Dishonored 2

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Meget mere af alt det gode
Historien føles vedkommende
Et gennemført steampunk univers
Lækkert, flydende styring
Et utal af måder at angribe spillets udfordringer på
Corvo kunne godt have fået nye tricks
Nogle dyk i grafikkens hastighed

Meget mere fra den oprindelige skuffe
Arkane Studios Dishonored fra 2012 var en rigtigt solid titel. Et originalt franchise, der leverede en flydende, vel fortalt oplevelse i et originalt univers. Det havde måske sine små krøller, der godt kunne være glattet ud, men samlet set fremstod spillet rigtigt stærkt. Efter lidt ventetid har det heldigvis resulteret i en efterfølger. Dishonored 2 er på mange måder en naturlig fortsættelse, hvor det er tydeligt at udviklerne har lyttet til de kritikpunkter etteren afstedkom. Det samtidig med at man har hældt yderligere krudt i de forcer, der klart også var i originalen.

Fortsættelsen tager sit udgangspunkt 15 år efter sidste punktum blev sat i originalen. Et muligt omdrejningspunkt er atter Corvo Attano, alternativt kan man vælge at tage rollen som hans datter Emily Kaldwin. Valget tages straks fra spillets start, efter en intro har lagt grundstenene for endnu et eventyr i skyggerne. Emilys – der ellers sidder på tronen – moster dukker pludselig op, og gør krav på rigets trone. Hun viser sig hurtigt som en furie med overmenneskelige evner, og til trods for at far og datter gør et ihærdigt forsøg, finder du dig snart indespærret som din valgte figur.

Inden længe er du på flugt over tage og gennem stræder i dunkle Dunwall. Der går ikke lang tid før du finder vej til den sydligt placerede by Karnaca. Et fascinerende sted, som danner rammen om din vej tilbage mod at sørge for at Emily atter får sin (måske) retmæssige titel tilbage. Undervejs vil et hav af bøger, dokumenter og indtalte beskeder sørge for at give historien dybde – hvis du ellers selv ønsker det. Samtidig er der en masse monolog fra vores valgte hovedperson, som er med til at understrege deres tankerække. Det er med til at give rigtigt meget karakter og kulør til begge, noget der gør begivenhederne og personernes respektive mål mere vedkommende.

Selv om Corvo måske på papiret er mere offensiv end Emily, så kan du dog frit vælge enten kaos eller ”stillevejen” uanset hvem du vælger. Samtidig er opfindsomheden og mulighederne brede på begge veje. Denne form for begrænset sandkasse, hvor der er faste objektiver men en myriade af tilgangsformer (som vi også kender fra Hitman) fungerer virkeligt godt. Det kan være i skikkelse af Corvo, hvor du teleporterer dig fra det ene sted til det næste. Hopper ned imellem en gruppe fjender, fuldstændigt standser tiden, indtager rollen som en rotte og forsvinder imens fjenderne forvirret ender med at skade hinanden. Eller det kan være som Emily, som eksempelvis kan forbinde op til fire modstanderes skæbner med hinanden og fra det skjulte elegant kan nedlægge alle fire med et enkelt velplaceret skud.

Skal man hive noget negativt frem, så er Corvo en reprise af det repertoire han havde i etteren. Ikke at han er kedelig at spille med – så langt fra – men man kunne godt have ønsket endnu mere krydderi til den allerede velsmagende gryderet. Men når man nu har et helt friskt evnetræ hos Emily er man måske lidt af en farisæer ved ikke at være tilfreds. De mange muligheder øger incitamentet for genspil – både ved at vælge enten kaos ellers stealth eller den anden hovedperson. Personligt tog jeg mig i flere gange at hente et gammelt savegame, bare for lige at prøve en alternativ indgangsvinkel. Noget der opmuntres til via nogle fornuftige loadtider.

Kort men godt – og flot!
Spillet breder sig over 9 levels – men hvilke nogle. Banerne er vitterligt opfindsomme, og ofte bundet op omkring intrigante mekaniker, der er med til at sætte krav til, at du varierer din tilgang. Det kan eksempelvis være en kæmpe villa, hvor du kan variere gange og døråbninger. Her vil du ud over dit eget spektrum af evner også skulle medtænke de taktiske muligheder, det kan give at manipulere dine omgivelser. De enkelte baner er store og fyldt med ting som du kan opdage – eksempelvis Bone charmes, som returnerer fra originalen. Denne gang med den avne, at du kan kombinere flere og dermed akkumulere egenskaber. Noget der selvfølgelig kommer med sin helt egen fare.

Dishonored 2 er på rigtigt mange niveauer alt det man måtte ønske fra en fortsættelse. Det er tro mod originalen, men sørger for at tilrette og føje til stort set alle de steder man måtte ønske sig. Historien føles mere vedkommende, og det er rigtigt rart at hovedpersonerne løbende ytrer sig. Samtidig er grafikken virkeligt lækker, og steampunk elementerne er flot implementeret i helheden. Negativt tager hastigheden nogle dyk fra tid til anden, men heldigvis ikke nok til at ødelægge helheden. Det her er et spil der taler til fantasien og opfindsomheden i en dunkel men samtidig tillokkende verden.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen