DOOM

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Afsindig action.
Fede våben.
Adrenalinkick.
Retro på den lækre måde
Mangler variation
MP delen ikke så fantastisk
Køb DOOM hos vore partnere:
   

Back on Mars!
Tilbage i 1993 smed ID Software et spil på markedet, som i de næste årtier har været med til at forme og definere en hel genre. Sammen med Wolfenstein var DOOM noget helt nyt – muligheden for at skyde folk fra et første persons perspektiv. Her fremme i 2016 er der ingen tvivl om, at netop FPS er det helt store trækplaster, når der skal sælges konsoller og genren er siden fødslen blevet tilrettet og smukkeseret. Nu er ID Software så tilbage med deres hjertebarn – utroligt nok er det lykkedes at reetablere et stykke underholdning, hvor man samtidig giver den fuld gas på nostalgien.

Man har fra starten valgt, at gå helt tilbage til rødderne. Her er ikke noget survival horror som lidt ledte DOOM 3 på afveje og der er ikke indkøbt dyre Hollywoodskuespillere til at bære et hav af historiebærende mellemsekvenser. Det her er action fra allerførste sekund. Mars er igen skuepladsen, hvor du med tilbageholdt åndedræt konstant er i bevægelse med triggerfingeren pumpende. Du har knapt sat spillet undervejs inden de første zombielignende skabninger overfalder dig, og lader du dig rive med, så vil du ikke se dig meget tilbage.

I DOOM er du konstant underhunden, her er ingen hjælp at hente, ingen genopladelige skjolde eller ting du kan dække dig bag. Er du opflasket på Halo eller Gears of War, så vil det lige tage et øjeblik og nok også et par dødsfald inden konceptet rigtigt kommer ind under neglene. Der er dog ingen grund til at give op eller frygte de mange vederstyggelige fjender – den største badass er uden sammenligning dig. Du vil skyde og flænse dig vej gennem fjenderne, som en kniv gennem en pakke smør, der har stået lidt for længe ude i den bagende sommersol.

Mange af de våben, der nu er helt naturlige tilføjelser til så godt som samtlige FPS spil, så dagens lys i det oprindelige DOOM. Med genlanceringen er man tro mod ophavet, og du kommer igen til at give den gas med tordnende shotgun, buldrende maskingevær og flænsende motorsav. På nær den første lille pistol du får tildelt, så har alle våbnene pondus, og det føles godt når magasinerne tømmes.

Apropos magasiner vælger man at se stort på realismen – vi skyder vel dæmoner på Mars – og bare have et maksimalt antal skud til det enkelte våben. Det betyder eksempelvis at du som udgangspunkt har 20 skud til din shotgun, og dem fyrer du bare af uden at skænke genladning nogen tanke. Det er et retrohop tilbage til samtidens afsindige actionfilm, og det er bare med til at underbygge både tempo og action. Konstant i bevægelse imens de cirkler omkring overmagten, og skyder til højre og venstre.

Stærk Retro
Missions- og banestrukturen er mindst lige så retro. Det er et spørgsmål om at rydde et rum for fjender, måske finde et gult kort som kan give adgang til den gule dør – vi er nede på det niveau. Men det er faktisk befriende enkelt, og kommer derfor aldrig i vejen for spillets hovedformål. Samtidig har man valgt at åbne dine bevægelser i den horisontale retning – hvilket er nyt – men det er flot integreret, og niveauforskellene er bare med til at give en tyk streg under behovet for at spæne rundt.

Fjenderne er sammen med de mange våben spillets primære stjerner. Har du tidligere spillet DOOM, så vil du glædes ved, at en del af de ”elskede” skabninger går igen i denne version. Variationen er ganske slående, og de enkelte fjender har også forskellige måder at kæmpe på. Nogle kan flintre rundt på banen og bekæmpe dig på afstand, mens andre er tanks, som konstant er helt oppe i fjæset på dig. Det giver incitament til lige at tænke sig om en gang, og overveje hvilken strategi/hvilke våben der fungerer bedst.

Til yderligere at give kulør, så er der implementeret en ganske fed mulighed for at eksekvere et såkaldt ”finishing move”. Når en fjende blinker gult eller blåt, så vil et enkelt tryk på R3 gøre at vores hovedperson flår fjender fra hinanden med sine bare næver. Det er brutalt, og ikke altid smart at gøre midt i en gruppe af modstandere, men det er flydende integreret i resten af gameplayet, og derfor er det en lækker kulør til begivenhederne.

DOOM fungerer rigtigt godt i korte, intensive doser. Det er koncentreret kaos, hvor historien er i bagsædet (du kan selv vælge hvor meget du vil afsløre af denne undervejs – hvis du overhovedet gider). Man har holdt det enkelt, hvor variationen kommer i nye våben, muligheden for at opgradere gamle samt de forskellige fjender der prøver at komme dig til livs. Den enkle indgangsvinkel er naturligt nok så også spillets største svaghed – på et eller andet tidspunkt får man nok, og så er der altså ikke nok variation i selve gameplayet.

Så har man mulighed for at spille online, men det er desværre ikke her der scores de store point. Det er de klassiske måder at spille på, men det fungerer bare ikke specielt fantastisk – især ikke over længere perioder. De ting som hæver spillet i singleplayer mangler ganske enkelt i multiplayer, og det føles underligt distanceret.

DOOM er lidt af en overraskelse. Personligt havde redaktionen ikke de vilde forventninger, men der er faktisk solid underholdning i vente. Valget at gå næsten 100% retro fungerer virkeligt godt, og er med til at adskille spillet fra de mange andre muligheder vi har på i en stærkt repræsenteret genre. Samtidig er det teknisk godt skruet sammen, og både omgivelser samt fjender står knivskarpt på skærmen. Problemerne ligger i variationen, og en multispiller del, som ikke rigtigt formår at løfte sig.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen