Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Nemt at gå til
Nydelig grafik
Hurtig og underholdende action
For få Pokémon at spille
Kan blive ensformigt
Køb Pokkén Tournament hos vore partnere:
 

Tekken for lommemonstre
Pokkén Tournament er, som nævnt, dybest set Tekken med Pokémon. Okay der er lidt forskelle her og der og spillet er tydeligvis strømlinet mod et yngre publikum, men generelt er der tale om et ultra klassisk kampspil, med alt hvad det indebærer af power-up bars, special moves og ”unikke” stilarter for de forskellige deltagere. Man skulle jo mene at det lå lige til højrebenet, at lave et kampspil med Pokémon, for der er trods alt en del at vælge imellem og de lader jo ikke til at lave andet end at slås i de klassiske Pokémon spil. Alligevel er Pokkén Tournament ikke nået helt i mål med konceptet, selvom det starter meget godt.

Der er 16 forskellige Pokémon at vælge imellem. På listen findes gamle kendinge som Charizard, Mewtwo og Pikachu (naturligvis), men også en række knapt så kendte som Braixen, Gardevoir og Weavile. Hver Pokémon har en kamp stilart, der definerer hvordan den er at spille og hvilke moves og specials (i form af Mega Evolves) den kan udføre. Nogle af dem er hurtige, nogle langsomme og nogle er bedre til angreb på lang afstand. Desuden kan du, efter at have valgt Pokémon, vælge imellem et par ”assist Pokémon”, der er 15 par af forskellige Pokémon, som du kan få assistance og bonusser ud af under kampene.

Selv med de 30 assist Pokémon, så er de 16 centrale Pokémon lige i underkanten, i hvert fald når man tænker på hvor mange Pokémon, der er at vælge imellem. Den noget tyndt besatte rolleliste er umiddelbart et af spillets helt store svagheder. Med mere end 700 ”kendte” Pokémon burde der være plads til lidt mere end 16 i Pokkén Tournament.

Faseopdelt action
Selve kampene er, i modsætning til Tekken, delt op i to faser. En ”field phase” hvor de to modstandere har fri bevægelighed i 3D arenaen og manøvrerer omkring hinanden for at sikre nogle tidligere træffere. Den anden, mere klassiske, ”duel phase” er som man kender det fra Tekken, hvor de to modstandere står overfor hinanden og kan udføre forskellige typer af angreb. Vekselvirkningen imellem field og duel faserne fungerer ganske godt og giver et ekstra pift af taktik og variation til kampene.

Kampene er, til trods for de to faser, stadig meget nemme at gå til og der er ekstra fokus på tempo og action. Det er tydeligt at spillet er målrettet en yngre målgruppe end de klassiske Tekken-spil, der typisk også kræver en vis form for teknisk finesse, hvis man vil mestre hver figurs kampstil. Dermed ikke sagt at der ikke er taktik i at anvende sine Pokémon optimalt, for det er der skam.

Det er muligt at spille Pokkén Tournament alene igennem en kampagne med en særdeles tyndbenet historie. Dybest ser er der blot tale om en række sammenhængende kampe, bundet sammen i en turneringsstruktur, der slutter med en boss. Det er rigtig mange kampe og det kan da også blive lidt ensformigt i længden (igen taget det begrænsede udvalg af Pokémon i betragtning). Heldigvis er der gode muligheder for at spille i multiplayer med to forskellige online modes, der kan gøre oplevelsen lidt mere interessant og frisk.

Præcis som Mascha Vang: nydelig, men træls at høre på
Visuelt er spillet ganske nydeligt, med store arenaer, nydeligt animerede og detaljerede Pokémon og masser af visuelle effekter. Baggrundene kan godt være lidt gnidrede at se på, men ellers er spillet generelt ganske flot. På lydsiden gentages de samme enslydende musiknumre igen og igen og det bliver alt sammen meget hurtigt lidt ensformigt. Dertil kommer en kommentator, der også ynder at genbruge de samme linjer om og om igen, så bliver det lidt anstrengende i længden.

Pokkén Tournament er et fint og nemt at gå til kampspil, der dog lige mangler den sidste dybde for at holde os fanget i længere perioder af gangen. Men en yngre målgruppe, der går mere op i Pokémon end en flok gamle gnavne spilanmeldere, kan med sikkerhed får mange, rigtig mange endda, timers sjov ud af dette ”Tekken light” spil.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).