Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Magisk og betagende verden
Historiemæssig dybde under overfladen
Fremragende kampsystem
Til tider bjergtagende grafik
Ikke meget nyt under solen
Køb Dark Souls III hos vore partnere:
 

Digital sadisme
From Software taler på mange måder til din indre sadist. Hele det plumrådne univers hvor du konstant straffes og udsættes for smæk og slag er bare så gennemført i sit udtryk. Nærmest fra første minut er det op af bakke, imens du desperat kaster dig fra det ene ydmygende opgør til det næste. Indlæringskurven føles måske en anelse blødere her end tidligere, men det er stadig knaldhårdt, og det varer ikke længe før de mindre dedikerede vil blive sorteret fra.

Er du dog allerede kender af serien, så ved du nærmest præcist hvad der venter dig her. Historiefortællingen er som i de andre spil i serien holdt i baggrunden. Ikke sådan forstået, at den ikke er der – det er bare op til dig selv, at søge de brudstykker, der er spredt ude omkring i det dunkle univers. Udgangspunktet er det klassiske opgør mellem lyset og mørket, det er din skæbne at spille en essentiel rolle i at lyset i sidste ende skal sejre. Spillet fungerer fint uden historie, men det er rart, at man selv kan justere hvor meget dybde man ønsker.

Det første kvarter er et løb op af en klippevæg, hvor du hurtigt får smidt diverse info i ansigtet. Herefter følger den første boss-kamp af mange, og her vil fårene helt sikkert blive skilt fra bukkene. Det er tydeligt at From Software nærmest har smidt det ind som et checkpoint: Kan du finde ud af, at gennemskue modstanderens mønstre, og har du styr på kontrollen, kan du til sidst stå som sejrsherre, og du bliver lukket ind i det forjættede land. Kan du ikke, jamen så er der nok ikke rigtigt noget at komme for dig her.

Dark Souls 3 er nemlig – som vanligt – et fnys mod folk der bare trykker manisk på knapperne, når de spiller. Det når du ganske enkelt ingen steder ved at gøre her. I stedet er det et spørgsmål om konstant at vurdere de situationer der venter dig. Ofte vil du hoppe ind i et opgør og fuldstændigt blive destrueret. De dygtige vil dog suge information omkring modstanderens bevægelsesmønstre og svagheder, hvilket man naturligvis benytter ved næste forsøg.

For de få og de rå
Oplevelsen har fortsat en stærk aura af rollespil, hvor du langsomt udvikler din valgte personlighed – som igen vælges ud fra flere forskellige arketyper. Det er vigtigt, at vælge den rigtige, og det bliver også i spillet opfordret til at man efter første bosskamp, hvis man ellers har problemer, forsøger sig med en anden figur. Dertil har spillet en form for hub-verden (kaldet Firelink Shrine), hvor en række af de NPC’er du falder over på din vej samles. Her kan du også samle nye questlines op ved dialog, hvilket er med til at underbygge den underliggende verden.

Kampene er blevet endnu mere finpudset, og vil helt garanteret være det helt afgørende omdrejningspunkt for de fleste. Kampstile, forskellige våben og evner mikses flot sammen i et system, hvor timing samt bevægelse er helt essentielt at få styr på. Især bosskampene er langtrukne affærer, der vitterligt vil teste dine reflekser og evner til at forudsige bevægelser. Når man først har fået et par af dem bag sig, er det svært ikke at blive lettere høj og langsomt lade sig helt fange i forløbet.

Heldigvis er der samtidig skabt et fascinerende visuelt univers til at ledsage dig. Nogle af disse verdener er intet mindre end bjergtagende, og når de så er befolket med imponerende skabninger, så er illusionen nærmest fuldendt. Især bosserne er de store trækplastre her. De vil tårne over dig, flyde omkring dig og ikke mindst gennemgå overvældende forvandlingerne undervejs i opgørene. Det bakkes op af en ganske bevægende musikalsk flade, hvor intrigante toner konstant giver en ekstra dimension til begivenhederne.

Selv om der er rigeligt at se til alene, så er der igen mulighed for at spille online i Dark Souls 3. Det er igen en elegant form for co-op, hvor man kan assistere andre i deres færd eksempelvis ved at lægge noter i deres verden. Alternativt er en noget hektisk gang PVP, som, for mig, virkede noget upoleret og rodet.

Det skal dog ikke tage glansen fra et ellers utroligt gennemarbejdet spil, som utvivlsomt vil være en våd drøm for alle kendere af From Softwares arbejde. Det er et best-off samlet fra de sidste titler, og perfektioneret her. Det vil på ingen måde lokke nye gamere til, og har du ikke tålmodighed til at skulle perfektionere nærmest hver en lille kamp, så er det stadig ikke noget for dig.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen