Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence
PositivtNegativt
Utroligt velbalanceret.
21 unikke, spændende helte.
Ekstremt fængende.
Masser af taktik under overfladen.
Teknisk rigtigt lækkert
Ikke mange spilmodes, lootdelen virker ligegyldig
Køb Overwatch hos vore partnere:
  

For for online gamere
Lad os med det samme konkludere, at hvis du ikke er til multiplayerspil, så skal du ikke skæve til scoren og samle spillet op alligevel. Overwatch er 100 % et spil som kræver en eller anden form for digitalt socialt samvær. Her er ingen kampagne, det eneste du regulært kan spille alene er et par ultrakorte øvebaner, hvor du end ikke møder bevæbnet modstand. Her er nærmest ingen introduktion, og inden for meget kort tid befinder du dig midt i det første seks mod seks opgør – enten mod andre mennesker eller AI, men altid med andre mennesker på din side.

Kigger man på det reelle indhold i Overwatch, så vil det første indtryk være at det er meget på den lette side. Her er blot forskellige variationer på holdkamp, hvor man enten skal angribe eller forsvare. Eneste variation er Control, der fungerer som navnet antyder. På de andre tre får det forsvarende hold lidt tid til at sammensætte deres forsvar inden angriberne slippes løs – og så bryder helvede ellers løs.

Stærk lineup
For selv om Overwatch på overfladen måske er lidt enkelt, så er det under glasuren at den gode smag findes. Det egentlige trækplaster er de 21 helte, som man frit kan vælge imellem fra starten af (det kunne Battleborn godt lære lidt af). Disse er inddelt i fire hovedkategorier, nemlig angreb, forsvar, support samt tank. Herunder er der så yderligere variationer på de forskellige figurer. Alt er holdt enkelt, og du har fra starten alle kort på hånden – nu skal du bare gennemskue hvordan du spiller dem bedst, eller om du eventuelt skal vælge en helt anden figur til den bane du er midt i.

Ganske bemærkelsesværdigt føles alle figurerne reelt unikke, og det strækker sig ud over deres helbred, fart og styrke. Der er tydeligvis brugt tid på at balancere det hele. Vi har Bastion, en robot som kan transformere sig til en maskinkanon. Vi har Hanzo, en unik sniper, der benytter sin bue og let kan manøvrere sig vertikalt. Eller hvad med Tracer, som både kan transportere sig fremefter i luften og kan skrue tiden tilbage. De første mange, mange timer vil du komme til at hoppe fra den ene favoritfigur til den næste, imens du forsøger at finde ud af fordele og ulemper ved den enkelte.

Når du først har sat quick match op, så transporteres du automatisk fra den ene kamp til den næste. Spredt ud over spillets 12 ganske varierede kort, som alle er holdt i pang- og pastelfarver. Futuristiske versioner af områder fra nutiden, som er præsenteret varmt og med et glimt i øjet. De enkelte baner lægger selvfølgelig op til forskellig spillestil, og nogle steder ligger bedre til nogle helte end andre. Fælles for alle stederne er dog, at det optimale mix af helte altid vil have en fordel.

Samarbejde kræves
Du finder hurtigt ud af, at det ikke giver nogen mening at alle er kluntede tanks. Så bliver I simpelthen revet fra hinanden af en trup med hurtige nærkampshelte suppleret med folk der kæmper fra distancen. Før hver kamp kan man se sit hold, og man kan se hvilken helt de andre vælger. Spillet er samtidig flinkt til at give tips til om holdet måske mangler nogle supportfigurer eller måske godt kunne bruge en ekstra tank. Her får man også en hurtig fornemmelse for de andre på holdet – om folk formår at arbejde sammen, og måske fravælge en yndlingsfigur, for i stedet at tage en figur holdet har brug for.

Der er nemlig ingen tvivl om, at spillets absolutte styrke er når man finder sammen med nogle, hvor tingene bare ruller. En velsmurt maskine, hvor de enkelte tandhjul bare kører sammen, og hvor det healeren, der konstant holder de enkelte angribere inde i kampen, er mindst lige så vigtigt som ham med de fleste kills. Modsat kan det være hårdt at være på den anden side af sådan en maskine, hvor man konstant bliver presset i bund, og hvor man hver gang man spawner mere eller mindre løber direkte ud i et nyt dødsfald. Heldigvis er kampene korte nok til, at det aldrig bliver rigtigt frustrerende, og min erfaring med matching systemet har været positivt. Det går rigtigt hurtigt, og de fleste af mine opgør var ganske ligeværdige.

Overwatch er utroligt vanedannende. Det er så lækkert udført, med en kontrol der er lige i øjet, konstant action og en fræk teknisk kant. I en genre, hvor spillene bliver mere og mere realistiske i deres udtryk, er det bare lækkert med noget tegneserievold hvor alt fokus er på at man har det sjovt. Jeg stødte ikke på nogle større tekniske problemer, og det hele føltes gennemtestet – noget Blizzard selvfølgelig også er kendte for. Det her er fængende, sjovt og gedigen underholdning.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen