Destiny 2

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk gunplay.
Masser af indhold: Med både kampagne, PVP samt holdbaserede strike.
Virkelige flotte sci-fi baggrunde.
Potent lydside.
Reelt en historie denne gang.
Historien noget klicheramt.
Reelt set mere en opdatering end en ny titel.
Meget genbrug.

Grindfest 2
Det oprindelige Destiny har været med til at dele vandene. Mildest talt problemfyldt i sin oprindelige udgave, men stadig en tidssluger nærmest uden lige – for de brugere, der lod sig lokke ind i det konstante grind, som spillet i sin kerne var… og stadig er. Jeg ved hvad jeg taler om, for personligt har jeg brugt tusindevis af timer i dette univers, i et forsøg på at få RNG guden til at give mig et stykke bedre udstyr, som lige havde et lidt højere niveau end det eksisterende. Lad det være sagt med det samme: I sin kerne er Destiny 2 utroligt meget som sit ophav. Heldigvis har man dog sørget for et mere konstant flow af nyt brugbart udstyr, samt mere variation i vejen hertil.

Destiny 2 åbner med et brag. Et direkte angreb på menneskehedens sidste bastion: The Tower. Et sted som du helt garanteret har frekventeret ofte, hvis du ellers dyppede tæerne lidt i etteren. Det primære fjendebillede er denne gang udfyldt af the Cabal, som anført af Dominus Ghaul, er på korstogt for at tilkæmpe sig the Traveller – den mystiske fremmede sfære, hvorfra du og andre guardians får jeres kraft (kaldet Light).

Banal undskyldning for action
Historien er på ingen måde banebrydende. Den er overdænget med patosfyldte klicheer indsvøbt i klæbende strygere, imens du på helt lineær facon ledes ved næsen fra den ene kamp til den næste. Det der er specielt er, at der i det hele taget er en historie – noget som etteren aldrig formåede at give en ordentlig illusion af. Det hele holdes oppe af fine mellemsekvenser samt et overflødighedshorn af action. Allerede fra første tryk på triggeren vil du føle dig hjemme, og herfra vil rejsen tage dig fra den ene planet til den næste i solsystemet i et forsøg på at samle dine allierede (Zavala, Ikora og Cayde6) og komme tættere på det endelige opgør med Ghaul.

Dystert men smukt

Det er tydeligt, at Bungie ikke rigtigt har haft lyst til at slippe tøjlerne helt på det oprindelige Destiny. Skal man være helt ærlig, så føles to’eren langt hen af vejen som en version 1,5 fremfor et helt nyt spil. Lysende eksempler på dette er genvalget af Titan, Hunter samt Warlock, som de tre heltetyper – ikke nok med det, så bibeholder de alle to af deres tre afarter (benævnt Arc, Void samt Solar.) Med andre ord, så er der kun en ny underklasse til de tre typer guardians. Selv om det på den ene side er rart igen som Hunter at aktivere sin Golden Gun eller som Titan at smadre fjenderne med Fist of Havok, så bærer det også præg af en udvikler som har rigtigt svært ved helt at give slip.

Genbrug er go’ brug
Det bliver ikke mindre udtrykt, når man undervejs i spillet møder samtlige de fjendetyper som befolkede etteren. Her er Fallen, Hive, Vex, Taken og ikke mindst Cabal. Alle har de deres øjeblikke i historieforløbet, uden der er tilføjet andet end en enkelt variation eller to – såsom Cabals kamphunde. Det er trygt, og du ved hvor pistolsigtet skal rettes for at nakke dem, men man savner altså noget nyt og friskt til at ryste forløbet lidt.

Med kampagnen vel overstået og en udmaxning af din level på 20, åbner Destiny 2 sig yderligere. Nu er fokus på dit light-niveau, som skal pumpes op mod 350 for undervejs at åbne for mere af spillets endgame på rejsen mod først spillets Raid – og senere helt sikkert også for en heroisk version af denne. Det er her hvor spillets grind-element viser sig, imens man skraber nyt udstyr sammen.

Bare giv folket flere drops, så er de glade
Heldigvis er der denne gang skåret meget mere ind til benet. Antallet af aktiviteter er pumpet op – i en grad, så man især i starten ofte lokkes væk fra ens nuværende prioritet. Antallet af drops er også pumpet i vejret, og de kommer mere intelligent og udfylder huller i din nuværende udrustning. Det fjerner en stor del af frustrationen fra etteren, og det går meget hurtigere at komme på et niveau hvor du kan deltage i spillets sjovere aktiviteter.

Dystert men smukt

Er du en gamer, som mest af alt har lyst til at spille alene, så mister Destiny universet en del af sin appel. Co-op med venner i både historie, Strike og ikke mindst Raid er en mulighed – og i sidstnævnte et must. Har du til gengæld en bred venneskare, eller har lyst til at hooke op til en klan, så føjes der ekstra lag til oplevelsen. Denne gang er der sågar også smidt en redningskrans ud til de spillere, som ikke kan overskue dette – ved guidet tur af såvel Nightfall samt Raid. Dette giver dig mulighed for at spille sammen med en eksisterende klan, og opleve de ting som var forbeholdt grupper i etteren.

Hvad originale burde have været
Til at afrunde en i forvejen bred pakke vender PVP retur. Denne gang i en 4 vs 4 version mod 6 vs 6 i etteren. Her en gammelkendte versioner som Control samt Clash, men der er også nye tilføjelser hvor holdene eksempelvis på skift skal placere en bombe og forsøge at forsvare / afmontere denne (hvem sagde Counter-Strike?). Kortene er godt skåret til de mindre hold, og kampene føles umiddelbart mere levende og intense. Her fra start føles autorifles ganske dominerende – som i selve kampagnen har de fået noget kraft og styrke, som de var blevet frarøvet i etteren. Men det er noget der nok vil blive mikset op, når flere spillere får adgang til spillets exotics (kraftigste våben), samt Bungie undervejs kommer med deres mange små rettelser til balancen – som de har for vane.

Destiny 2 er en tydeligt gennemarbejdet titel, som langt hen ad vejen er det spil som originalen skulle have været. Det er tydeligt at Bungie selv er opmærksomme på det faktum, og derfor ikke har turde dreje for langt væk fra den vej de allerede har brolagt. Resultatet er en utroligt fængende oplevelse, hvor minutterne i selskab med spillet føles mere givende end tidligere. Det er også en utroligt flot titel med en uhyggeligt gennemarbejdet lydside. Soundtracket er episk og bombastisk og lyden af våbnene herligt potente. Bungie har samtidig leveret noget af det bedste gunplay på tværs af alle FPS – det føles bare rigtigt. Med de roser tildelt, så siger jeg stadig tilbage med en følelse af, at to’eren får svært ved at holde mig fanget i lige så mange timer som etteren – dertil er det simpelthen for meget af det samme. Indtil videre har jeg dog nydt rejsen, og nu må I have mig undskyldt imens jeg jagter mit næste engram.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen