Score: 7
SteamVirtual Reality
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PositivtNegativt
God styring.
En underholdende kampagne.
Mulighed for at spille med en ven.
Fin humor
En del genbrug.
Lidt tekniske småfejl.

The (Arizona) Walking Dead
VR er stadig et ungt medie, hvor en stor del af de spil, der indtil videre er ankommet mest af alt er glorificerede techdemoer eller spil som bare er smidt ud påklistret diverse populære modeord. Zombier og FPS er i allerhøjeste grad to af disse, så umiddelbart kunne man sagtens frygte lidt, at det måske kunne være en overfladisk udgivelse. Heldigvis er det tydeligt, at Vertigo Games er gået til stålet med iver og entusiasme. Resultatet er et ganske medrivende spil.

Der går ikke længe efter du er startet spillet op, inden det første hoved kommer rullende på jorden mod dig. Det lægger tonen af til en oplevelse, som aldrig tager sig selv alt for seriøs. Zombierne er overalt, du er en af få overlevende og planen er, at det skal du også være ved spillets ende. Du starter med solen badende ned over dig, i Arizonas udørk. Snart har du en pistol i hånden, og de første zombier stavrer mod dig. Du vænner dig hurtigt til både at skyde og lade, og vil fange dig selv i at lukke det ene øje imens du sigter ned ad løbet på din pistol.

Vejen frem er ensom. Den fører dig gennem dale, op af bakker, forbi skrænter, forladte byer og mørke grotter. Modsat mange andre VR skydespil er der her et forsøg på historiefortælling. Ikke noget som vil vinde nogle priser, men i stedet et forløb som er båret af vores hovedperson. På hans rejse – som varer 24 timer – vil du høre et hav af smarte bemærkninger, der er med til at give det hele kulør. Det er ikke altid lige sjovt eller vel timet, men overordnet fungerer det faktisk rigtigt godt til at give dig en illusion af, at det er en reel person du styrer.

På din vej igennem historien er der mulighed for at finde op til 24 forskellige våben, som er variationer over pistoler og automatvåben. Der er en meget logisk sammenhæng mellem bedre våben spillets sværhedsgrad – find et nyt og bedre våben samtidig med at spillet skruer op for horden af fjender og dermed sværhedsgraden. Du glemmer hurtigt alt om tid og sted imens du kaster dig panisk rundt, og forsøger at meje en gruppe zombier ned med din UZI samtidig med at du kaster en granat efter en anden gruppe af udøde.

God plads til ensformige zombier
Især i starten er du ofte i åbne omgivelser, og her får du testet pladsen hvis du kører Room Scale. Spillet inviterer til, at du bevæger dig og kombinerer du det med at teleportere dig rundt, så varer det ingen tid, inden du får testet de usynlige vægge. Spillet fungerer reelt set bedre, hvis du enten sætter dig eller alternativt er orienteret fremadrettet, og kun bruger dine controllere til transport – men så mister du selvfølgelig også lidt af indlevelsen.

Teknisk er det generelt en ganske flot titel, hvor især opfindsomheden i baggrundene samt den glimrende udnyttelse af lys er god. Detaljegraden på dine våben og på de levende døde er tilsvarende fin. Negativt så er der en høj grad af genbrug, hvor der tilsyneladende er mange enæggede tvillinger i det område du tumler rundt i. Det samme gør sig gældende i de i forvejen spartansk indrettede huse du kommer forbi, hvor alle indbyggere tilsyneladende har haft samme møbelleverandør. Der er også eksempler på situationer hvor genstande klipper ind i hinanden, men overordnet set fungerede det alligevel glimrende.

Som supplement til den glimrende kampagne, kan man vælge at kaste sig ud i en gang hordemode med en ven. Det fungerer rigtigt godt, og er klart med til at give en ekstra dimension. Set som pakke er der altså en rigtigt gavmild mængde underholdning, der også gør at det føles som et færdigt spil. Her er spænding, humor, våben og en masse zombier der skal fjernes fra klodens overflade. Bestemt et af de bedre titler til at teste sit VR sæt.

Om Alan Vittarp Rasmussen