Score: 6
Playstation Network
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Anderledes grafisk udtryk
Den sociale del er rigtigt god når den fungerer
Ikke meget dybde
De enkelte spildele er ikke fantastisk vellykkede
Mangler variation

Horror dystopisk kommunistisk Minecraft?
Fra første sekund er det tydeligt, at Tomorrow Children er en æstetisk anderledes titel. Du droppes direkte ned i en pastelfarvet ødemark, hvor eneste guidepunkt er en enkelt TV skærm, der knejser fra den ellers udtryksløse overflade. Fra et tredje persons perspektiv fører du din hovedperson over til skærmen og interagerer med denne. Det giver dit første møde, med den grumme udseende person, som skal blive din dukkefører fremefter.

Angiveligt er den oprindelige verden væk. Selvdestrueret i et fejlslagent eksperiment, som ellers skulle forene menneskeheden. Tilbage er et stadie kaldet ”the Void”, hvor en ny civilisation langsomt er ved at rejse sig fra støvet (bogstaveligt talt). Det er et samfund, som ikke skjuler sin inspiration fra den nu hedengangne Sovjetunion. Du er en del af det ydmyge folk, som langsomt skal rejse sig igen. Lidt anti mod sin kerne, så giver dine anstrengelser dig adgang til nyt habengut, men ikke uden godt med sved på panden inden da.

Det varer ikke længe, inden du bemærker det umiskendelige aftryk fra Minecraft. Du får nemlig smidt en hakke i hænderne, og skal hakke dig vej gennem den første mur af mange, og efterfølgende mine den første ressource - også af mange. Konceptet er måske diffust i de overordnede termer. Noget med, at du skal gennemsøge ”the Void” efter sjælerester fra de tidligere beboere. Det gør du så i et spil, som er et sammensyet Frankensteinmonster af forskellige spildele.

Du fragtes ud til den første lille by, hvor du også vil bemærke andre lignende skabninger rende rundt. The Tomorrow Children er nemlig også et spil med en social kant, hvor mange af de opgaver man kan komme ind over også kan ske med assistance af andre. Det er egentlig et helt simpelt koncept, hvor man eksempelvis flytter råvarer til forbrænding og dermed skaber energi. Imens man selv render frem og tilbage bemærker man andre, som udfører samme øvelse. Det giver en fornemmelse af liv, i de ellers noget livløse omgivelser.

Spillet kører i sin egen cyklus, hvor du hurtigt finder din egen plads i systemet. De tre kernedele er variationen over Minecraft, hvor du samler ressourcer, en simpel form for byplanlægning, hvor du ved at finde nye beboere åbner op for nye muligheder, samt en lidt påklistret form for Tower Defence. Sidstnævnte sker for at beskytte byen overfor nogle mærkværdige tårnende skabninger, som cirkler rundt om byen til lands og i luften. Forsvaret sker i kanontårne, hvor styringen lader noget tilbage at ønske.

Bedst når du indser at du blot er et lille tandhjul…
Opbygningen af byen er ligeledes enkel. Du drager afsted på ryggen af en svævende bus, og bliver smidt af på forskellige øer, som er fyldt med alskens ressourcer. Her kan du også falde over nogle dukker, som indeholder essensen af tidligere mennesker. Disse kan du sammen med ressourcerne fragte tilbage til byen, og herigennem kan du give vækst til denne, enten gennem nye bygninger eller nye personer som selvfølgelig også kan give adgang til nyt habengut.

Enkeltdelene i Tomorrow Children er ikke fantastiske. Faktisk kan det bedst sammenlignes med en hamster fanget i en trædemølle. Der hvor spillet løfter sig er, når det sociale element spiller. Det øjeblik hvor man kan se sig som en brik i det større puslespil, og hvor alle prøver at spille ind til helheden. Folk forsvarer byen, skaber energi og placerer ressourcer på rette steder. Her er ikke nogen der er helten, i stedet er man alle sammen blot en lille del af en større helhed.

Grafisk er det også et ganske tiltalende spil. Stilen er anderledes, og lægger sig rigtigt godt af sin kommunistiske inspirationskilde. Desværre føles det hele ikke særligt dybt eller interaktivt – omgivelserne er mest af alt stillestående kulisser. Den manglende dybde er også et problem med selve spillet. Selv om det har sine øjeblikke, hvor den sociale helhed spiller sammen, så er der ikke rigtigt noget mål med det hele. Når den første fascination er forsvundet står man tilbage med en lidt flad oplevelse.

Om Alan Vittarp Rasmussen