Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI SexPEGI Violence
PositivtNegativt
Fængende historie.
Høj kvalitet af replikker og musik.
Ringe AI.
Svingende kvalitet af gameplay.
Bliver hurtigt ensformigt.
Mange bugs i spillet.

Fed setting og historie
Min egen personlige erfaring indenfor organiseret kriminalitet er, i min fremskredne alder, ganske veludbygget. Heldigvis for mine omgivelser og mig selv, så er den dog holdt indenfor fladskærmens kanter, og alle unoderne er alene af den pixilerede slags. Jeg har med stor fornøjelse spillet såvel Godfather- samt Mafia-spilserierne på tværs af forskellige af fortidens konsolgenerationer. Nu er tiden dog kommet til mit første forsøg ud i en kriminel løbebane på den nuværende konsolgeneration. Mafia III er landet, og spillet har frisk givet mig et tilbud, som jeg ikke kunne modstå.

Vi starter ud i en sandkasse med navnet New Bordeaux, som ikke har helt få ligheder med New Orleans – med hvad dertil hører af indvandrere, jazzmusik og Mardi Gras-stemning. Året er 1968 og vores spilbare ven er netop kommet hjem fra krigen i Vietnam. Lincoln Clay – en afroamerikansk krigsveteran. Familien tager imod den hjemkomne helt, og derefter går alt ret hurtigt ned ad bakke. Snak om at falde i dårligt selskab! Inden spillet virkeligt tager fart, så er vores hovedperson sat på et hævntogt, der får selv John Rambo til at virke som en pigespejder på vej rundt med en indsamlingsbøtte for velgørenhed.

Historien er helt fra starten meget fængende og vedrørende. Stemmeskuespillet er i top, og replikkerne er skrevet og udført knivskarpt. Det er en ren fornøjelse at lade sig suge ind i fortællingen. Det er ikke nemt at være farvet i 1968, og spillet starter da også ud med at undskylde den realisme, som dette er skiltet med. Det er et stemningsfyldt bekendtskab, og oveni de velplacerede replikker, så er grafikken i cutscenerne af en meget flot kvalitet. Her er særligt ansigtstræk og hudoverfladerne ret imponerende. Der er råderum for at tælle hudorme her. Det er ganske flot lavet, og gør, at persongalleriet er troværdigt. Tempoet holdes fortællingen igennem, og selvom Lincoln aldrig ender på min liste over folk, som jeg skal sende julekort til – så vokser han alligevel på en, og man begynder at forstå og mærke hans boblende had i egen krop, siddende der foran skærmen med controlleren i hånden.

Ensformigt og kedeligt
Men når vi så er færdige med at rose selve historiefortællingen, så går anmeldelsen og humøret lidt ned i gear. Gameplayet er forsøgt designet i en helt klassisk retning, hvor man i tredjepersonsperspektiv kan tage dække bag ting – og herudover skyde, løbe, køre, bokse med mere. Desværre er det ikke så veludført, som det ellers er standarden i andre af tidens store sandkasse-stjerner. Du ved hvem du er GTA V! Jeg oplevede flere gange at løbe smådesperat rundt, mens kuglerne fløj om ørerne på mig – fordi elementer i miljøerne ikke ville lade mig tage dækning. Disse hvide pletter på kortet hiver en ud af illusionen af, at være en upcoming småsur gangster. Det er aldrig fremmende for en moderne spiloplevelse, at indgyde publikummet for meget frustration – og det er desværre hvad man lidt for tit oplever her.

Ganske få timer inde i oplevelsen bliver missionerne mindre interessante. De fleste af dem begynder at minde meget om hinanden. Generelt kan de fleste spilles på to måder. Enten sparke døren op, og så lader man blyet tale (det vi her på redaktionen kalder for ”Hjemmeværns Løsningen”) – eller alternativt, snige Lincoln rundt og nakke fjenderne en efter en indtil man står overfor en boss (det vi kalder for ”Langgaber Løsningen). Det sidste er tydeligvis spillets ønske, da man nemt kan få seriøse bøllebank, hvis man forsøger sig med for meget action. Af ren kedsomhed forsøgte jeg dog flere gange at gå lidt amok bare for at springe ud af det vanlige mønster. Den måde, som banerne er tænkt at gennemføres på, involverer en diskret snige strategi. Her kan man (når miljøet tillader det!) tage dækning bag forskellige ting. Et lille fløjt fra hr. Clay får derefter de intetanende fjender til at komme hen til dig. Derefter kan man med et hurtigt tryk på en knap dræbe dem med ens kniv. Det er effektivt – og gabende kedeligt efter en del timer. Jo vist, miljøerne kan skifte fra det ene til det andet – men bliver mekanismer man skal gennemføre banerne med, ikke blandet lidt, så ender man med at lægge controlleren og melde sig til at tage familiens tøjvask.

Gangster-lemminger
Fjenderne er ganske ubegavede, og man kan nemt læse dem. De går samme mønstre, og det bidrager desværre lidt til ens higen efter huslige pligter fremfor gaming foran fladskærmen. Det er en bunke lemminger, som nemt nedlægges en efter en. Laver man en fejl på en bane, og bliver opdaget, så løses problemet bare ved at smutte væk en periode. Herefter er alt glemt, og man kan fortsætte med at snigmyrde. Den eneste undtagelse her er, hvis man alarmerer en såkaldt ”sentry”. Disse tasteglade fætre drøner mod nærmeste telefon, og sladrer til vennerne andre steder i byen. Resultatet er, at der ankommer flere lemminger i et par biler. Disse er dog heldigvis igen meget forudsigelige, og man kan nemt skyde dem en efter en fra lidt afstand.

Udover fjendernes manglende studentereksamen, så er spillet også gennemsyret af en del bugs. Det er små fejl, hvor fjender eksempelvis ses stående med hovedet mod en mur, mens de stædigt bare går – uden at komme ud af stedet. En anden ting, som er i grænselandet mellem bugs og ringe AI, er trafikken i byen. Man kan parkere en bil midt i det hele, hvorefter trafikken kollapser fuldstændigt. Ikke en eneste af de lovlydige borgere tager chancen og triller forbi. Dette er symptomatisk for den lidt kolde og livsløse by. Hvor andre sandkasser, som eksempelvis den i GTA V, er fyldt med liv og kuriositeter, så virker New Bordeaux en smule utroværdig.

Hvis vi skal tilbage i det positive hjørne, så er det længe siden, at jeg har oplevet et så fantastisk musikspor. Slut 60-erne var en lavine af forskelligt musik, og udviklerne har taget for sig, som børn i en slikbutik. Der er den ene musikperle efter den anden. Det er helt igennem fantastisk, og jeg tog tit en omvej i bilen bare for lige at lytte en sang til ende. Musikgenrerne i de år blev sprængt og drønede derefter i alle mulige retninger. Alt dette er med ynde inddraget i spillet – og er sammen med det veltimede stemmeskuespil, uden tvivl en af titlens helt store plusser.

Alt i alt så sidder jeg lidt tilbage med en fornemmelse af spildt potentiale. Jeg var faktisk bedre underholdt af sidste kapitel i spilserien, Mafia II. Oplevelsen var mere varieret, og man kunne lege med flere ligegyldigheder ved siden af hovedhistorien. Her begrænser dette sig til at finde forsider af eksempelvis Playboy-blade. Dette gør hverken fra eller til i spillet. Talsætningen af smagsdommen bliver en smule svær, da spillet virkelig har en fantastisk historie og et lækkert lydspor. Desværre er det pakket ind i et mindre vellykket spil, hvorfor vi ender med en ganske gennemsnitlig oplevelse. Jeg vil nok anbefale at vente med at erhverve spillet til det falder i pris – hvilket med sikkerhed kommer til at ske ganske hurtigt. Herefter skal man styre sig, og spille det i mindre bider fremfor lange spilstunder. Det sidste vil nemlig hurtigt få Mafia III til at virke ensformigt og gentagende.

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.