Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Ideen er god nok.
Gode parkour-dele.
Faith´s fine røde gummisko.
Steril sandkasseverden.
Ringe AI.
Ingen nævneværdig historie.
Elendigt kampsystem.
Kapløbene.
Køb Mirror´s Edge Catalyst hos vore partnere:
  

Parkour 2.0
Det oprindelige Mirror´s Edge fangede en tidsbølge og charmerede store fangrupperinger igennem kombinationen af parkour, førstepersons-action og en helt igennem lineær spiloplevelse. Der var en grad af sadisme over den velvoksne trial-and-error. Det var grænsende til at koste mig en controller, når jeg på den forkerte side af tyvende gang skulle prøve endnu en vanvittig kombination af knapper, for at få Faith til at lave et hårrejsende stunt på byens tage. Spillet kunne uden tvivl noget, og der har derfor ikke været helt små forventninger til fortsættelsen – Mirror´s Edge Catalyst.

Lineariteten fra det første spil er blevet efterladt i fortiden, og en åben varden danner nu rammerne om Faith´s nye eventyr. Det hele starter ud med, at vores alles parkour-tøs frigives fra fængslet. Diktatorer, magtfulde firmaer, rebeller, hackere og en masse andet er dele af den efterfølgende historie. Der er bolde nok til at jonglere en fantastisk historie, hvor springgymnastikken klistres sammen til en god og vedrørende fortælling. Det er dog desværre langtfra tilfældet, og der er en høj grad af forbigået potentiale her. Jeg fandt hurtigt historien for ligegyldig og grov – uden de små finesser og sidehistorier, som ellers er standarden indenfor spil af sandkasse-størrelsen.

Stor, åben og tom verden
Netop den nye legeplads gjorde mig ganske ivrig, da jeg startede spillet op. Mit spil-CV er fyldt med store oplevelser, og toppen af disse er næsten udelukkende baseret på netop store åbne spilverdener. Faiths´s nye verden starter nu også lovende ud, men hurtigt derefter fremstår den store legeplads steril og kold. Der er ikke meget andet end stål og kantede bygninger, hvor eneste krydderi kan være sporadiske grupper af betjente og soldater. I det meste af spillet er det nødvendigt at have en vejviser slået til, hvilket er en rød sti foran dig. Det fungerer ganske fint. Men efter den første time, mangler man næsten bare en klaphat, og et dansk landshold ved EM – alt fremstår rødt og hvidt. Jeg valgte flere gange at slå stifinder-funktionen fra, og herefter forsøge at finde den fornemmelse af frihed, man normalt forbinder med sandkassespil. Det lykkedes dog aldrig.

Når den åbne verden og spillet fungerer bedst, så flyder alle ens bevægelser sammen i en sand parkour-dans, hvor der er flow og fart over feltet. Det er her spillet skinner igennem, og her jeg havde svært ved at smide controlleren fra mig. Men der er desværre flere klumper af selleri i suppen. Disse perioder med en god fornemmelse af flow og fart er alle ret korte. De afbrydes eksempelvis brat af kluntede måder at klatre på eller sære konstruktioner i miljøerne. Dette bliver særligt irriterende, hvis man dropper hovedhistorien for en stund, og kaster sig over et af de mange kapløb mod uret, som er fordelt rundt i spillet. Der er såvel faste baner, som baner skabt af andre spillere. Der er mængder tilgængeligt på kortet, men desværre er de markant mere frustrerende end underholdende. Ret hurtigt fravalgte jeg dem, og forsøgte at finde anden underholdning rundt på banerne. Dette kan findes i form af eksempelvis opgaver, hvor man skal aflevere ting – eller man skal distrahere bunker af fjender. Begge disse ting er dog også udstyret med et stopur, der tæller ned, så der er ikke basis for dybere strategiske beslutninger med mindre de tages tjept.

Hvor en solid omgang parkour kan virke dejligt zenagtig, så er de fleste af de åbne muligheder i spillet forbundet med et stopur, og en omgang stress. Jeg fandt dog fornøjelse i enkelte andre dele. Rundt omkring i byen findes der store reklameskilte, som typisk er placeret på høje utilgængelige bygninger. Disse skilte kan man tage ejerskab af, ved at klatre op til dem, og sætte sit mærke. Man kæmper her mod folk fra ens venneliste. Det havde en grad af puzzle, ro og fordybelse over sig – og jeg stornød det. De fleste andre sidemissioner eller aktiviteter er stressende eller ligegyldige.

Spillet er udstyret med et XP-system, hvor man opgraderer Faith i et skilltree. På et tidspunkt sad jeg fast i hovedhistorien, da parkour-pigebarnet var for svag til at tage kampen op mod nogle fjender. Ud af missionen og i gang med at grinde XP. Det var nu uforholdsmæssigt svært, da der var så få underholdende XP-givende begivenheder tilgængeligt. Efter en længere søgen rundt fik jeg dog det rette niveau på Faith, og jeg kastede mig tilbage i kampen.

Her rammer vi så endnu et åbenlyst kritikpunkt – kampsystemet. Hvis man virkelig lever sig ind i rollen, så er man logisk set mest tilbøjelig til at flygte. Af sted med elegante spring og løb på vægge. Men sådan vil spillet det ikke. I flere centrale dele af historien skal man tage kampen op mod fjender – endda regulære boss-typer med store brede skuldre og alverdens gadgets-of-mass-destruction. De første små fjender man møder kan nedlægges med spark. En typisk finte er at springe lidt til siden og så sparke dem. Dette får den ringe AI til at blive helt forvirret. Fjenderne fremstår hurtigt som kludedukker, man bare kan sparke og drible rundt med. Denne illusion bliver særlig kraftig, når der er grupper af fjender. Man kan sparke dem ind i hinanden, hvilket resultater i, at de ligner en bunke halvfulde svenskere på Roskilde Festivalen.

Alt i alt gad jeg godt elske dette spil. Der er så meget potentiale her. Desværre er Mirror´s Edge Catalyst fyldt med irritationsmomenter og dårlige valg fra udviklernes side. Selv for hardcore-fans af det første spil, så er der en perlerække af skuffelser forbundet med denne titel, og det er svært at argumentere for et køb.

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.