Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
God dialog.
Episke kampe mod kæmpe bosser.
Især grotterne er flotte.
(næsten) åben verden.
Historien mangler vigtige dele.
Verden ikke så åben som man kunne ønske.
Bildelen virker forceret.

10 år undervejs
Som med alle længerevarende serier, så har der selv sagt været dybe forventninger til nyeste kapitel af Final Fantasy. En ikonisk serie, der om noget har været med til at holde JRPG på landkortet, men også en kolos på lerfødder som tydeligvis har haft svært ved at forny sig. Udviklingstiden af udspil XV har været lang. Med sin spæde start helt tilbage i 2006 nåede vi altså at passere de 10 år i vælten. Det er naturligvis noget, der mærkes, når man sidder med slutproduktet, og kan mærke ambitionerne, begrænsninger og de løbende teknologiske frihedsgrader, som har afsløret sig for udviklerne.

Oplægget til spillet har været en fantasi baseret på virkeligheden. Med andre ord et eventyr som udspiller sig i en virkelighedstro verden – flere af stederne er decideret løftet direkte fra eksempelvis Japan, Italien og Bahamas. Her følger du den primære hovedperson Noctis i hans personlighedsrejse fra prins til konge. Det i selskab med hans tre kammerater, der i en fortælling som strækker sig over 10 år, følger og støtter deres ven. Det hele er pakket ind som en roadmovie, med masser af vestlig inspiration, hvor en lækker sort slæde lægger hjul til kvartettens vej over det dæmon og andet godtfolk befængte land.

Introen tager et spin på spillets tidsaspekt, og viser en sekvens som man hurtigt finder ud af er fremtid i universet. Snart hopper vi tilbage i tiden, og sagaens udgangspunkt, som sender spillets fire glade drenge afsted på eventyr og lader Noctis’ far give ham lidt gode tip med på rejsen. Det varer dog ikke længe før eventyrernes fartøj bryder sammen under den ubarmhjertige sol, og så får du din første chance for at stifte bekendtskab med spillets styring (hvis du vel at mærke ikke valgte, at tage favntag med spillets tutorial først.)

Begrænset Frihed – er det en ting ?
I FF XV åbnes vidderne i et langt mere åbent miljø end hidtil. Ambitionerne er tydelige, og har fra starten været store. Et eller andet sted i det lange udviklingshelvede er de desværre blevet overhalet af konkurrenterne, og slutproduktet lander lidt bag ved fronten. Umiddelbart får du frie hænder til at udforske omgivelserne enten på togt mod at besejre spillets overordnede historie eller alternativt på jagt efter monstre.

Ret beset sker det dog i hubs, som din bil – på relativ knudret facon – agerer fartøj mellem. Hele systemet føles noget tungt. Enten når du selv sidder stationær i en bil, der triller som på en snor mellem to områder eller alternativt når du selv sidder bag rattet, og bliver trukket afsted af selv samme snor. Formålet med køreturene, ud over at hente de nye områder ind, er at binde gruppen tættere sammen. Noget der sker ved ganske glimrende dialog, tant og fjas de fire unge mænd imellem. Ideen er fin på papiret, men udførelsen føles noget forceret.

Stærkt kampsystem - som forventet
Kampene er spillets egentlige omdrejningspunkt. Det imod et hav af fjender, minibosser og rigtige bosser. Variationen og opfindsomheden er rigtigt god, og når du først får tillært dig nogle flere færdigheder, så føles det også berigende. Der skiftes mellem et forsøg på at drukne dig i flokke af fjender og udfordre dig med at gennemskue bossernes mønstre. Begge ting fungerer godt. Du kan løbende veksle mellem realtime eller stoppe kampen og komme med ændringer. Efter lidt tilvænning fungerer det også glimrende, og du får presset mere ud af de enkeltes individuelle muligheder.

Noctis er igen det primære omdrejningspunkt, og den eneste du kan styre 100%, samt ham du kan udvikle mest. De andre er mere supplement, hvor du kan vælge at aktivere deres særlige egenskaber på givne tidspunkter i kampene. Det er lidt ærgerligt, at man ikke har bedre adgang til de andre i gruppen. Især fordi du heller ikke får mulighed for at skifte ud i truppen undervejs. Vel bliver det essentielt at bruge hele gruppens evner – især senere i spillet – men det føles som du styrer Noctis samt sidekicks, og ikke som om det er en homogen gruppe.

Illusionen om den åbne verden
Selv om det er et forsøg på at skabe en åben verden, så føles din lange rejse alligevel noget lineær. Dagscyklus, et hav af sidemissioner (som dog primært går ud på at tæve X bæster) samt en geografisk stor verden giver kun en svag illusion af åbenhed. Heldigvis er motoren nedenunder stærk, og behovet for bedre udstyr giver et incitament til at tampe igennem sidemissionerne. Lader du dig så også først vinde over af dialogen mellem heltene, så begynder det hele at føles som et betydende eventyr.

Teknisk er spillet virkelig flot. Man har meget nænsomt kælet for både figurer, omgivelser samt monstre. Især sidstnævnte træder frem i spillets sidste halvdel, hvor du vil komme til at kæmpe mod nogle ganske episke bæster – det heldigvis bevæbnet med glimtende, legendariske våben samt et inferno af magi. Historien er også god, men desværre er den ikke fyldestgørende. En masse fyldstof er flyttet ud af spillet og bliver suppleret på andre måder (såsom i CG film format). Det gør nogle gange forløbet usammenhængende, og kan introducere tilsyneladende vigtige figurer bare for at lade dem forsvinde ud i ingenting igen.

Final Fantasy XV er en titel som har været længe undervejs – nok også for længe. Det er dog lykkedes at sy enkeltdelene sammen på en måde så det ikke ender ud som Frankensteins monster. Dertil er hjertet alt for godartet. Det er en fængende rejse, hvor tålmodighed vil åbne op for en ganske episk afslutning. Uanset om du er tidligere fan af serien eller ej, så vil folk med lyst til lidt let JRPG agtigt eventyr finde glæde sammen med Noctis og venner.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen