Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Virkelig god stemning.
Kan være rigtigt nervepirrende.
Musikken er til tider rigtigt god.
Interessant og medrivende historie.
Kluntede kampe.
Svingende sværhedsgrad.
Middelmåde ansigtsanimationer.

Inspireret af de bedste
Det oprindelige Prey var faktisk en rigtigt underholdende titel. Lige fra den lange introduktion, hvor man var på arbejde i en diner i ørkenen – uden der rigtigt skete noget – til det ganske effektive horror / science fiction mix, som udspillede sig, da man først var blevet kidnappet af rumvæsener. Det havde en del friske ideer, med opfindsomme (om end kluntede) våben og et fint spin både på portaler samt tyngdekraft. En decideret efterfølger døde dog under fødslen, men man har nu valgt at give nyt liv til konceptet – om ikke andet så i hvert fald af navn.

Arkane Studios har fået opgaven, og det er et hold som står bag Dishonored samt har veteraner, der har været med til at udvikle klassikere som System Shock og Bioshock. Gruppens baggrund lader sig ikke fornægte, og i løbet af de godt 20 timer Prey tager fra start til slut, vil du finde tydelig inspiration fra samtlige af de nævnte titler. Faktisk er det svært at spille Prey uden at se en række af ens favoritspil stikke deres hoveder frem undervejs: Her kan nemlig også nævnes Halflife 2, Alien Isolation og Deus Ex.

Inspiration er fin, men det kræver mere end det at stå på egne ben. Heldigvis formår Prey langt hen ad vejen at plante sit eget flag. Som en lækker feature har du i noget tid nu haft muligheden for at spille den første time via en demo. Skulle du have gjort det, så er du allerede opmærksom på den ganske opfindsomme fortællemæssige twist, som man støder ind i inden længe. For nu at holde teksten så spoilerfri som muligt, så vil jeg blot sige, at PREY er en fortælling om hvem du egentlig er, leveret med både hukommelsestab, fremmede væsner og science fiction omgivelser.

Stærkt narrativ
Fra starten er det tydeligt, at fortællingen, indlevelsen og omgivelserne er vigtige parametre i Prey. Stemningen er dunkel, og en mystisk person kontakter dig i starten af spillet og kommer løbende med gode råd imens du bevæger dig fremefter i handlingen. Det varer ikke længe inden du render på spillets hovedfjende; de såkaldte Mimics. Det er ret beset et væsen, som mest af alt minder om de klassiske facehuggers fra Aliens. De her kommer bare med et vigtigt twist: De kan nemlig ændre form til hverdagsting, som befinder sig i omgivelserne. Med andre ord, så kan en kaffekop, en stol, et våben eller noget helt andet pludselig ændre form til en sort klump, der springer direkte i fjæset på dig.

Du finder hurtigt ud af, at spillet omfavner survival horror genren samtidig med at der lægges op til opdagelse. Fra starten, kun bevæbnet med en skruenøgle, men senere trods alt både skydevåben og ikke mindst kinetiske evner – er det en dårlig ide at kaste sig ud i kamp med for mange fjender. Mimics er relativt lette at klare alene, men i flok er de grumme og der venter endnu værre skabninger på dig rundt om det næste hjørne. Negativt så er udvalget af fjender ikke særligt imponerende. Dertil så har man valgt at give dig en ledetråd via lyd, når der er Mimics i nærheden. Det er meningen, at det skal skabe spænding – men det bliver hurtigt overgjort.

Lidt inde i spillet får du fingrene i en såkaldt GLOO gun. Det er en rigtigt smart tingest, som skyder nogle slimede klumper, der hurtigt størkner. Undervejs kan det både bruges til at stoppe fremadstormende fjender (tager dog nogle skud) og til at komme op til områder, der ellers var utilgængelige. Det er et smart våben, som igen er med til at understrege, at udviklerne gerne vil have at du tænker lidt ud af boksen.

Et drys rollespil
Det princip køres videre til udviklingen af din hovedperson, hvor du på RPG-light maner har mulighed for løbende at udvikle dine evner. Til dette bruges såkaldte Neuromods, som ligger spredt ud i omgivelserne – så det skader bestemt ikke at gå lidt på eventyr. Her er de fysiske, såsom at bære mere, kunne tåle mere skade og der er de tekniske som gør dig i stand til at omgå sikkerhedsforanstaltninger. Mulighederne bliver så yderligere forstærket af, at du senere i spillet også kan få samme evner som de fjender du er oppe imod. Ja, du kan altså også transformere dig selv om til at kaffekrus.

Fortællingen er generelt både interessant og medrivende. Det er virkeligt lykkedes at give omgivelserne samt de mange personer (levende og døde) som befandt sig der både dybde og kulør. Det er yderligere en faktor, som gør at det giver mening at udforske og opdage de små historiebidder der er med til at samle det store puslespil.

Desværre er selve kampene ikke specielt fantastiske. Styringen virker kluntet og våbnene ligeså. Især på konsol er det uhensigtsmæssigt med de ekstremt hurtige Mimics, en controller samt meget lidt liv. Man kan selvfølgelig sige at det er survival horror, og man skal føle sig sårbar – men det bortforklarer stadig ikke at det føles kluntet og til tider også let frustrerende. Indrømmet: Det bliver bedre, når du senere får nye kræfter, men overgangen til dette er for lang.

Grafisk er det heller ikke en banebrydende oplevelse. Især figurerne står meget udetaljerede, med gustne, livløse ansigtsudtryk (Mass Effect Andromeda anyone?). Omgivelserne er trods alt bedre, og det er lykkedes at skabe nogle rigtigt interessante steder for dig at gå på opdagelse. Samtidig vender man undervejs tingene lidt på hovedet nogle gange, hvilket efterfølgende fremstår rigtigt mindeværdigt. Lyden er også pænt over middel – ud over at man bruger nogle lydeffekter lidt for ofte – så formår udviklerne at mikse det rigtigt godt op med fin variation og opspil til intense situationer.

Prey er en blandet pose bolsjer, som heldigvis bæres et langt stykke ad vejen grundet en god historie, spændende personer og et plot som vendes elegant på hovedet undervejs. Man opfordres til opdagelse på en facon, hvor selv det at man tvinges til at backtracke ikke føles alt for ærgerligt. Der er skønhedsfejl, hvor en svingende sværhedsgrad, et lille udvalg af fjender samt en kluntet styring er de værste. Heldigvis er det ikke nok til at fjerne underholdningen fra et spil, som vi er sikker på du vil nyde – især hvis du er fan af de spil som ligger som inspiration.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen