Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Meget indhold.
Solid racer-simulation.
Lang holdbarhed.
Dårlig styring med controller.
Kun for hardcore simulations-fans og ikke for den gennemsnitlige gamer.
Køb Project CARS: Game of the Year Edition hos vore partnere:
   

En seriøs opdatering
Er man til en seriøs raceroplevelse, hvor simulation er mere beskrivende end arcade, så er Project CARS sikkert allerede en del af spilsamlingen. Spillet udkom til konsollerne for lidt over et år siden, og nu er der netop udgivet en Game of the Year (GOTY)-udgave med alle tilgængelige udvidelsespakker og opdateringer. Udover dette, lover denne udgave af spillet også udbedring af hundredvis af fejl, som forekom i den oprindelige udgave. Det store spørgsmål er derfor, om det er værd at finde læderkysen og kørehandskerne frem igen, eller om man med fornuft kan bruge spareskillingerne på andre af årets store udgivelser?

Ved udgivelsen fik spillet med rette en del tæsk for den elendige styring med normale controllere, hvor udviklerne tydeligvis havde en vision om en kundekreds udstyret med rat og pedaler hjemme foran fladskærmen. Omvendt landede der flere roser og konfettikanoner, når grafik og realisme skulle bedømmes, og man kunne næsten smage fluerne i fortænderne, når man drønede rundt i en topløs sportsvogn. Disse ting består, og udover at det nu er mere sjældent, at man oplever fejl og spilødelæggende glitchs, så fremstår GOTY-udgaven uden de store ændringer.

Følelsen af, at man skal være halvprofessionel racerkører for at kunne se kvaliteten i dette spil står også stadig, hvilket trækker titlen væk fra oplagte sammenligninger som eksempelvis Forza-spilserien. Project CARS er i helt sin egen vægtklasse, når vi snakker realisme og simulationer af racerbilsporten på konsollerne. Det er den seriøse dreng i klassen, som sidder oppe foran og tager skarpe notater mens lærerindens underviser. Om man kan lide dette eller ej, er jo et spørgsmål om smag og behag – men tonen er klar hele vejen igennem. Dette er for de seriøse, og ønsker man en omgang arcaderæs med vennerne, så skal man langt ned i rækkerne til mindre seriøse titler.

Graden af alvor afspejles også i multiplayer-delene, hvor man kan deltage i løb med optil 16 andre biler. Det er sjovt, hektisk og hammerende svært – særligt hvis man som denne anmelder ikke har et rat tilgængeligt. Det er tæt på, at en køredragt og hjelm også er påkrævet, og har man ikke hele paletten, så er der bøllebank ved kasse et. Jeg oplevede på intet tidspunkt at være bare i nærheden af en sejr, så der skal investeres en del timer i Project CARS, hvis man vil være virkelig god, og blive anerkendt på onlinedelen.

Denne GOTY-udgave af spillet tilfører bunker af nye biler og baner til oplevelsen, og har man ambitioner om en seriøs racerkarriere på noget nært eSports–niveau, så er det nu, man skal slå til. Talte anmeldelserne af det oprindelige spil ikke til en, så er der derimod intet som peger på, at man vil ændre mening med denne udgave. Jeg er selv mere i retning af Forza-spillene, men det er svært at blive en alt for negativ smagsdommer overfor en titel som Project CARS. Spillet tager det hele meget seriøst, hvilket man må respektere, da det er hele spillets DNA og formål. Målgruppen er ikke den bredde casual-gamer-gruppe, og tilhører man dem som ser Top Gear i fjernsynet hele tiden, mens der er en slikskål med Ahlgrens bilar indenfor rækkevidde, så skal man nok piske alt hvad rammer og tøj kan holde ned til den lokale spilbiks og handle.

Gamesector Anbefaler

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.