Score: 6
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PositivtNegativt
Masser af fan service for Warhammer 40K fans
Smager lidt af Final Liberation
Hurtig og nemt at gå til
Langsomt at sætte multiplayer op
Kedelig grafik
Ensformige kampe
Små fejl

Orkerne kommer igen for Gud ved hvilken gang
Vi har efterhånden oplevet en del forsøg på at genskabe den kaotiske action og det helt overgearede arsenal af våben og krigsmaskiner, der kendetegner Warhammer 40.000 universet. Senest blev vi godt og grundigt skuffet over Warhammer 40.000: Armageddon, der ikke rigtig formåede at fungere – hverken som et strategispil eller som et forsøg på at genskabe stemningen fra figurspillet. Nu har det relativt ukendte, for os i hvert fald, skotske spilstudie Straylight så fået chancen og de har kigget i retning af tidligere tiders Warhammer 40.000 spil for inspiration. Nærmere bestemt har de skabt et trækbaseret strategispil, der på mange måder smager af det klassiske Final Liberation: Epic Warhammer 40.000. Hvis du ikke har hørt om det er du lovligt undskyldt – det udkom i 1997, men i modsætning til mange efterfølgende Warhammer 40.000 spil, så var det faktisk ”ikke så ringe endda” som man siger herovre i Jylland.

Sanctus Reach er naturligvis ikke et ”Epic” spil som sådan (selvom der er køretøjer og store walkers med i nogle missioner). I spillet kommanderer du rundt med grupper af fodfolk og enkelte køretøjer eller Dreagnoughts i en kampagne for at forsvare Sanctus Reach, der åbenbart er en planet, fra angribende rum-orker (ja det er en ting!). Præcis som i Warhammer 40.000 Armageddon har udviklerne glemt at inkludere et plot eller bare skyggen af en historie. Så vi antager at orker bare godt kan lide vold (og muligvis kokain – det med vold er i hvert fald helt sikkert) og hvad deraf følger og som kommandør for en deling Space Marines, nærmere bestemt Space Wolves, er det din opgave at byde orkerne op til dans.

Spillet byder på to kampagner og forskellige muligheder for at spille multiplayer. Kampagnerne er blot en perlerække af tilfældigt genererede missioner kombineret med nogle ganske få ”store” og prædesignede missioner. Der er således ingen historie i dem, men du kan dog optjene erfaring til dine enheder og dermed få befriet nyt udstyr til dem mellem slagene, så der er en flig af kontinuitet mellem kampene.

Køb-og-smid-væk hær
Før hvert slag får du lov til at købe din styrke. Desværre vælger spillet hvilke enheder du kan få lov at vælge imellem, så der er ikke frit slag i bolledejen – hvilket er utroligt frustrerende, hvis du i en af de prædesignede missioner har tjent en masse XP til f.eks. en gruppe Terminator Marines og du så ikke efterfølgende får lov til at benytte dem i de tilfældigt genererede kampe. Paletten af enheder er relativ ”traditionel” set med Warhammer 40.000 briller – der er grupper af Space Marines, tunge våben, nærkampssoldater, kommandører samt lette køretøjer. Senere i missionerne eller i multiplayer får du også adgang til mere destruktivt material i form af kampvogne, fly, artilleri og de gigantiske ”Titans”. Hver enhed er typisk på en til fem mand eller et enkelt køretøj, så det er relativt små styrker du ender med at kommandere.

Kampene er som sagt trækbaserede. De tilfældigt genererede missioner er altid en af tre typer: enten angriber du, forsvarer dig eller også mødes siderne på midten af kortet til et voldsorgie. Den side der har flest Victory Points under kontrol efter nogle få runder vinder. Det gør slagene til hurtige og intense aktioner, hvilket faktisk er ganske fornøjeligt og da du sjældent har mere end 10-15 enheder at flytte med er der godt tempo i spillets action.

Stadig masser af ”udfordringer” (læs: problemer)
Selvom slagene er tilfældigt genererede og der er godt tempo i kampene, så bliver spillet nemt lidt ensformigt. De taktiske udfoldelsesmuligheder føles temmelig begrænsede og mutliplayer kampe er langsommelige og besværlige at få startet. De to single player kampagner virker som endeløse gentagelser af de samme scenarier, hvor modstanderen er en gruppe selvmorderiske fæhoveder, der, takket være en retarderet AI, kun kan finde ud af at frontalangribe dine stillinger igen og igen – selv når de burde forsvare.

Interfacet er en smule kluntet. Især når du af uforklarlige årsager ikke får lov til at udføre de handlinger du gerne vil, uden nogen synderlig begrundelser for hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Desuden kan det være svært at gennemskue hvor på kortet en enhed kan stå i dækning og om den overhovedet kan få lov til at så på et felt, hvor der f.eks. også er en rest af en mur, en olietønde eller noget tredje. Nogle gange blokerer det for hele feltet – andre gange giver det dækning. Forvirrende og irriterende.

Slutteligt er det værd at dvæle ved grafikken. Nu sammenlignede jeg tidligere spillet med Final Liberation – og kan man virkelig også sige om grafikken – at den ligner noget fra 1997. Den er gnidret, ensformig, grå og kedelig.

Warhammer 40.000: Sanctus Reach har bestemt sine øjeblikke og for Warhammer 40K fans er det et nostalgisk og respektfuldt nik i retning af klassikeren Final Liberation. Spillet er markant bedre end Warhammer 40.000 Armageddon, men det siger måske ikke så meget. Dog kan Sanctus Reach ikke løbe fra de problemer som spillet har. De vil nok betyde, at spillet ikke bliver andet end et nicheprodukt for de absolut største fans af universet. Noget stort strategispil er det i hvert fald ikke.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).