Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Meget indhold.
Store åbne baner.
Survival spilmode.
Flot grafik og stemningsfyldt lydspor.
Tekniske problemer (testet på Xbox One).
Ringe AI.
Manglende historie.
Kedeligt udvalg af våben.

For spawn-campere
Er du typen, som camperer oppe på en bjergside med en sniperriffel i forskellige krigsspil, så skal du spidse ører nu. Karl Fairburne er tilbage, og nu skal tyskerne i det sydlige Italien nedkæmpes med skud fra skjulte positioner. Massemordet er krydret med forskellige dødbringende gadgets, så du får lidt variation. Sniper Elite-spilserien er ude med fjerde kapitel, og 2. Verdenskrig skal igen forsøges afsluttet gennem skud affyret fra Karl´s riffel.

Jeg har altid haft en svaghed for sniperspil, og de strategiske overvejelser der ligger bag en succesfuld karriere som skarpskytte. Det rolige spilliv som kratlusker kombineret med de sadistiske killshots, som i mange år har været en del af pensummet i denne spilkategori. Det eneste som kan trække luft ud af ballonen er det faktum, at det er svært at skabe en varieret spiloplevelse, når eneste basis er et liv som riffelbeklædt skygge. Faktisk har netop dette, været min primære anklage mod de tidligere spil i Sniper Elite-spilserien. Det blev hurtigt ret ensformigt, og handling og aktiondelene blev gentaget og med tyngde på niveau med en daggammel candyflush fra Tivoli. Spil som skulle ordnes i små bider. Det lille daglige fix af morbid hverdagsflugt.

Stor frihed og masser af valg
Det var derfor uden de helt store forventninger, at jeg igen indtog rollen som Hr. Fairburne. Et virtuel parallelliv udlevet i tredjepersonsperspektiv, med indlagte sekvenser af klassisk førstepersons pletskydning. Singleplayeroplevelsen kan smides afsted i en del forskellige styrker, og hele fire sværhedsgrader plus en custom funktion var mine første valgmuligheder. Normalsværhedsgraden blev mit udgangspunkt, men allerede efter første mission, hævede jeg barren til ”hard”. Grunden hertil var bundet i en lyst til at være længere tid på banerne, og rigtig blive udfordret. Det stikker altså allerede nu meget modsat af de monotone og gentagende spiloplevelser fra fortiden. Lad mig forklare hvorfor.

Spillets ti missioner forgår alle på store baner, hvor ens frihed er tæt på optimal. Man skal hele tiden foretage strategiske valg, og tidligere tiders meget lineære oplevelser er væk. Man mærker virkelig friheden, og der er mængder af forskellige måder at gennemføre hovedopgaverne på. Udover disse, har hver mission et udvalg af forskellige sidemissioner, som kan forøge ens XP høst. Jeg endte med at bruge mere end to timer på første mission, og markant mere på senere missioner, hvor sværhedsgraden så også var hævet lidt. Skal jeg satse på at klatre op i kirketårnet og tage alle, eller skal jeg lave et interimistisk bagholdsangreb med personelminer og fælder?

Udover ens sniperriffel, så kan man slæbe utrolige mængder andre gadgets med rundt. Der er plads til to andre skydevåben, typisk en pistol og et maskingevær, og herudover kan rygsækken fyldes med miner, granater og andet dødbringende underholdning. I flere dele af spillet bliver brugen af dette central, når man eksempelvis skal i krig mod tanks og andet mere voksent udstyr. Men det kan også bruges til at lave regulære fælder. Når man bliver opdaget af fjenderne, så fastlåses en skabelon af Karl på den sidste kendte position. Helt klassisk. Dette sted er herefter en honningkrukke for de små nazi-bier, der vil forsøge at udslette dig. Dette kan udnyttes til at lave fælder. Hvor personalminer med mere bringes i spil. Man kan endvidere lave booby traps i forbindelse med eksempelvis lig af nedlagte fjender. Alt sammen meget underholdende, og kombineret med banernes enorme størrelse medvirkende til en tyk og varieret singleplayer-oplevelse. Borte er tidligere tiders hurtige anslag af kedsomhed. Det er sprødt, friskt og forbandet underholdende. Der er klart råderum for at spille de samme missioner igen og igen – og stadig få vidt forskellige spiloplevelser ud af det.

Stadig plads til forbedringer
Der er dog stadig nogle valg i singleplayerdelen, som undrer mig en del. Et spil af denne type er selvfølgelig skrevet omkring ens sniperriffel. Der findes et par forkølede muligheder for at opgradere den, men intet der virkeligt batter – eller bare kan mærkes en smule. Man kan finde, købe og låse op for andre rifler, men absurd nok, så er ens udgangsvåben stadig det stærkeste. Det er et sært valg – netop da spillet taler til folk med en blid grad af våbenfetichisme. Dine andre våben har et lidt større spænd, men de bruges omvendt ikke så tit. Her er råderum for at få rettet lidt op på en spiloplevelse, som ellers har taget mileskridt fremad siden sidste kapitel.

Endnu en ting, der nemt kan arbejdes på, er selve historien bag de mange skud fra skyggen. Den er pænt intetsigende, og bliver aldrig andet end et par minutter, som skal overstås mellem de forskellige missioner. Tykke onde tyskere mod italienske modstandsfolk. Denne type spil behøver ikke nødvendigvis at males ind i flotte historiske mesterfortællinger, men bare en anelse mere ville have pyntet på denne ellers fantastiske spiloplevelse. Når vi nu har den kritiske pensel fremme, så lad mig lige nævne fjendernes IQ. Der er tre tilstande: grøn (alt er ok), gul (fjenderne er mistænkelige og leder) og sidst rød (de ved hvor du er, og nu kommer de). Skiftet mellem de tre tilstande er pænt nemt. Spottes man, så kan man bare gemmes sig et sted, og de opgiver ret hurtigt. Man kan ændre dette, ved at skrue lidt op for sværhedsgraden, hvilket jeg klart vil anbefale. Det giver spillet en større grad af realisme, og alt peger i retning af, at spillet er tænkt at skulle afvikles sådan. I enkelte passager gik der Rambo i min fremfærd, når jeg ufrivilligt blev fanget, og måtte skyde mig fri. Dette er dog ikke en strategi, som holder i længden – særligt ikke på de højere sværhedsgrader.

Friheden i spillet bæres med over i dine muligheder for at gemme din fremfærd. Jeg savner tit de gode gamle muligheder for manuelt at gemme spil. Som familiefar med småfolk og kaos i husstanden, er det ret essentielt for en god oplevelse, at jeg selv kan vælge hvornår jeg vil stoppe og gå videre. Denne oldschool-funktion er heldigvis taget med her, hvilket fik mig til at slappe endnu mere af i de store verdener. Tag dig god tid, gamle dreng. Den ekstra tid kan så bruges på at finde dokumenter, skyde betonørne eller andre aktiviteter. Spillet belønner dig med medaljer og andre på ingen måder brugbare ting. Men det giver nu en sær tilfredsstillelse, og bidrager endvidere med XP. Disse indtjenes ellers via eksempelvis makabre skud. En af de gode ting ved XP-strukturen i denne titel er, at den bæres med på tværs af alle spiltyper. Det burde flere spil bruge.

Fungerer også online
Når singleplayerdelen har brug for en pause, så er der rig mulighed for at fortsætte underholdningen ovre i henholdsvis multiplayer- eller co-op-delene. Stik i mod mine forventninger, er der faktisk noget at komme efter her. Multiplayerdelene har virkelig forsøgt at tænke ud af boksen, i et spil hvor man forventeligt kæmper mod en bunke campere. Der er eksempelvis lavet spiltyper, hvor der er en mur midt på banen mellem de to hold. Herefter er eneste mulighed for at skyde fjenderne gennem kikkertsigtet. En strategisk, langsom og meget underholdende spiltype. Desværre oplevede jeg en del ballade med matchmaking, hvilket trak lidt glæde ud af denne oplevelse.

Men muligheden for at spille flere på en gang stopper ikke her. Der er indlagt flere co-op-spil i Sniper Elite 4. Ud over missioner, hvor man skal samarbejde, så er der indlagt en survivalmode. Denne minder lidt om horde fra Gears of Wars, eksempelvis. Jeg blev hurtig meget vild med denne, og endte med at tage fire timer i stræk med en bunke venner online. Der er XP-høst og en masse strategiske overvejelser her. Man skal overleve tolv bølger af fjender, og flere gange gennem spillet skal man skifte base. Det er virkelig godt udtænkt, og en perle med langtidsværdi i spillet.

Hele spillet på tværs af de forskellige spiltyper har enkelte tekniske udfordringer. Helt fra starten oplevede jeg screen-tearing. Spillet er testet på Xbox One, og problemet skulle være mindre på de andre platforme. Men det lugter stadig lidt af manglende optimering og test inden udgivelse til konsollerne. I andre dele oplevede jeg, at det ellers smukke landskab var lidt dødt. Man kan klatre op på kasse A, men kasse B er helt død og ikke til at interagere med. Det trækker også lidt hjertebanken ud af spillet. Der er så mange gode takter i dette spil, men der er sandelig også plads til forbedringer inden vi ganske forventeligt få spil nummer fem i serien på hylden. De kan jo starte med at rette op i det forskellige DLC, som er på vej.

Alt i alt er Snipe Elite 4 en stor pakke af underholdning. Det er det bedste i serien indtil videre, og udviklerne har set lyset, og givet os store åbne verdener, hvor man selv er herre over fremfærden i spillet. Vi er i retning af den optimale strategiske shooter, men dog stadig ikke helt i mål. Singleplayerdelen er varieret og voluminøs. Multiplayer er overraskende god, hvis man vælger de rette spilmodes. Særligt Survival stikker ud, og jeg kan love jer for, at jeg kommer til at bruge mange timer derinde skulder ved skulder med andre skarpskytter.

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.