The Last Guardian

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence
PositivtNegativt
Flot og charmerende
Når samarbejdet med Trico fungerer
Enkel, men stærk, historie
Stor spilkunst når alting fungerer
Sublimt soundtrack
Ensformige omgivelser
TIl tider irriterende kamera
Når Trico ikke gider samarbejde

Et spil med stamtavle
Lad os lige få en rammesætning på plads, for The Last Guardian er et spil med en lang forhistorie. Fumito Ueda begyndte udviklingen af spillet i 2007. Ja den tager vi lige igen. 2007. Det er 10 år siden. Nu er GameSector jo internettets holdeplads for gamle gnavne anmeldere, så vi var her skam også i 2007, og endda i mange år før det, så det er grunden til at vi kan henvise til Fumito Uedas to foregående spil: Ico fra 2002 og Shadow of the Colossus fra 2006. Disse to spil danner i realiteten grobunden for The Last Guardian og især fundament for det hype spillet har fået forud for sin udgivelse.

Men er den hype så berettiget? Har geniet Ueda begået endnu en unik spiloplevelse? Både ja og nej – hvis du aldrig har spillet Shadow of the Colossus og især Ico, så vil du med sikkerhed finde The Last Guardians stil og univers medrivende og nyskabende – men hvis du har spillet Ico ja så er det langt fra sikkert du vil blive imponeret over spillets grundlæggende mekanikker og ide.

Kyllinge-hunden til undsætning
Men tilbage til begyndelsen. Du spiller en dreng, der bliver kidnappet og smidt i en gammel borg, hvor du efterfølgende hjælper og gør en ven ud af væsenet Trico. Trico er vel nærmest en hund kombineret med en kylling kombineret med en drage kombineret med... ja det er sgu lidt svært at sige hvad han helt præcist er for en dims. Han er i hvert fald stor og ved at fodre og passe Trico kan han hjælpe dig igennem spillet. Hvis du allerede nu kan føle hvor desperat spillet er for at skabe et venskab mellem dig og det charmerende væsen, så fornemmer du rigtigt.

Spillet er et klassisk Fumito Ueda 3D action adventure, hvor du som drengen skal udforske borgruinerne, løse puzzles, hoppe og klatre og samtidig undgå fjender. Ofte er Trico involveret i at få dig løftet op på de rigtige platforme, ligesom han kan være behjælpelig med at få skaffet fjender og andet kravl af vejen. I det hele taget er en gigantisk drage-tingest en vanvittig god hjælper til rigtig mange ting viser det sig. I starten er der ikke megen historie at forholde sig til, for øvrigt et klassisk Ueda varemærke, men det bliver langsomt bedre hen af vejen. Dog bliver de endeløse rækker af murbrokker og ruiner en kende ensformige i længden – også selvom omgivelserne er ganske smukke.

Som at kommandere med en retarderet schæfer
Spillets altoverskyggende element er venskabet og samspillet mellem drengen og Trico. Drengen finder hurtigt et skjold, der kan bruges til at fokusere en lysstråle, som Trico udsender og dette bliver et væsentligt element i at løse spillets puzzles. Ligeledes kan drengen kalde på Trico og klatre op på ham for at nå platforme og afsatser, men generelt er Tricos AI den største udfordring ved spillet. Om det er tilsigtet eller ej (vi vil godt satse på at det bestemt ikke er tilsigtet), så har Trico sin egen mening om tingene og er svær at få til at manøvrere præcis som du har behov for. Det virker charmerende og livagtigt de fleste af gangene, hvor han blot kluntet hopper efter drengen, men når du desperat har behov for at placere ham præcist, så bliver det pishamrende irriterende, at han hakker og flakker rundt og illusionen om samarbejdet med et levende væsen brydes. Dette gøres ikke bedre af et kamera, der kan være drilsk og svært at få placeret korrekt.

Men når det virker, så er det fedt!
Men når samspillet mellem drengen og Trico fungerer, så er The Last Guardian i sit es. I de stunder er spillet helt uimodståeligt og fantastisk charmerende og medrivende. Man kan sagtens genkende de bedste elementer fra Ico i The Last Guardian når alting fungerer og Trico charmer sig hele vejen ud i stuen til dig. Det er også i de stunder at spillets triste og trøstesløse setting, smukt præsenteret i fabelagtig grafik, gør sig bedst og spillets fantastiske soundtrack skaber den helt rette stemning. Historien, der som sagt kan være svær at få øje på i starten og som i realiteten er relativ nem at overskue (men som vi ikke ødelægger her), ender faktisk med at være lige så klassisk Fumito Ueda som resten af spiloplevelsen. Er fortælling naiv? Ja da, men den har sin charme.

Alt i alt er The Last Guardian en solid spiloplevelse, der godt nok har sine dæmoner at slås med. AI’en og den langsomt snigende ensformighed ved omgivelserne er blot to af dem. Men når spillet fungerer efter hensigten, så byder det på enestående flot grafik, et soundtrack i verdensklasse og et af de mest charmerende makkerpar vi har oplevet i et spil for nyligt. Det er en oplevelse man ikke bør snyde sig selv for, også selvom det til tider føles som om Trico er en retarderet schæfer.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).