Tales of Berseria

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Interessant persongalleri
God historie
Virker mere helstøbt end sin forgænger
Godt med variation og muligheder i kamp
Lidt for nemt
Grafisk kedeligt
Meget meget mere af det samme

Dæmonsik hovedperson
Spilleren indtager rollen som den unge kvinde Velvet Crowe, der bor i en lille landsby sammen med sin bror og dæmondræbende svoger Artorius. Ja dæmondræbende. Du læste rigtigt. Verden er nemlig befængt med den slags skidt og eksorcister som Artorius holder dem i skak. Velvets verden styrter dog i grus i samme øjeblik som spillet starter, da lansbyen hun bor i angribes af dæmoner. For at gøre en lang historie kort, så efterlades Velvet besat af en dæmon, med en død bror og et brændende ønske om hævn over sin svoger. Som den farlige skabning hun er blevet smides Velvet i fængsel, hvorfra hun efter en årrække flygter og så kan historien, der i virkeligheden er bedre end man skulle tro, hvis man udelukkende bedømte plottet ud fra starten af spillet, rigtig komme i gang. Plottet er overordnet set viklet ind i historien fra Tales of Zestiria og det hjælper da også at have spillet forgængeren, selvom Berseria sagtens kan stå alene.

Som de andre spil i Tales serien er Berseria et temmelig typisk japansk rollespil, der kombinerer actionfyldte kampe med klassiske adventure og rollespilselementer. Dine omgivelser skal udforskes, missioner løses og du skal opbygge et forhold til de karakterer, som du møder undervejs og tager med på din rejse. Det er velkendt territorium vi befinder os i og for fans af serien, især det forgående spil, vil det ikke komme som nogen overraskelse af Tales of Berseria til tider føles en anelse langsomt. Men spillet fungerer bedre end sin forgænger og persongalleriet er markant anderledes, hvilket er et stort plus.

Velvet er, som nævnt, blevet en dæmon og en af hendes ny vundne kræfter er evnen til at fortære andre dæmoners sjæle. Så den gruppe af ”helte” hun samler omkring sig, er naturligvis ikke den typiske flok do-gooders, som man kender fra andre rollespil. Nej der er tale om en broget flok af sørøvere, dæmoner og andet skidtfolk. Det er et farverigt og meget anderledes persongalleri, der er en klar styrke for spillet sammenlignet med tidligere Tales spil.

Klassisk kampsystem med et sjæleligt twist
Spillets kampe er stadig baseret på LMBS (Linear Motion Battle System), som kendere af spil som Tales of Zestiria og Tales of Vesperia bør føles sig rimeligt hjemme i. Der er naturligvis pillet lidt ved systemet siden sidst, men det handler dybest set om at lave komboer af angreb og bruge de rigtige angreb på de fjender, der er svage mod netop den type. Hver karakter bidrager naturligvis med sine unikke egenskaber i form af kampstil eller magiske færdigheder, så det er i det store hele, som man måske kunne forvente. Det er relativt nemt at gå til, men det er heldigvis både dybt og varieret nok til at der aldrig bliver kedeligt.

Et vigtigt nyt system i kampene er ”souls”. Velvet, der kan fortære sjælemed sin dæmoniske hånd, kan spare disse op og bruge dem i kampene til at udføre komboer samt specielle angreb og bevægelser. Det fungerer dybest set som en substitut for klassikere som f.eks. magic points eller mana. Sjæle kan heldigvis også tjenes under kampene og bruges på stærke angreb, så det er en konstant balance, der giver kampene et ekstra taktisk lag. Det fungerer ganske glimrende, selvom systemet i virkeligheden blot er en form for magic points i forklædning.

Ved at fylde dit burst gauge under kampene får du mulighed for at skifte mellem de karakterer du har i kamp. Op til fire kan være med af gangen, så det er et vigtigt taktisk element at hoppe mellem dem, så du kan anvende deres færdigheder optimalt – men da det kræver at du først har optjent burst nok, er det ikke noget du bare kan gøre helt uovervejet. Der er dog ingen tvivl om at Velvet selv er den mest effektive at styre og også den karakter du umiddelbart kan gøre mest skade med, så det handler ofte om at supplere hendes offensive kræfter med nogle af de andre karakteres færdigheder. At Velvet er så kraftfuld en karakter er måske også kampsystemets umiddelbare svaghed – det kan nemlig godt gå hen og blive en smule nemt i længden. Det problem imødekommes heldigvis af spillet, der inkluderer en højere sværhedsgrad at spille på.

Masser af gøremål og fjender
Udenfor kampene er Tales of Berseria et helt typisk rollespil. Du optimerer dine karakterer med udstyr, herunder våben og rustning, der nu bruger en form for nyt skill system, samtidig med at du udforsker landskabet i din søgen efter fjender og skatte. Der er de obligatoriske dungeons med masser af fjender og simple puzzles, som sjældent kræver den store indsats at løse og der er masser af missioner, side missioner og karakter-specifikke opgaver. Det hele serveres med en portion minispil, som du kan spille for at opnå forskellige bonusser.

Den største skuffelse ved Tales of Berseria er umiddelbart grafikken. Godt nok er nogle af kameraproblemerne fra det forgående spil, der ikke anvendte en separat kamp arena, blevet løst ved netop at lade kampene foregå i deres egen arena, men grafisk er der stadig ikke meget, der afslører at dette spil er udkommet i 2017 til den nyeste generation af konsoller. Omgivelserne, især i dungeons, er ensformige og for det meste kedelige og ligegyldige. Dette skyldes måske at spillet også er udgivet til PS3 og vi her sidder med en konvertering af den version. Det er ikke fordi spillet er decideret grimt – det er bare langt fra så imponerende som vi havde håbet.

Samlet set er Tales of Berseria dog et kantespring fremad set i forhold til sin forgænger. Mange af de småting, der er ændret siden Tales of Zestiria, retter netop op på de kritikpunkter, som mange rettede mod forgængeren. Det får Berseria til at føles som en mere balanceret og helstøt spiloplevelse, der godt nok tynges af en lidt triviel grafisk side, men det opvejes af en solid historie, et farverigt persongalleri og god variation i spillets action.

Skal man begræde noget, så må det være de spildte muligheder, for når det kommer til stykket så er Tales of Berseria i virkeligheden bare meget mere fra den samme skuffe som sin forgænger, så du skal ikke forvente de store innovative landvindinger her. Men det skal heller ikke altid være nyt og vildt for at være godt – det beviser Tales of Berseria til fulde.

Gamesector Anbefaler

Om Peter Rosenholdt