Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Super fornemmelse af tempo.
Virkeligt flotte titler.´
Glimrende soundtrack.
Masser af indhold
Man kunne godt have smidt noget bonusmateriale med i pakken.

Moderne kalssikere, men intet nyt
Wipeout var over en længere årrække en af de serier, som var med til at markere og sælge Sonys Playstations. Et futuristisk sammensurium af hurtige racerløb i højglanspolerede omgivelser på et baggrundstæppe af elektronisk musik. Nu bliver oplevelsen så løftet over på PS4 i en direkte konvertering af intet mindre end tre Wipeout titler. Nærmere bestemt Wipeout 3, som så dagens lys på PS3 tilbage i 2008, Wipeout Fury (en udvidelse til samme) samt Wipeout 2048 (kun udgivet til PS Vita – så debut på den store skærm for det spil). Alt sammen givet lidt visuel glans, og nu smidt på Sonys nyeste konsol.

Forventer du originalitet, samt et overflødighedshorn af nye features, bliver du slemt skuffet. Wipeout Omega Collection er mere eller mindre en direkte konvertering, hvor de eneste tilføjelser er den visuelle afpudsning samt mindre synlige features, såsom lidt automatisk køreassistance. Heldigvis er der tale om nogle virkeligt gode titler, som er et must for elskere af høj oktan som ikke fik smagt på varerne første gang. Selv om man allerede har været på besøg tidligere, er det stadig et både nostalgisk og velspillende stykke underholdning.

Dystert men smukt

Fart, fart og mere fart (og så ikke andet)
Konceptet er på overfladen bedragende enkelt. Du bliver smidt ned i cockpittet i en hurtig flyvende satan. Dernæst går det over stok og sten i den ene turnering efter den anden, hvor du skal forsøge at ende så højt oppe i tabellen som muligt. Det kan alle jo forstå. Til at krydre oplevelsen lidt, så er mange af banerne ganske opfindsomme, og de byder på genveje, turboknapper og sågar nogen gange mulighed for at køre på både vægge og lofter. Dertil kan du så smide forskellige våben, samt nogle fjender, der især senere bliver uhyggeligt effektive og aggressive i deres kørestil.

Selv med lidt assistance er Wipeout stadig ikke en let oplevelse. Det kræver lynhurtige reflekser og beslutninger samt rationering af våben og turbo. Du bliver konstant testet imens løbene udvikler sig fra et spørgsmål om at overhale modstanderne en af gangen til at I alle i stedet ligger i et hektisk inferno af en gruppe, hvor våben affyres og sekunder stjæles. Det kan være ekstremt frustrerende, når en førsteplads smides i sidste øjeblik på grund af en tilfældighed – men overordnet set føler du stadig, at det er dine køreegenskaber der trods alt sørger for dine placeringer.

Udvalget af racere er omfattende, og variationen og fornemmelsen de enkelte imellem er passende divers. Alle tre titler har deres berettigelse i Wipeouts historie, og til trods for deres overordnede fællestræk, så har de også alle tre deres unikke tilføjelser, som vil sende dig fra den ene til den anden for at få stillet et givent behov.

Dystert men smukt

Grafisk tangerer vi det smukke. Den artistiske stil blomstrer – ikke mindst når den får lov til at vise sig frem i 4K. Farvevalget, baggrundende, detaljegraden og ikke mindst tempoet spiller lækkert sammen, og det hele føles bare rigtigt, når du drøner afsted med adrenalinen og musikken pumpende. Soundtrackene i sig selv kræver også anderkendelse, med et bredt udvalg af datidens største elektroniske artister. Den type musik passer bare virkeligt godt til fart.

Wipeout: Omega Collection er en glimrende pakke, som indeholder utallige timers underholdning. Titlerne er kærligt skinnet op, og de føles stadig glimrende på nutidens teknologi. Det er måske lidt ærgerligt, at man ikke har sørget for noget unikt bonusmateriale især til folk, der tidligere har spillet titlerne. Har man til gengæld ikke det, og kan man lide et god ræs, så er det her et fremragende sted at starte. Karakteren gælder for nytilkomne – ellers træk en enkelt pind fra.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen