Metroid Samus Returns

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI Violence
PositivtNegativt
Et ægte Metroid spil
God balance mellem action og udforskning
På en gang moderne og nostalgisk
Nye færdigheder til Samus
Kontrollen kan drille
Måske er det for kort?

En 25 år gammel dame med krudt i
Hvis du er så gammel som os, så kan du sikkert huske da krigen rasede på balkan, da Maastricht-traktaten blev underskrevet og da Matroid II: Return of Samus udkom. Året var 1992, Microsoft havde lige udgivet Windows 3.1 (ja grin bare) og Nintendo sad tungt på håndholdt gaming segmentet med deres Game Boy. Selvom Metroid II måske ikke var det mest roste Metroid spil til dato, så har Nintendo nu valgt at finde det frem og give det den helt store tur gennem moderniserings-møllen. Men lad det være sagt med det samme. Metroid Samus Returns føles mere som et nyt og helstøbt moderne Metroid spil end som suppe kogt på et gammelt søm – heldigvis da. Fans får lige præcis de de har sukket efter så længe – et nyt rigtigt Metroid spil.

Spillets plot bør være velkendt for enhver Metroid fan (for det er stort set altid den samme fortælling). Dusørjægere og all-round bad ass tøs Samus Aron sendes til planeten Zebes af the Galactic Federation. På planeten finder hun en underjordisk base fyldt med de muterede Metroids og... ja resten er spilhistorie i form af sublim 2D action, hvor du skal navigere Samus igennem en gigantisk underjordisk labyrint, udformet som et 2D action platform spil, alt imens du pløkker Metroids og andet kravl.

Dystert men smukt

Alt omkring spillets opbygning og gameplay virker velkendt. Samus mange moves, såsom wall jumps, ekstra kraftfulde skud, hendes væg-klatrende spider ball og så videre er velkendt pensum for fans af serien. Det samme er måden som banerne er bygget op på, med en god balance mellem action og udforskning. Der er dog blevet plads til lidt nytænkning i form af fire såkaldte Aeion Abilities, der fx. kan fungere som et skjold eller som en scanner, der kan afsløre ting i omgivelserne som Samus kan ødelægge og dermed finde skjulte gange og rum. Aeion færdighederne er klart den største og mest kærkomne nyhed, men der er også blevet plads til et nærkampsangreb og andre små modifikationer, der gør Samus en mere helstøbt og moderne kriger (ja hun kan nu skyde 360 grader rundt om sig selv - det var vel heller ikke for meget at forlange i 2017).

Kontrol for viderekomene
Men udviklingen kommer med en ret markant pris. At spillet ikke føles som en genudgivelse af det originale Metroid II er både godt og skidt. Samus Returns er ikke et redesign eller en opdatering, men et helt nyt spil designet fra grunden af. Det betyder også at kontrollen er ny og med ekstra færdigheder og angrebs muligheder er det klart at den er meget mere kompliceret og omstændelig end den var til det originale Metroid II. Faktisk er den så kompliceret, at den til tider er direkte irriterende. Kompleksiteten er høj, når flere knapper på en gang skal holdes nede for at bruge specifikke våben eller sigte frit og når spillets action er intens og tempoet højt (fx. i en af de mange boss kampe), ja så vil kontrollen ende med at drille.

Ser vi på den tekniske side af spillet, såsom grafik og lyd, er disse heldigvis fantastiske. Grafikken er farverig og stemningsfuld og er på en gang ny og moderne, men samtidig lavet med en stor respekt for de originale Metroid spil. Musikken passer godt til det episke sci-fi epos, som spillets skal forestille at være. Når du leder Samus genne mørke og klaustrofobiske gange, langt under overfladen på en fremmed planet, er det klart at musikken skal spille en stor rolle i at underbygge den helt rigtige stemning. Og det gør den. Til UG+ endda.

Dystert men smukt

Hvis du har en smule erfaring med denne type af ”Metroidvania” spil, så bør du nemt kunne gennemføre Samus Returns på et par dage. Det kan i hvert fald nemt gennemføres på 9 til 10 timer uden de store problemer. Om det er i underkanten eller ej, må være en personlig sag. Det var en fin længde for os, selvom vi da sagtens kunne have brugt et spil, der var dobbelt så langt. I det mindste betyder det, at spillet aldrig når at blive ensformigt eller trivielt.

For fans af Metrod eller Metroidvania spil er der slet ikke noget at rafle om. De har fået lige præcis det som de har tigget og bedt Nintendo om i så mange år: et vaske ægte nye Metroid spil. Dem kan vi kun ønske os flere af Nintendo.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).