Titanfall 2

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Kampagnen er ekstremt medrivende.
Unik kombination af pilot og mech fungerer fremragende.
De enkelte Mechs er fede.
Masser af variation online.
Flot teknisk front.
Halvfesen historie i kampagnen.

Stærk efterfølger
Det første Titanfall var en glimrende titel, som med sin eksklusivitet var med til at hjælpe en del Xbox One konsoller over disken. En opfølger har hele tiden ligget i kortene, men denne gang bliver den også spredt til konkurrenten. Strategisk måske mindre heldigt placeret, som en lus mellem de to negle kendt som Battlefield1 samt Infinite Warfare tordnes der ud med alt den pondus der gjorde etteren elskværdig. Du må hellere holde godt fast i controlleren mens tungen er forankret lige i munden, hvis du skal kunne holde dig kørende.

Hvor etteren i sin kerne var et multiplayerspil, så får man i toeren en mere komplet pakke. Denne gang er der nemlig også lagt kræfter i en offline oplevelse, det sker i en storslået sci-fi kampagne. Selve historien er så mainstream som de kommer, basalt set er du en fodsoldat, der ved et tilfælde får mulighed for at erhverve dig en af spillets Mechs. Herefter går det over stok og sten, mod skiftende modstandere, hvor fællestrækket er, at du konstant er i massivt undertal.

Hvor selve historien er både kitsch og kliché, så sidder gameplayet til gengæld lige i skabet. Efter en stille start, hvor du alene skal kæmpe dig væk fra en planets overflade i kamp mod alskens modstandere, så tager begivenhederne fart. Det er lykkedes at fange en nærmest perfekt balance mellem tempo og tilbageholdenhed, hvor din puls til stadighed testes for lige at give dig en kort puster. Man har undgået fælden med for meget fyld, og leverer i stedet en perle af en oplevelse, som kan gennemføres på mellem 5-6 timer.

Meget mere mech!
Undervejs støder man på nogle ekstreme og mindeværdige højdepunkter, som vil sætte sig i sindet efterfølgende og aftvinge et fuldstændigt afvæbnet saligt smil undervejs. Kombinationen af det hurtige fodkvikke tempo, når du er pilot samt den nærmest superhelteagtige følelse som Mech giver en fremragende variation. Dertil kan du – som spillet udvikler sig – on the fly vælge mellem seks forskellige Mech opsætninger. Disse er ikke bare variationer over samme tema: Det er reelt unikke skabninger. Vi har Ronin med sit sværd, som lynhurtigt kan lukke afstanden til sine fjender, der er Ion med laser monteret på sin skulder og et defensivt energiskjold - eller hvad med Scorch med sine flammebaserede angrebs og forsvarsmekanismer?

Forskellen de seks Mechs imellem er et af spillets store salgsparametre, og det fungerer vanvittigt godt. Som singleplayer får du helt frit valg mellem dem løbende til sidst, og det er noget du – især på de højere sværhedsgrader – pinedød er nødt til at bruge. Det sker heldigvis så flydende og problemfrit, at det dybest set mest af alt føles som om du skifter våben. Våben fyldt med personlighed og sekundære egenskaber forstås.

Fantastisk multiplayer
Dette ganske unikke flow mellem pilot og mech er også at finde i spillets multiplayer, der igen fremstår stærkt og gennemarbejdet. Du kan ganske vist ikke løbende vælge mellem de forskellige mechs, men deres særegne egenskaber gør sig også her særdeles bemærket. Hvor man i etteren konstant havde tempoet skruet helt op, så har man her valgt at give lidt mere plads på de enkelte maps. Det er en rigtig klog beslutning, da det giver mere tid til taktik og omtanke.

Kampe mellem ligeværdige hold vil bølge frem og tilbage, imens man får tilegnet sig Mechs og forsøger at slå kontra mod modstandernes evner. Der er nemlig noget elegant sten-saks-papir over de enkelte mechs, hvor timede kontraangreb med den rette Mech fuldstændigt kan smide grus i modstanderens maskineri. Derfor fungerer det sjældent kun at have en plan A. Det viser sig eksempelvist glimrende i en spilmode som ”Last Man Standing”, hvor man ved dødsfald permanent fjernes fra kampen. Her nærmer holdene sig ofte tøvende hinanden, imens man prøver at udtænke angreb og eventuelle kontraangreb.

Teknisk stærkt
Spillets tekniske side er samtidig ekstremt velpoleret, og både i den storslåede kampagne samt spillets mange varierede ganske store maps står tingene knivskarpt. Kontraster er brugt rigtigt godt, og giver det hele et præg af at være ”bigger than life”. Bombastiske toner blandes samtidig med sprød våbenlarm og lækre, dybe trin når de tunge Mechs tordner frem i landskabet. Det sker i et ganske konstant stabilt tempo. Samlet er den en uhyre medrivende front, som løfter helheden.

Titanfall 2 er et ganske fremragende spil, der med sin unikke opbygning er guf for FPS fans. Pakken er nær komplet med både en medrivende kampagne samt masser af gode spilmuligheder online. Det bakkes op af en sprød teknisk front, der med blød flydende grafik og omsvøbende lyd skaber illusionen af en omsluttende slagmark. Man kan undre sig over timingen af udgivelsen, og frygte at spillet lidt drukner i andre store AAA-titler. Det ville bare være synd og skam, for det fortjener vitterligt meget mere.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen