Score: 5
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Detaljerede busmodeller
Originalt koncept
Kedelig spilmodel
Store tekniske problemer
Dårlig planlægnings og økonomimodel

Når ingenting bliver til underholdning
Da jeg var en lille knægt forestillede jeg mig en gang imellem hvordan det ville være hvis fuldstændigt kedelige dagligdags begivenheder blev lavet til computerspil. Hvad hvis de to timers køretur hjem fra moster Oda i Væmmelse Nørmark blev lavet til et spil? Hvad hvis der fandtes en computerversion af at lave spaghetti med kødsovs og spise det bagefter. Eller tænk nu hvis det helt trivielle og ensformige job med at køre rundt i en bybus (eller rutebil, hvis man skulle komme fra Jylland) blev lavet til underholdning?

Virkeligheden har det med en gang imellem at tage fis på os og overstige fantasien. Det var derfor nærmest med vantro jeg sad på redaktionen og gloede på den farvestrålende boks med Bus Simulator 16. ”Styr en bubus rundt i myldretiden mens du overholder færdselsreglerne, sælger billetter og beroliger ophidsede passagerer”. På forunderlig vis lød det bare langt mere vanvittigt og eksotisk end at nedkæmpe trolde og drager med en slangebøsse.

Flere kills i Bus Simulator end i Counterstrike
I Bus Simulator 16 er det dig der er bussemanden. Du kan boltre dig med seks forskellige tyske bybusser, som du skal styre rundt i byen fra busstopsted til busstopsted uden at ramme forbi stoppestedet, slå passagerer ihjel med din bus, eller torpedere andre trafikanter. På den måde stiger du langsomt i graderne fra begynder buschauffør til super elite buschauffør. Desværre er det ikke helt så nemt at undgå at lave ulykker som det lyder, så du kan glæde dig over at en dårlig dag med en håndfuld trafikdrab på samvittigheden ikke tæller ned i forhold til den prestige, som du allerede har opnået på dine bedre dage.

For at det hele ikke skal ende i ren køkørsel og skrigende unger, har udviklerne pålagt dig en planlægnings og økonomiopgave oven i dit job med at køre bus. Her skal du hyre nye chauffører, købe nye busser og planlægge nye ruter rundt i byen indtil du opnår det ultimative i livet for en simuleret buschauffør: At dække alle byens fem distrikter med dit busselskab. Der er ikke et øje tørt.

Indrømmet, der er sikkert nogen der finder det ekstremt fascinerende, at simulere det at trille rundt i en tonstung bus i otte timer, men for os blev det lynhurtigt til noget der mindede mest af alt om at være på arbejde. Men ud over at underholdningsværdien kan debatteres, så er Bus Simulator 16 plaget af en række tekniske udfordringer, der trækker alvorligt ned i forhold til at få os til at tro på spillets simulerede virkelighed. Selve busserne er utroligt flotte og detaljerede, men alt andet i spillet brillerer ved at være udetaljeret, kedeligt og nærmest sterilt. Det forventes, at du holder dig til færdselsreglerne med perfektion, men dine medtrafikanter opfører sig som en børnehave i sukkerchok, der har fået lov til at prøve radiobilerne for første gang. Når grafikken så hakker og stønner på selv de kraftigste PC systemer, på trods af at 3D grafikken teknisk set ligger flere niveauer under andre nyere titler, der kører fuldstændigt smertefrit, så gør det det bestemt heller ikke nemmere af være buschauffør.

Det må være hurtigere bare at gå
Spillets planlægnings og økonomidel virker tyndbenet og påklistret og har ikke ret meget at gøre med de overvejelser man må forventes at skulle gøre sig for at drive et busselskab i virkeligheden. For eksempel er spillet flintrende ligeglad med hvordan dine ruter planlægges i forhold til passagergrundlaget og muligheden for passagererne at komme hurtigst muligt frem. Det handler ene og alene om at få dækket byens fem distrikter ind. Helt ærligt. Spillet kan ikke en gang regne ud hvor mange chauffører der skal til for at køre fire busser.

Med mindre man ligefrem er medlem af Enhedslisten er det svært at forestille sig nogen med så stor passion for offentlig transport, at man ligefrem har lyst til at bruge sin fritid på at simulere det. Men uanset det, så skal der lettes på hatten herfra for at der er nogen der tør kaste sig over produkter til den alleryderste kant af nichemarkedet. Desværre bærer det færdige produkt tydeligt præg af at det skal kunne være rentabelt på et meget smalt marked, hvor både den tekniske udførelse og selve spilmodellen er så tilpas tyndbenet at vi ikke rigtigt kan anbefale Bus Simulator 16 til andre end de allermest hardcore bybus fetichister.

Om Jesper Søtofte