Score: 6
Playstation NetworkSteamXbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI Violence
PositivtNegativt
Charmerende claymation-udseende.
God humor og replikker.
Minimalistisk og let tilgængeligt
Point-and-click hører hjemme på PC.
Old-school-sværhedsgraden er ikke for alle.
For meget trial-and-error og for lidt hjernevridende puzzle-action.

Retro stemning i voks
Jeg husker stadig de gode gamle dage, hvor jeg som bumset teenager sad foran skærmen, og forsøgte at klikke mig igennem endnu et altopslugende eventyrspil på min Commodore 64 eller Amiga 500. Det kunne tage timer, at komme bare en smule frem i spillet, og der er med sikkerhed smidt mange fornuftige nattetimer i retning af disse virtuelle udfordringer. Mine minder har dog rødder tilbage i sen-80’erne og start-90’erne, og der er fosset en del vand under broen siden. Der er verdener til forskel fra dengang og til nu, hvor mine primære slagmarkeder er på konsollerne foran stuens husalter, efter familien er gået under dynerne. Tidligere tiders point-and-click-eventyr havde en sværhedsgrad, som sjældent, opleves i vore dages puzzlespil – og der kan nemt stilles spørgsmålstegn ved, om denne spilgenre er relevant at genoplive til de moderne konsoller, eller den skal forblive som en niche-genre hos PC-folket.

Et spil som netop forsøger springet fra PC til konsollerne, er titlen Armikrog. Vi er ude i en oplevelse, der bedst beskrives som bastardbarnet skabt efter en hed affære mellem en bunke modellervoks, lidt gakket humor og en stædig old-school point-and-click-oplevelse. Claymation er det fantastiske ord, som dækker over legendariske animationsfigurer og historier som eksempelvis ”Walter og Trofast” og flere film af legendariske Tim Burton. Stop motion-animationer skabt med ler, kort sagt. Claymation har også tidligere fundet vej ind i spilmediet, hvor eksempelvis titlen ”Neverwood” er relevant at nævne, da animatoren og tegneren Doug Tennapel står bag dette såvel som Armikrog. Manden er i sandhed nok bedst kendt for ”Earthworm Jim”, og halvskøre universer og figurer er et af hans adelsmærker.

Hovedrollerne i Armikrog indtages af rum-eventyreren ”Tommynaut” og et hundelignende væsen, som adlyder navnet ”Beak-Beak”. Ganske rammende navn for en hund, som syner at have et næb. Udover dette lidt aparte handikap, så er Beak-Beak også farveblind. Man kan spille begge disse figurer, ved ganske simpelt at klikke på dem og herefter pege dem andre steder hen i deres uudforskede 2D-verden. Når den næbede hund er alene på små sideopgaver, er skærmen sort-hvid. Det hele er dejlig minimalistisk, og man skal ikke for alvor bekymre sig om andet end at finde en måde, at komme videre på. Vores helte er landet på planeten ”Spiro 5” og inden de får set sig om, er de fanget i befæstningen ”Armikrog”. Rammerne er sat, og spillet kan begynde.

Det hele starter dejligt afslappende og med en solid bunke humor drysset ud over det hele. Men inden længe springer spillets sværhedsgrad op, og man udfordres ganske meget. Hvor de fleste opgaver kan løses ved at tænke logisk, så er der en del som kræver en god bunke stædighed. Når man for tiende gang går gennem de samme rum, og valgmulighederne bliver færre og færre, så kan charmen gå lidt af oplevelsen. Jeg endte tit i situationer, hvor jeg måtte starte fra en ende af, og lidt per tilfældighed satse på, at finde en mulighed, der ville bringe mig videre i spillet. I vore dage er det ikke rygterne i skolegården som får en videre, når man sidder uhjælpeligt fast i et af tidens populære spil – Youtube og andre kilder tilbyder walkthrough´s, der kan afhjælpe låste situationer. Jeg vil umiddelbart tro, at netop sådanne videoer fra spillet Armikrog kunne gå hen og blive et tilløbsstykke i nærmeste fremtid.

Selvom mange sikkert straks vil affeje point-and-click-spil til konsollerne, så fungerer det faktisk nogenlunde. Styringen er logisk set lidt mere tung end med mus og tastatur, men det gør egentligt ikke noget i størstedelen af spillet, da tempoet er roligt og afslappet. I perioderne hvor spillet udfordrer maksimalt, kan man dog godt for alvor savne musen, der nemt og hurtigt ville tillade, at man kigger rummene igennem for ting, der kan interageresmed. Jeg opbyggede i perioder en god utilfredshed med styringen på controlleren, når jeg ingen anelse havde om, hvordan jeg skulle videre i eventyret. Har man en god omgang old-school tålmodighed, hvilket nok indsnævrer målgruppen noget blandt moderne gamere, så kan man godt leve med styringen – men den bliver aldrig helt skarp og kan nemt blive prygelknabe, når man skal af med frustrationer over ens manglende fremgang i historien.

Hvor charmerende spillet Armikrog end er udenpå – ligeså frustrerende bliver det hurtigt, når man sidder der foran konsollen med en controller i hånden. En af forklaringerne er den høje og meget gammeldags sværhedsgrad, og det andet er den tunge styring, som man nu en gang er underlagt via en controller fremfor et tastatur og en mus. Alt i alt ender det med at være disse ting, som trækker lidt af det sjove ud af oplevelsen. Efter de første par timer var jeg mere irriteret end underholdt, hvilket desværre trækker spillet ned på en gennemsnitlig vurdering.

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.