Tekken 7

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
God styring.
Masser af indhold.
Jo mere tid du hælder i det desto mere givende er det.
Historien er ikke videre interessant

Lang rejse fra arkaden til konsollen
Tekken står som en af de helt store koryfæer indenfor kampspil. Det har overlevet flere generationer, og har udvist en sjælden set kontinuerlighed, hvor man måske ikke har set de store landevindinger, men har haft et konstant fokus på spilbarhed. Tekken 7 har reelt set allerede nogle år på bagen, da det har været galionsfigur i de arkadehaller som Japan stadig formår at holde kørende. Nu er det så konverteret til skærmen derhjemme, og det går heldigvis ikke stille for sig.

Modsat de eksisterende konkurrenter – såsom det i øvrigt rigtigt glimrende Injustice 2 – så er Tekken 7 en reelt 3D kampspil. Med det skal forstås, at i stedet for at de kæmpende bare bevæger sig frem og tilbage mod hinanden, så åbnes der her op for at du også bruger skærmens dybde. Det giver – fordi det fungerer – et ekstra lag af taktik til kampene, imens man forsøger at manøvrere sig til den bedste position. Det gør også, at kampene – når man først er på plads med styringen – føles langt mere flydende og ikke mindst levende.

Styringen er fordelt på sædvanlig maner på controlleren, hvor de enkelte knapper hver især styrer en given kropsdel – og du så kan styre retning og højde med dit joypad. Det er uhyre intuitivt og timingen mellem knaptryk og bevægelse på skærmen sidder lige i øjet. Du vil snart gå fra den simple button-mashing, hvor du gentager samme bevægelse i en uendelighed til langsomt at afsløre de mange lag, som skal åbnes inden de rigtigt vil få glæde af spillets selskab.

Nu med rage – masser af rage!
Du vil her finde vigtigheden af at lære kontraangreb, at jonglere med fjender (holde dem i luften med slag og spark) samt selvfølgelig de avancerede kombinationer af knaptryk, som udløser endnu stærkere angreb. Som noget nyt er der også et såkaldt ”rage-meter”. Dette aktiveres når din valgte kæmper er ved at være tømt for energi. Ved at aktivere det, så starter du et voldsomt festfyrværkeri af et superangreb. Udover at det er visuelt flot, så er det også noget der kan tippe et opgør til din fordel, hvis modstanderen ikke er beredt på en kontra.

Der er et bredt udvalg af kæmpere tilgængelig, og ganske beundringsværdigt er det helt fra starten. Ikke at du skal snydes for at hav af andre ting at åbne, men det er i stedet holdt til det kosmetiske, hvor der er en masse udstyr som du kan variere de enkelte figurer med. Variationen de enkelte figurer imellem er også stor. De er alle vildt karikerede tegneseriefigurer, der spænder over en sød (men dødelige) panda, en kamprobot og muskelsvulmende kampsportsfyre. Deres størrelse, styrke og volumen er også forskellig, hvilket direkte føres over i de enkelte opgør.

Påduttet epos
Ud over de klassiske enkelte opgør og variationer på disse, som blandt andet en anderledes skattejagt, så indeholder Tekken 7 også en historie. En episk patos, som bygger på den evige kamp mellem godt og ondt. Det er overspillet til yderste grænse – som det nu en gang er stilen – og er et fornuftigt (og ikke mindst flot) trinbræt mellem de enkelte opgør. Overordnet set føles det dog både lidt påtaget og påduttet, og vil ikke være noget du aktivt søger tilbage til.

Mest dybde er der selvsagt online, hvor spillets enkeltdele endelig får lov til at blomstre. Her er selvfølgelig myriader af ydmygelse at hente, men der er også stor glæde når man langsomt mærker sine evner bedres. Det at man taktisk får afløst en modstander, og i en tæt dyst ender som sejrherre – ikke på grund af paniske tryk, men i stedet ved timing og besindelse - giver bare så meget mere. Afviklingen virkede bundsolid, med masser af muligheder for at sætte enkelte opgør samt turneringer op.

Tekken 7 er et flot spil, som leverer sit budskab både flydende og intensivt. Det er selvfølgelig et meget spædt skridt frem i en lang serie, men det er vel overvejet og forbedret på vigtige områder. Er du til kampspil, så gemmer det på et overflødighedshorn af varierede kæmpere, flotte baner samt en intrigant men også intuitiv styring. En anbefaling følger med herfra.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen