så tit i vore dage, at der sendes et fuldblods-førstepersons skydespil på markedet, uden at det er en solid multiplayersatsning påklistret en kort og intensiv singleplayerdel. I de gode gamle dage var det mere reglen end undtagelsen, at store skydespil var historiedrevne, og blev markedsført uden multiplayerdele og udsigten til at knægte på 12 år skreg ind i dine ørebøffer, hvad de har tænkt at gøre ved din mor. Men helt i stil med tidligere tiders guldalder for FPS-spil, så er William B.J. Blazkowicz hevet frem og støvet af. Wolfenstein-spilserien er tilbage. Denne gang med spillet Wolfenstein II: The New Colossus.

Spillet er en direkte fortsættelse af Wolfenstein: The New Order fra 2014. Det kræves dog ikke, at man har spillet denne titel igennem, før man griber controlleren og smider et hurtigt magasin i riflen. Jeg har selv kun kort spillet det foregående spil, og for folk som mig, så tager The New Colossus dig i hånden, og afspiller en trailer i starten af spillet. Dette får en fint op i gear med hensyn til historien. Vi er ikke ude i store tunge og komplicerede fortællinger. Hjernebarken kommer ikke til klø i alt for voldsom grad. Historiens rammer er, at Nazisterne vandt Anden Verdenskrig, og har nu besat hele USA. Vi er fremme i 1961, hvilket tillader en skøn sammenblanding af forskellige stile og teknologier. Det er ikke skævt at sige, at enkelte af de sidste er godt ude i det fiktive og visionære. Uden at gå i detaljer vil jeg eksempelvis fremhæve lægegerningen, som i den grad har et par tricks oppe i ærmet.

Men Nazisterne møder stadig modstand. Enkelte små lommer af modstand er fordelt ud over USA, og en af de rebelske grupper kaldes ”the Kreisau Circle”. Vores historie starter med at de redder en hårdt såret Blazkowicz. Deres base er en erobret tysk ubåd, som går under navnet ”Eva´s Hammer”. Den er en central base gennem hele spillet, og må i mild grad siges at være ret stor. Blazkowicz kommer langsomt til hægterne, og herefter skal Nazisterne have bøllebank. Den første mission foregår faktisk mens vores helt stadig sidder i rullestol, hvilket er første gang, at jeg har spillet et FPS-spil siddende i en rullestol. Men herefter tager tingene fart.

Solid historie for de voksne
Ret hurtigt kom spillet under min hud. Der er et nærvær og en oprigtig energi i de mange cutscener. Det er noget af det bedste skuespil, jeg har oplevet længe. Man begynder at føle med personerne. Blazkowicz's kæreste Anya er gravid med tvillinger, og persongalleriet er skabt omkring troværdige karakterer. Man føler virkeligt dette lille samfund består af folk, som man kender. Jeg må straks også her slå fast, at dette så absolut ikke er et spil for de mindste. Vi er ude i sex, alkohol, stoffer, hjernemasse og blod (eller hvad Nordjyderne på redaktionen vist kalder ”en ret så typisk tirsdag aften”) - og de fleste gange godt blandet sammen. Der er eksempelvis en scene, hvor en kvinde med blottet overkrop laver en sand massakre på tyske modstandere. Say hallo to my little friend! Hun står råbende smurt ind i blod. I en anden cutscene er en baby ved at blive ammet, mens moren sidder og ryger. Smut, politisk korrekthed, du er ikke inviteret! Historien er fantastisk. Punktum. Som skrevet gik den lige i blodet på mig. Det er en godkendt bedrift udviklerne har lavet her. Et fantastisk fuldblodsaktionspil er pakket blidt ind i en fortælling med gode karakterer, og cutscener af høj kvalitet og relevans.

Billede

Kigger vi helt ind maskinrummet, så er dette et velfungerende actionspil. Styringen er velkendt for alle FPS-spillere. Standarden indenfor branchen er brugt. Ret hurtigt får man en større palet af forskellige våben. De er flot designet, og har tyngde når de anvendes. Lyd og illusionen af, at man faktisk affyrer et våben er sikret. Pistoler, rifler, haglgeværer og andre markant større dødbringere er med - og alt pakket ind i et velkendt våbenhjul, hvor man vælger løs. Stilrent. En lækker tilføjelse er muligheden for at have et våben i hver hånd. Dobbelt bang bang! Alle våbnene kan opgraderes, hvilket sikres via kasser man finder inde på banerne. Det er igen gjort med respekt og kærlighed til FPS-genren. Dine våben bliver mærkbart stærkere, og det er ikke bare en påklistret gimmick. Styringen er klassisk. Man kan knæle, men ikke komme helt ned og lægge, som eksempelvis i Call of Duty-spilserien. Cirka halvvejs inde i spillet får man mulighed for at få ekstra mekaniske evne. Der er tre af slagsen: nogle stylter, evnen til at krybe gennem smalle åbninger eller en rambuk evne, hvor man kan kaste sig igennem tynde vægge med mere. De er ganske fine, men ikke noget der ændrede min spillestil markant.

Når vi nu snakker om netop stilene, hvormed man angriber banerne, så kan man med fordel skifte hele tiden. Tillægger man sig en bad-ass attitude og bare løber frem konstant, så er man hakkekød hurtigere end lynets hastighed. Særligt i de højere sværhedsgrader skal man spille lidt mere afdæmpet. Banerne tillader dog tit, at man kan skifte, og faktisk skal tænke strategisk inden man kæmper sig videre. Dette er hængt op på et godt gammeldags gem-system, hvor man alt efter lyst kan gemme hele tiden. Manner, det er lige mig! Det gjorde at jeg prøvede mange forskellige spillestile. Man kan eksempelvis blive på afstand, og tage fjenderne ud en efter en med et kraftfuld opgraderet riffel. Alternativ kan man snige sig ned og snigmyrde løs, eller bare sparke børen op, og lave alt indenfor rækkevidde til tatar.

Masser af imponerende indhold – knapt så imponerende AI
Banerne er fyldte med ting, man kan samle op. Udover de evigt relevante skjold og ammunitionskasser, så er der krydret med dokumenter, guldbarre, opgraderinger, tegninger og meget meget mere. En af de centrale ting er kort, som officererne taber, når man tager deres liv. Disse små hulkort er til en enigmakode maskine hjemme i ubåden. Når man samler nok kort, og løser enkelte små nemme koder, så åbnes der op for missioner, hvor man specifikt går efter topnazister. Rene likvideringsmissioner. Det er solid underholdning. Der findes også andre aktiviteter i ubåden, mellem de store hovedhistorier. Der er små sidemissioner spredt rundt omkring. Udover dette har ubåden en bar. Her i baren er der en god gammeldags arcademaskine. Starter man den op, så får man et spil, som hedder ”Wolfstone 3D”. Dette er intet mindre end det helt oprindelige Wolfenstein. Jeg så ingen tegn på, at hele spillet faktisk ikke skulle være der! Det er genialt, og fik en gammel gamers øjne til at blive fugtige i underskuffen. God tænkt!

Nu har jeg aldrig mistænkt Nazister for at være blandt klodens klogeste. Men i flere passager er fjenderne dog mere end gennemsnitligt dumme. Eksempelvis kan man snige sig op til to fjender, og snigmyrde den ene uden at den andet opdager det. De står klods op af hinanden, og snakker endda. På andre baner gik fjenderne i tilnærmelsesvis samme mønstre. Dette gjorde livet nemt for mig, da jeg så bare kunne være på afstand, og lade bunken af lig ved vinduet vokse ganske langsomt. Et lille minus i et ellers topklasse spil.

Billede

Det tog mig lidt over 25 timer at gennemføre hovedhistorien. Når dette er overstået, så er man tilbage på ubåden, og kan lege videre med likvideringerne, eksempelvis. Man kan endvidere løse nogle af alle de små sidemissioner, og via et kort genbesøge forskellige baner, og få samlet de sidste ting ind. Udover dette, så åbnede en ”Vault” sig cirka en uge efter spillet udkom. Dette er noget man tilgår via hovedmenuen, og består af såkaldte ”combat simulations”. Dette er arcadeagtige baner fra spillet, hvor man har et liv, og herefter skal score points. Tallene til ens highscore smides i hovedet på en i bedste stil med spillene ”Bulletstorm” og ”Borderlands”. Jeg ved ikke hvorfor, men dette er bare forbasket velfungerende.

Alt i alt så har dette spil ramt mig, som intet andet har præsteret i 2017. Det er uden tvivl årets FPS-spil for mig. Endvidere er den brutale historie tiltænkt et voksent publikum, hvilket ramte denne grænsende til fossile anmelder lige i rollatorstyret. Det er kvalitets aktion, når det er bedst. Jeg ser meget frem til de kommende udvidelser, så jeg kan få mere Wolfenstein II: The New Colossus. Det må endvidere gerne komme snart, da jeg sidder tilbage i en abstinenslignende tilstand, hvor jeg netop nu render rundt og samler de sidste ting på banerne, noget jeg ellers aldrig gider i spil. Dette spil kan noget, og jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis du er en lidt ældre spiller, med bare en tand af kærlighed for FPS-spil, så er dette obligatorisk pensum.

Gamesector Anbefaler

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.