Score: 8
Playstation NetworkSteamXbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Virkelig god stemning.
Kan være rigtigt nervepirrende.
Godt strikket sammen.
Kort.
Styringen kan være kluntet

Når stemningsfulde platformere står i kø
Man behøver ikke længe i Little Nightmares’ selskab før man er hevet med af den lidt skæve stil. En lille pige klædt i en stor gul regnjakke med hætten godt trukket op omkring ørene er hovedpersonen. Historieelementet er minimalt. I stedet kastes du – i stil med Playdeads Inside og Limbo – direkte ind i løjerne. Som starten på et mareridt, hvor du ikke rigtigt aner, hvad det er der sker, men hvor du bare ved, at du skal have benene på nakken.

Stemningen er metertyk, og stilen oser unikhed. Du får hurtigt føling med styringen imens du bevæger dig dybere ind i den aparte mareridtsverden. Det er mørkt, fjendtligt og en anelse skræmmende. Som tilfældet var med Playdeads to titler, så er det et ansigtsløst sted befolket af grå skyggeeksistenser. Hovedpersonen – hvis liv er i dine hænder – er et skrøbeligt lille væsen uden kræfter af nogen art. Hun løfter sig ikke meget fra underlaget når hun hopper, hun skutter sig bange og hendes mave kan rumle nok så ynkeligt.

Byttedyr i en skyggeverden
Vejen frem bliver langsomt mere besværlig, hvor flere lag tilføjes til den enkle gådeløsning. Områderne er sjældent alt for store, og mens du fra start dybest set bare skal bevæge dig fra venstre mod højre, så skal du senere aktivere tænkeren med simpel gådeløsning. Det kan være ting, der skal flyttes, dimser, der skal skubbes til eller forhindringer, der skal forceres.

Spillets mere dunkle elementer ligger i de væsner som kryber, kravler og sniger sig rundt i omgivelserne. Her bliver spillet til en aparte gemmeleg, hvor du skal forsøge at holde dig ude af syne fra noget der ellers vil give dig et brat endeligt. Første gang en enorm mareridtslignende babytingest kommer kravlende, og du gemmer dig under en seng for at undvige ved du, at i denne verden er du byttet. Denne fremgangsmåde bliver kopieret og varieret løbende, hvor du det ene øjeblik skal gemme dig og næste øjeblik skal snige dig så hurtigt som muligt for at undvige nogle faretruende fjender.

Elegant historiefortælling
Det er et spil uden mellemsekvenser og tykt udskårne konklusioner. I stedet er det et spil om overlevelse og udforskning, og i din vej gennem spillet – som vil vare dig små fem timers tid – vil du langsomt afdække dine omgivelsers egentlige og ganske gruopvækkende formål. Det er elegant historiefortælling, som står dejligt i modstrid til de store AAA-titler. Spillets levetid er dog lige i underkanten. Der er absolut ingen grund til at løbe igennem dets mørke korridorer mere end én gang.

Den artistiske stil sidder lige i øjet, og er med til at løfte oplevelsen. Hele fornemmelsen af at være en lille pige forstærkes at en god udnyttelse af proportioner. De forskellige monstre har masser af karakter, og det er ofte med tilbageholdt åndedræt, når du ser dem mosle rundt i deres omgivelser, imens du stille ønsker de ikke skal finde dig. Omgivelserne, fjenderne samt dine egne begrænsninger er intelligent forbundet, så det giver en flot helhedsfornemmelse.

Little Nightmares er en medrivende lille oplevelse, som narrativt starter fra nul og langsomt afslører sin hemmelighed. Det er på den korte side, og der er en del frustration med styringen, som godt kan føles upræcis og kluntet – især når du skal være hurtig og tingene er hektiske. Til gengæld har det charme i spandevis, og oplevelsen føles vedkommende mens du er i dets selskab.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen