Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI SexPEGI Violence
PositivtNegativt
Fornemmelse af opdagelse.
Kampene kan være medrivende.
Kæmpe verden man kan opdage.
Multiplayer er ganske underholdende.
Et hav af fejl.
Spillet føles skabelonskåret – uden sjæl.
Historien og især sidemissionerne griber ikke.
Man mangler en fornemmelse af at man selv former figurerne.

En læææææænge ventet efterfølger
Bioware har længe været en magtfaktor, når det har drejet sig om digitale rollespil. De har taget os på eventyrlige og fantastiske rejser med spil som Baldur’s Gate, Knights of the old Republic, Dragon Age og ikke mindst Mass Effect. I sidstnævnte fulgte vi Commander Shepard i en eventyrligt rejse over tre kapitler, som – en noget omdiskuteret endeligt til trods – var en meget positiv oplevelse, med flere historiemæssige højdepunkter.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Mass Effect Andromeda er en yderst ambitiøs titel. Man har fra starten af været opmærksom på, at det bliver et ekstremt vigtigt reboot, hvor det var vigtigt at man gav brugerne en åben, medrivende oplevelse. Der er heller ikke nogen tvivl om, at mange af de ønsker man kunne have til en sådan, er blevet indfriet. Desværre er afpudsningen slet ikke god nok, og det endelig produkt lider af en række mangler.

Shepard v. 2.0
Historiemæssigt følger vi Ryder. En utroligt ukarismatisk ung M/K, som i spillets start vågner op på et stort rumskib. Du kastes her direkte ind i begivenhederne, og finder hurtigt ud af, at du er på et koloniseringsskib, som har været på en 600 års lang rejse for at finde nye ”gyldne” planeter, som kan indtræde som en ny moder jord for den befolkning, der ligger i cryo-søvn i skibet.

Intet går selvfølgelig, som det skal, og de planeter man troede var beboelige er nu ramt af en ukendt fjende. Du skal nu på jagt i en ny galakse, hvor et rumskib står som din trofaste ganger, imens nye folk tilslutter sig dit ulige slæng. Her er igen et bredt spektre af universets racer (som der ikke bliver udvidet synderligt på). Desværre er det stereotyper, hvor man lidt mangler de fede personligheder, der gjorde forgængerne så unikke. Der er personlige missioner for dem alle, som skal give dem kulør – men som helhed er de bare grå i grå, og du kommer aldrig rigtigt ind under huden på dem.

Hovedforløbet har i sin essens en række spændende elementer, og hele ideen om at rejse rundt mellem planeter og afdække mysteriet omkring en fremmed race og ubeboelige klimaer er interessant på papiret. Noget hen ad vejen er det også tilfældet i praksis. Der er klart et element af opdagelsesrejsende i begivenhederne, imens man traver eller kører igennem mere eller mindre eksotisk fremmede omgivelser. Det gør sig især gældende, når man bevæger sig ind i the Remnants glorværdige byggerier.

Papirstynd illusion
Desværre er selve illusionen omkring egen indflydelse papirstynd. Missionerne er meget lineære, hvor skabelonen er: bevæg sig fra A til B og skyd fjender som generelt dukker frem umiddelbart i forlængelse af at du har enten trykket på en knap eller forceret en forhindring - det bliver så krydret med lidt hoppesekvenser fra tid til anden.

Limen, der binder dette sammen, er rigeligt med dialog og mellemsekvenser, hvor man fra dialogtræet nu spiller på fire forskellige sindstilstande i stedet for de to yderpunkter (paragon og renegade), som tidligere var omdrejningspunktet. Flere muligheder lyder igen bedre på papir, men i dette tilfælde ender det med at blive meget leverpostejs brunt end varieret og spændende. Dine valg gør ikke den store forskel, og du føler ikke at du udvikler dig i en given (måske lidt firkantet) retning. Det gør i sidste ende, at dialogen føles tung og i nogen instans overflødig.

Kampene fungerer bedre, og der er både et element af action samt taktik når fjenderne kaster sig over dig. Du kan give simple ordrer til dine medsammensvorne, imens du selv skyder til højre og venstre. På klassisk RPG-light maner stiger du i level, og får herved point du kan bruge på at blive bedre på en række områder. Det giver noget kulør, ren kampmæssigt, til din ellers småkedelige hovedperson. Udvalget af ekstra offensive evner er ganske bredt, og valget føles interessant nok til at sænke lidt tid i. Du kan ydermere udvikle resten af banden, hvis du ellers har lyst til selv at styre alle detaljer.

Den store skuffelse
En af spillets store udfordringer er, at sådan en åben verden afhænger meget af den finish man giver den – ellers vil det runge meget hult. Andromeda har tydeligvis ikke været færdigt da man udgav det, og det resulterer i et hav af tekniske fejl. En ting er animationen af folks ansigter, som der har været skrevet meget om på nettet, og hvor en søgning vil give ganske sjove resultater. Noget andet er ufærdige områder, personer der sidder fast i omgivelserne, sekvenser hvor man ikke kan komme videre uden at genstarte og en yderligere perlerække af glæder og fornøjelser. Det er selvfølgelig nogen man har set ved spiltestning, og alligevel smider man spillet på gaden – det er bare ikke godt nok.

Pakken sluttes af med en ganske udmærket co-op del. Det minder en del om det vi så i forgængeren, med et hold på fire, som skal overleve i en form for horde mode. Du får erfaring ved at kæmpe, og du kan også her udvikle din figur. Dertil er der, selvfølgelig fristes man til at sige, proppet mikrotransaktioner med i pakken, så du kan købe ekstra grej og våben. Det er egentlig meget underholdende, men føles alligevel som om, det er lidt forældet i forhold til den hårde konkurrence.

Andromeda er en underlig størrelse. Det er et spil som vi vitterligt havde glædet os til, og som vi af hjertet ønskede at elske. Derfor er skuffelsen over slutproduktet også mere slående. Her er bestemt ting at holde af. Grafikken er til tider ganske flot – især når det drejer sig om fremmede arkitekturer. Kampene kan være medrivende og man kan få en fornemmelse af opdagelse og eventyr. Desværre rives det hele flere niveauer ned, af et slutprodukt, der bare ikke er færdigt. Her er fejl en masse, underlige animationer, uendeligt kedelige sidemissioner og et spil, der føles meget skabelonskåret. En massiv update vil give liv, men det får nok svært ved at puste en sjæl ind den nu livløse krop.

Om Alan Vittarp Rasmussen