Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Det gode gamle StarCraft
Matchmaking gør online oplevelse mindre brutal
Perfekt opdatering med respekt for originalen
19 år går ikke ubemærket hen over nogen af os

You wanna piece of me, boy?
19 år efter det oprindelige StarCraft spil udkom spilles spillet stadig på professionelt og TV transmitteret niveau i Sydkorea. StarCraft er nok mere end noget andet spil blevet synonym med udbredelsen af professionel gaming og esport, selvom spillet popularitetsmæssigt for længst er blevet overhalet af nyere titler. Men StarCraft har stadig en fanbase, der stædigt holder fast efter alle disse år og som efterhånden skal igennem alverdens kvaler for at få spillet til at køre under moderne styresystemer.

Det er primært med denne målgruppe i tankerne at Blizzard gennem det sidste år har barslet med en restaureret udgave af det originale spil. Et spil, der netop har set dagens lys og som både inkluderer det oprindelige StarCraft fra 1998 og udvidelsen Brood War som udkom senere samme år.

Gammel vin på nye flasker = årgangsvin
At spille StarCraft: Remastered er meget lige som at sidde og se den restaurerede udgave af Matador i TV. Der er ikke pillet det fjerneste ved selve spillet, hvor den oprindelige spilkode er blevet genbrugt 100%, men al grafikken er blevet opdateret til at understøtte op til 4K Ultra HD og der er lagt ny lyd på spillet – Og ikke mindst så understøtters spillet nu i den nye BattleNet applikation på samme niveau som StarCraft 2. Den eneste funktionelle ændring, der er lavet i forhold til 1998 udgaven, er således at 2017 versionen er understøttet af ”matchmaking” over BattleNet, hvilket i teorien skulle sikre at du bliver sat sammen med modstandere på dit eget niveau og ikke risikerer at rende ind i en fuldtidsprofessionel sydkoreaner.

Vi havde lykkeligt glemt hvor berømt og berygtet StarCraft var for at kræve næsten overmenneskelige evner til at udføre et helt absurd antal handlinger på rekordtid og at forlange at du kan huske læssevis af tastekombinationer udenad. Resultatet var at vi blev brutalt slagtet på få minutter hver gang vi vovede os ud i en online dyst. Men hvis du ikke har ligefrem har ambitioner om en professionel karriere som StarCraft spiller i Sydkorea, kan du også vælge at dykke ned i spillets seks gigantiske singleplayer kampagner der, fuldstændig som resten af spillet, er genskabt ned til allermindste lille detalje.

En nænsomt restaureret klassiker
StarCraft: Remastered henvender sig helt klart til os der har fået StarCraft ind med modermælken. Det er en lang tur ned af nostalgiens vej og en mulighed for at genbesøge nogle fantastiske øjeblikke fra real time strategiens tidlige år. Er du først hoppet med på bølgen med StarCraft 2, eller endnu senere, skal du være opmærksom på at spillet stadig på alle områder føles som et strategispil anno 1998 og at det derfor ikke indeholder mange af de finesser som for eksempel StarCraft 2. Men når det er sagt så er StarCraft, efter næsten 20 år, stadig et fantastisk spil både i multiplayer og singleplayer og et klasseeksempel på hvordan man kan balancere tre vidt forskellige racer.

Når det kommer til at restaurere et spil så det teknisk set kommer op på et nutidigt niveau uden at pille ved det oprindelige spil, så kan det simpelthen ikke gøres bedre end det er gjort med StarCraft: Remastered. Den sidste karakter der mangler for at sende spillet helt til tops på skalaen skyldes ene og alene 19 års slitage og konkurrence. StarCraft er og bliver en af de absolut største klassikere og med den restaurerede udgave har Blizzard sørget for vi kan nyde det i mange år endnu.

Gamesector Anbefaler

Om Jesper Søtofte