Star Fox Zero

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Landmaster og Gyrowing
På mange måder et dejligt retro-gensyn
Kontrollen fra helvede
Køb Star Fox Zero hos vore partnere:
   

You are NOT in control
Er du ikke bekendt med Nintendos Star Wars-inspirerede railshooter, så kan vi lige tage en hurtig præsentation af spillet med Fox McCloud og hans wingmen Slippy, Falco og Peppy. De er antropomorfiske dyr (Fox McCloud er naturligvis en ræv, hvis du skulle være i tvivl), der bekæmper alle galaksens onde fascistiske typer ved hjælp af deres Arwing rumskibe. Historien i Star Fox spillene har altid været papir tynd og blot en undskyldning for masser af action – ofte præsenteret som en klassisk railshooter med Fox’s Arwing rumskib i centrum, men også i andre fartøjer som kampvogne, ubåde og andre mekaniske dødsmaskiner.

Det er der som sådan ikke pillet ret meget ved. Der hvor Star Fox Zero virkelig vil dele vandene er når det kommer til kontrollen, for den er altoverskyggende i spillet. Man kan godt få den mistanke, at det er designet af kontrollen og Nintendos ønske om at eksperimentere med den, der har dannet grundlag for resten af spillets design – normalt ville man nok gøre det omvendt. Under alle omstændigheder vises dit fartøj på dit fjernsyn, med et frit svævende kamera bag selve fartøjet. På skærmen på din controller vises udsynet fra dit cockpit, så du konstant skal veksle mellem at kigge på dit fjernsyn og controllerens skærm.

Kontrollen med fartøjet er i sig selv simpel nok, da det sker på gamepaddens sticks, mens fjender kan søges ved at vippe og dreje med gamepadden. I teorien betyder det at du kan flyve i en retning og kigge og skyde i en anden. I teorien altså. I praksis kræver det en vis mængde tilvænning, men det kan lade sig gøre at mestre Arwingens lidt specielle kontrol med tålmodighed og viljen til at acceptere den lidt specielle præmis.

Men spillet stopper ikke med at smide udfordringer mod dig, når du har fået styr på din Arwing. Som i de foregående spil krydres din oplevelse nemlig af en række andre fartøjer, f.eks. en walker, en Landmaster hovertank og så videre. Walkeren giver en fin variation og ideen med at lande på store fjendtlige rumskibe og trænge ind i skibenes indre, imens man nedkæmper fjender er skam fedt fundet på, men kontrollen er katastrofal. Det er nærved umuligt at strafe og da udviklerne (sikkert med gode intentioner) har låst en række special moves til controllerens thumbstick, vil du opleve at fumle rundt i special moves imens du desperat forsøger at gøre noget så banalt som at sigte på en fjende.

En kontrolmæssig åbenbaring
Du kommer til at dø. Mange gange. Om og om igen. I walker sekvenserne er det nok fordi du kæmper med kontrollen. Det kommer du til indtil du i afmagt giver helt slip og accepterer spillets præmis: det der foregår på dit fjernsyn er i virkeligheden sekundært. Det er på fjernsynet du skal orientere dig kort og søge fjenderne og på gamepaddens skærm du skal duellere med deres rumskibe og sigte, skyde og ja – spille spillet. Når du først til den erkendelse, bliver Star Fox Zero en helt del nemmere at danse med, hvis du da ellers er tilfreds med at de meste af spillets action opleves på gamepaddens lille skærm.

Walkeren bliver dog aldrig nogen nem opgave at kontrollere, men (den nye) drone-agtige helikopter, Gyrowing, og Landmaster hoovertanken er begge velfungerende og især Gyrowings missioner, der fokuserer på stealth, er et kærkomment pust af friske vinde, der varierer det ellers meget actionfyldte og ensformige gameplay. Hoovertanken kan desuden flyve korte afstande, hvilket også giver de missioner, hvor du skal bruge den, lidt ekstra krydderi.

Ser man bort fra den meget eksperimenterende kontrol, så er Star Fox Zero som sine gode gamle forgængere. En scrolling shooter med masser af action, barrel rolls (naturligvis), bosskampe og fjendtlige rumskibe at skyde ned. Grafikken minder om den du måske husker fra de forrige spil, især Lylat Wars (som Star Fox 64 hed på disse breddegrader). Den er i virkeligheden ikke voldsom smuk, men en form for funktionel retro 3D, der ligesom hører sig til i et Star Fox spil.

Samlet set er Star Fox Zero en blandet oplevelse. Jeg bliver aldrig fan af den ukontrollerbare walker. Men på den anden side morer jeg mig kosteligt over de klassiske Arwing missioner og både Gyrowing og Landmaster har bestemt sine underholdende øjeblikke. Så der er heldigvis mere i den positive vægtskål end i den negative når Star Fox Zero slutteligt skal måles og vejes. Men fans af serien, der blot forventer en opgraderet moderne version af Lylat Wars vil med sikkerhed blive skuffet.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).