Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad Language
PositivtNegativt
Fede figurer
Mange unikke egenskaber
Kampene kan få et rigtigt lækkert flow
Historien er ligegyldig
Spillet mangler dybde og variation
Forsøget på at fusionerne med MOBA er mislykket
Kampagnen er kedelig
Køb Battleborn hos vore partnere:
   

Spinkel historie
Uanset hvad man ellers synes om Gearbox, så har de en evne til at strikke unikke og interessante karakterer sammen. Vi så det i Borderlands, hvor de mange fede personligheder du mødte undervejs om noget var en bærende kraft. Med introen til Battleborn mærker man straks, at det igen er de forskellige figurer, der er den bærende kraft. En lækker mangainspireret 2D tegnefilm kører en kølig introduktion, hvor vi skifter perspektiv, imens en række krigere udfolder deres talenter. Alt sammen båret afsted af dybe rytmer tilsat et gram af melodiøs rap. Det er svært ikke at glæde sig til begivenhederne virkelig starter op.

Men med rosen af figurerne følger desværre også en kritik af historien, for hvor førstnævnte glimter med opfindsomhed, så er fortællingen letbenet og blottet for karakter. Der er én stjerne tilbage, en række forskellige arter slås om at bebo en planet i nærheden af denne, og derfor skal du ud og lufte dine skydevåben. Det er vist rimeligt præcist essensen heraf.

Historien bliver udspillet gennem otte baner, som alle er et spørgsmål om enten at løbe fra den ene ende til den anden eller alternativt forsvare et område. Imens du løber fremefter taler forskellige figurer i baggrunden – hvilket tilsyneladende skulle forestille at være den historie du får. Det er bare så distanceret fra dig, at du aldrig rigtigt giver det noget opmærksomhed. Efter omkring otte timer er du ved vejs ende, og kan – trods alt – nyde en lækker outro i samme stil som introen.

Det primære formål med kampagnen er at introducere dig til de forskellige figurer. Vi kunne godt have ønsket, at der var noget decideret baggrund til disse, som det er nu bliver de båret på udseende, attitude og evner. Heldigvis oser de alle af dette. Efter prologen har du syv figurer tilgængelige – efter endt kampagne vil du have omkring fire ekstra. Det er under halvdelen af alle figurer i spillet, så du skal have gang i yderligere genspil- alternativt skal du kaste dig ud i spillets multiplayer del – i hvert fald hvis du hungrer efter yderligere variation.

Multiplayer i fokus
Et område du skal være opmærksom på er, at Battleborn i sin grundvold er et spil der er bygget til at man er flere deltagere. Det gælder selvfølgelig når man spiller multiplayer, men det gælder også i spillets kampagne. Eftersom de enkelte figurer er født med de våben og unikke evner de har i spillet – og du blot kan gøre evnerne stærkere, så er det ikke alle figurer der er lige anvendelige i de enkelte baner. Battleborn fungerer klart bedst med en gruppe, hvor man i samarbejde tackler problemerne. Så kan den ene eksempelvis snipe med steampunk inspirerede Marquis, en anden kan heale med finurlige Miko og en kan gå helt op i fjæset med Montanas minigun.

Render du rundt alene, vil der være dele af banerne som vil tangere besværlige til deciderede umulige – hvorfor du ender med at vælge generalisterne, hvilket alt andet lige er mere kedeligt. Dertil vil du alene have et hyr med at nedlægge de mange bosser. Battleborn sørger nemlig for, at du på din vej skal kæmpe dig vej igennem en god bunke af disse, som naturligvis både har faser og sårbare områder. De suger kugler til sig, og har man ikke lige et våben eller egenskab, der passer til kampen, så bliver det en langvarig, småærgerlig oplevelse.

Mere spræl er der i spillets arenakampe, selv om Battleborn også her sætter sig lidt mellem to stole. Det er her vi finder Metldown, som skulle være spillets forsøg på at bringe MOBA (multiplayer online battle arena) gameplay til FPS format. Det er kamp i en arena, hvor man kan bygge våbentårne til at holde modstanderne optaget. Det hele er bare så hektisk og rodet, at det ender som en underlig oplevelse, hvor man ikke rigtigt får brugt hverken evner eller banens muligheder særligt optimalt. I stedet ender det som en ordinær gang skyderi. Capture og Incursion er bedre, og er enten et spørgsmål om at overtage modstanderens felter eller alternativt udnytte udstyr til at angribe fjenden. De er begge ganske hektiske og underholdende.

Battleborn har en masse potentiale, hvor de mange unikke figurer i sig selv er et besøg hver. Den spraglede grafiske stil og de – til tider – mange morsomme kommentarer er med til at give tingene kulør og sjæl. Desværre er der ikke så meget variation under overfladen, og faktisk er den distancerede humor – med et hav af kommentarer fra figurerne – med til at distancere os fra den i forvejen letbenede historie. Det er ganske underholdende i små doser, men bliver hurtigt ensformigt, og du får svært ved at retfærdiggøre at smide rigtigt mange timer i projektet. Med det lignende Overwatch lige om hjørnet kunne det godt være en intelligent ting lige at vente og se hvordan det spiller ud.

Om Alan Vittarp Rasmussen