Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Violence
PositivtNegativt
Flot og varieret singleplayer-kampagne.
Det visuelle er i topform.
Teknisk velfungerende gameplay.
Fantastisk mange timers onlinekampe.
De mange muligheder for customization.
Lidt kort singleplayer kampagne.
Peer-to-peer netværk er et dårligt valg.

Blod, sved og disconnect
De høje dundrende råb laver ekko mellem klipperne, mens vi forsøger at indtage borgen lige foran os. Den er bygget med dette ene formål for øje – at holde barbarer som os ude, og helst sikre minimale tab på indersiden af fæstningen, og så meget som muligt det modsatte på ydersiden. Men oddsene er friske, og vi har valgt den fornuftige strategi, at medbringe en alt andet end lille rambuk. Kampene bølger frem og tilbage, og selvom modstanden på tegnebrættet burde være sikkert indenfor murerne, så angribes vi konstant af fjender i større og mindre flokke. Kom frisk I modige krigere. Bueskytter på de omkringliggende højdedrag gør ikke missionen nemmere, og som den pligtopfyldende kriger jeg er, så drøner jeg frem og tilbage mellem de forskellige områder. Til sidst er modstand ligegyldig, og vi får vores rambuk frem til den rette afstand. Råbene fra alles struber når maksimum, og slagfrasen ”FOR ÆRE” nærmest ringer i alles ører. Velkommen til blod, sved og disconnect; velkommen til spillet ”For Honor”.

Lad os med det samme slå en ting fast – For Honor er en fuldfed multiplayeroplevelse. Ingen vej udenom det. Spillet har nu snurret i min Xbox One i langt over en måned, og ikke overraskende, så er det meste af denne tid blevet brugt i multiplaydelen. Spiltyper som ”Dominion”, ”Deathmatch” og ”Duel and Brawl” er tidsrøvere af bedste rank. Men lad os spole tilbage, og starte der hvor min tid med spillet begyndte – ved singleplayerdelen af oplevelsen. Som så mange andre spil, hvor hovedformålet er en multiplayeroplevelse, så kan singleplayerdelen virke som en lang tutorial. Dette var mit indtryk de første par timer i selskab med singledelen, hvorefter spille begyndte at vokse på mig.

Vi snakker ikke stor historiefortælling, og ønsker man endeligt at forsøge at finde lidt hoved og hale i løjerne, så ender det med noget rod. Riddere, samuraier og vikinger i en historie, som aldrig bliver rigtig vedrørende. Men det er egentligt også irrelevant, når spillet brager ud af fladskærmen og hiver en med i altopslugende slagscener. Historiedelen er opdelt i en del, dedikeret til de tre klasser af krigere, og vi ignorerer ulogiske fænomener som forskellige tidsaldre og markant geografisk separation af disse. Det hele smelter sammen i store slag, og lange kampscener, hvor hænderne kommer godt ud i krogene af ens controller, mens man i tredjepersonsperspektiv kæmper for livet på skærmen.

Kræver træning – megen træning
Gameplayet er bygget op om simple funktioner som angreb og forsvar. Ret hurtigt bliver det hele dog ret kompliceret, og man skal ikke slippe spillet i mange dage, før man er en anelse sat igen. Det kræver øvelse det her. Men heldigvis så udmønter en investering i mekanismerne sig i en stor tilfredsstillelse, når en stor bossfight ender ud til ens fordel efter kryptiske kombinationer af angreb. Der er forskellige våben – og man spiller en vifte af forskellige karakterer i singleplayerdelen. Det hele er pakket ind i en flot afpudset grafik, og et lydtæppe af råb og lyde af stål mod stål. Ingen grund til at klage her. Historiedelen af For Honor underholdt mig hele vejen igennem, og jeg fandt turen både varieret og udfordrende. Horder af fjender – eller enkelte ildelugtende cheftyper.

Enkelte af missionerne fungerer faktisk så godt, at jeg endte med at spille dem flere gange. Udover underholdningsfaktoren i dette, så kan man gøre dette for at optjene mere erfaring – og herigennem låse op for flere ting til ens karakter. Dette kan være evner såvel som udstyr. En af de mest underholdende elementer her er de såkaldte ”Feats”. Dette er særlige evner, som man kan optjene – og herigennem blive mærkbart stærkere. Dette gør, at man kan genbesøge vanskelige missioner, og her endda sætte sværhedsgraden op. Hvor frygten kunne være en lang singleplayer-tutorial-oplevelse, så er dette meget mere. Singleplayer-delen er også udstyret med et levelsystem, hvilket er endnu et incitament til at svinge sværdet samme sted flere gange. Skal der smides lidt malurt i en ellers fin oplevelse, så er historien ikke særlig lang – og selvom kvalitet stort set altid vægter højere end kvantitet, så trækker dette desværre ned.

Multipayer er hvor det sner
Men græd ej, nu kommer vi til spillets egentlige kerne. Starten på en ny spilserie – og her hvor næsten alle kræfterne er lagt under udviklingen. Multiplayerdelen. Der er så absolut ingen tvivl om, at For Honor er tænkt som et multiplayerspil. Vi snakker Call of Duty med køller, spyd og sværd. Så selvom der er en lille charmebøf af en singleplayerdel, så er hovednavnet på festivalen de store kampe online. Men desværre er alt ikke konfettikanoner og rosende ord her. Der er mere bismag i retten. Endda så meget, at det ødelægger store dele. Online-kampene afvikles via såkaldt peer-to-peer fremfor dedikerede centrale servere. Dette er der i nærværende tilfælde ikke meget godt at sige om. Utroligt mange kampe afbrydes, når spilleren der ”ejer” spilseancen bliver tøsefornærmet over at få bank, og herefter forlader spillet. I bedste tilfælde kommer der så en pause, hvorefter spillet fortsætter med en ny styrmand. I alle andre, og langt mere hyppige tilfælde, så stopper kampen brat, og spillerne smides tilbage til hovedmenuerne. Det er himmelråbende ringe. Disconnect – du tøjte alle spillere hader!

Men når spillet fungerer, så er man næsten tilbøjelig til at tilgive skænderierne. Timerne flyver afsted, og man kan nemt smide utroligt lange stunder i selskab med de mange online kampe. Jeg forelskede mig særligt i spilformen ”Dominion”, hvor man er hold af fire mod fire krigere, der skal erobre tre zoner på forskellige maps. Kampene bølger frem og tilbage, og det bliver hurtigt en fin strategisk oplevelse blandet op i en høj frekvens af hektiske kampe. Mellem hver kamp får man tildelt loot, som kan bruges på ens karakter. De er alt fra rent kosmetiske, over til våben- og rustningsopgraderinger. Hvis ikke selve kampene skulle være afhængighedsskabende nok, så er her endnu et element. Der går ren udklædningsdukke i den, og jeg endte med at bruge mange timer i selskab med customizations-delen af onlinespillet. Her render vi så ind i et af de områder, som folk har råbt mest op om. Man kan tilkøbe sig ting, og herigennem altså også forskellige opgraderinger. Åh nej, paytowin er ved at overtage hele kloden! Flygt, mens I kan.

Lad os gribe fat i den del en stund. Ja, man oplever folk, der er stærkere end en selv. Men det er vel ikke specielt overraskende medmindre man kalder sig professionel gamer i bedste Sidney Lee stil. Der vil nu altid være en eller et par tusinde teenagere, som har muret sig inde, og herefter fået foderet leveret under døren til værelset. Fred være med det. Jeg begyndte faktisk at være den bedste på holdet – og endda vinde mange kampe i træk efter en periode med spillet. Man kan udføre daglige ordrer, hvorigennem man udover at deltage i kampene kan skabe indtjening nok til at købe nyt udstyr. Jeg fandt modellen med køb for rigtige penge helt fin, og oplevede ikke store ulemper ved at være en pinlig nærigmikkel, som jeg nu en gang er i sådanne type spil.

Når jeg virkeligt følte behov for at få en omgang bank og buksevand, så startede jeg ”Duel and Brawl” spiltypen op. Her er man to mod to eller en mod en i duellignende kampe. Det hele er barberet ned til de rene dansende kampe på skærmen. Jeg fik typisk ikke et ben til jorden her, så ret hurtigt blev det stemplet som for hårdt for denne anmelder – og jeg krøb forslået tilbage til Dominion, hvor jeg i det mindste vinder kampe og føler jeg er andet end en belastning for mig selv og mine medspillere.

For Honor kan uden tvivl noget. Det er det spil, som jeg aldrig har vidst, at jeg savnede. Flotte kampe i velpolerede verdener og mandehørm til op over Runde Tårn. Det er fantastisk. Gadekrydset mellem Streetfighter og Call of Duty er efterladt på dørtrinnet og der er banket på. Jeg har intet problem med at tage imod, og adopterer meget gerne denne lille ny i spilfamilien. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se flere spil i serien – og der er ligeså lidt tvivl om, at jeg kommer til at være tilstede, når det sket. Jeg vil dog insisterende krydse fingre for, at de dropper det elendige peer-to-peer koncept, og skaber en ordentlig, stabil og flydende onlineoplevelse. Sker dette så bliver dette en kæmpe spilserie, som vil bestå i mange mange år ud i fremtiden.

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.