Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Stor HUB verden med andre spillere
Guf for Dragon Ball fans
Intens Dragon Ball action
Ensformigt i længden
Lange loadtider
KUN for fans
Lydsporet er gudsjammerligt

KUN for fans
Lad os slå det fast med det samme. Præcis som det var tilfældet med forgængeren, Dragon Ball Xenoverse, så kræver Dragon Ball Xenoverse 2, at du er fan af Dragon Ball. STOR fan endda. Vi snakker Goku sengetøj og madkasse her. Er du ikke bekendt med karaktererne, universet og har en generel forståelse af diverse store begivenheder i seriens historie, så er spillets plot det rene volapyk og du vil næppe holde spillet ud i ret mange minutter. Men er du fan, så er der masser at komme efter også selvom man kan diskutere hvor meget der er sket siden det første Dragon Ball Xenoverse udkom.

Spillet foregår i en central hub-verden. Denne gang er det byen Conton City, der efter sigende skulle være helt op til syv gange større end Toki Toki var i det foregående spil. Det har vi ikke lige nogen fornemmelse om er rigtigt eller ej, så vi vælger at tro på at den er meget større. Spillets handling foregår cirka to år efter begivenhederne i det originale spil og vi er igen tilbage hos Time Patrol, en specialenhed, der ”rydder op”, når onde mennesker rejser i, og manipulerer med, tiden. Hvis du syntes det lyder som præmissen for en dårlig Jean-Claude Van Damme film, så har du fuldstændig ret.

Towa er igen på spil og skaber problemer og uregelmæssigheder i Dragon Ball Z tidslinjen. Det er naturligvis op til Time Patrol at stoppe hende, reparere skaderne i fortiden og sikre at alles erindringer forbliver intakte. Det er et banalt plot, der i realiteten blot er et skalkeskjul for at lade dig droppe ind i forskellige epokegørende episoder i Dragon Ball Z universets historie og deltage i episke kampe i ”kendte” omgivelser. Som sagt, så er det komplet volapyk, hvis du ikke ved noget om universet i forvejen, så nu er du dobbelt advaret.

Som sin forgænger, så smager Xenoverse 2 lidt af et online rollespil – spillets hub verden, førnævnte Conton City, er hvor alle spillere render rundt og gør de ting som man nu engang gør i en by i et rollespil: får missioner, udforsker omgivelserne, træner og fifler med udstyr. Det er alt sammen ret traditionelt, så det er på missionerne at spillets action tager fart. At rende rundt mellem andre spillere i Conton kræver naturligvis at du er online, men der er vel ingen på denne side af planeten, der ikke har deres konsol online.

Som i alle andre rollespil begynder du med at lave en karakter. Der er fem racer at vælge imellem – præcis som i det foregående spil og har du spillet originalen kan du overføre din karakter derfra (med enkelte mindre justeringer). Men i modsætning til andre rollespil er Dragon Ball Xenoverse 2 ikke noget stat eller udstyrs tungt spil, selvom du godt nok kan bygge din karakter op i styrke. Det er derimod et særdeles actiontungt spil, når du først bevæger dig ud på missioner udenfor Conton City.

Hektiske slagsmål – som forventet
Dragon Balls varemærke er overgearede og vanvittige slagsmål med masser af vilde angreb, special powers og gestikuleren fra de involverede parter. Det er lykkedes forbavsende godt at fange den stemning i spillet, der byder på et combo-tungt kampsystem med masser af bevægelse og intensiv visuel action.

Forstå mig ret: stor spilkunst er det ikke, men der er alligevel noget tilfredsstillende ved den måde spillet formår at fange den action og stemning, der er i især Dragon Ball tegnefilmene. Det eneste minus, der er ved kampsystemet, er, at man let kan miste overblikket i de tempofyldte kampe (der er heldigvis en lock on knap) og med den mængde af comboer og serie-angreb, som man kan fyre af, så føles det fra tid til anden som om man er henvist til bagsædet. Men det er i virkeligheden en lille pris at betale for at få action der er så tro mod Dragon Ball seriens ånd.

En vigtig del af oplevelsen er spillets visuelle stil. Den cel-shadede grafik giver spillet det helt rigtige tegneserie-agtige feel og langt hen af vejen føles spillet som et afsnit af Dragon Ball. Desværre anvendes spillets grafikmotor også til at lave spillets mellemsekvenser og mens det giver en vis form for kontinuitet i grafikken, så viser det også systemets svagheder, især med lidt stiv karakteranimation, der får mellemsekvenserne til at falde igennem.

Det er i et kort øjeblik også værd at dvæle ved lydsiden af spillet. Eller rettere: det skal man bestemt ikke gøre. Musikken er hæslig ensformig og looper i meget korte intervaller og stemme synkroniseringen er ramt så meget ved siden af tavlen, at man ikke engang har ramt væggen tavlen hænger på. Det ser forfærdeligt ud og leder straks tankerne tilbage på karatefilm fra 1970’erne. Måske er det meningen – i så fald har Dimps ramt plet.

Kæmper stadig med den sidste del
Som sin forgænger så gør Dragon Ball Xenoverse 2 mange ting rigtigt og det er efter min mening den helt rigtig retning at bevæge Dragon Ball spillene i. De spinkle rollespilselementer, en central spiller-befolket HUB verden og en missionsstruktur baseret på Dragon ball Z mytologien virker alt sammen som rigtig fornuftige valg – men det var det sådan set allerede i det originale spil og det er netop en af Xenoverse 2’s svagheder: der er i realiteten ikke voldsomt meget nyt under solen. Bevares spillet udvider og udbygger kendte koncepter, men det er meget mere suppe kogt på det samme søm og det kan måske være lidt skuffende for sultne fans.

Dertil kommer at selvom spillets action er farverig, intens og føles meget ”Dragon Ball”-agtig, så bliver den stadig ensformig i længden. Det er nok svært at gøre noget ved med den præmis som spillet tager udgangspunkt i. Så måske skal man bare acceptere at det er en af de medfødte svagheder Dragon Ball har.

Kan man leve med manglerne og er man ikke mindst gigantisk Dragon Ball fan, så er Xenoverse 2 et glimrende spil. Mere behøves man ikke at vide for at slagte sparegrisen. God fornøjelse!

Om Peter Rosenholdt