Score: 8
Playstation Network
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Flot grafik
Et hav af puzzles i et åbent landskab
Virkelig gode hovedbrud
Utroligt fængende
Variation over den samme grundide
Mangler måske noget lineær udvikling for nogle (er for frit)

Artsy…
Jonathan Blow fik med et brag markeret sig på spilscenen med sit vidunderlige Braid, der på finurlig vis fik smækket sin egen vinkel på platformsscenen og samtidig kombinerede det med en rigtig fin lille historie. Næste udspil har selvfølgelig været ventet med længsel, og nu er det så endelig landet. Der er visse paralleller til Braid, men the Witness er langt hen ad vejen sin helt egen størrelse. På overfladen en relativt enkel oplevelse, men samtidig en tidsløs rejse, som måske / måske ikke gemmer på en dybere mening. Googler du vil du i hvert fald allerede nu kunne se alskens analyser af hvad spillet egentlig dækker over.

Du bliver smidt ned på en ø uden nogen form for information om, hvad du reelt skal foretage dig. Begivenhederne følges fra et første persons perspektiv, hvor omgivelserne ruller forbi dig i naivistisk stil holdt i skarpe nuancer, som fremstår utroligt flot på din skærm. Inden længe falder du dog over første udfordring. Det er en relativt simpel manøvre, som ligger i at føre en linje fra en side af skærmen til den anden. De første par udfordringer agerer tutorial, og du har her stor frihed til at løse dem. Det er utroligt simpelt – tangerende det enkle.

The Witness er dog alt andet end enkelt. Øen gemmer på et hav af gåder, som godt nok dybest set er variationer over de første, men sværhedsgraden har en stejl kurve. Ofte har du umiddelbart ikke nogle klare ledetråde eller indikationer på hvordan en given gåde skal løses, og du roder febrilsk rundt imens du bander over at det hele er så pokkers ulogisk.

Du forlader så den gåde du var undervejs med, og bevæger dig videre ud i omgivelserne imens stemningsfyldte lyde fylder baggrunden op. Lige pludselig falder du så over et eller andet, det kan eksempelvis være en tavle. På denne finder du nogle tegn, som du synes ser bekendte ud. Hurtigt gryer forståelsen, at disse tegn faktisk var på netop den gåde du netop den gåde du lige havde opgivet. Med andre ord, så har du netop her løsningen – eller i hvert fald reglerne, som du skal følge for at komme igennem sidste problem. Spillet er nemlig alt andet end ulogisk.

Det der er med til at gøre the Witness specielt er, at det inddrager omgivelserne i sine gådeløsninger. Du skal konstant være opmærksom på detaljerne, det kan være relativt åbenlyst som tidligere nævnte eksempel eller det kan være kombination af farver, vejret eller noget helt andet. Det kræver ofte, at du tænker lidt ud af boksen og nogle gange kan det være stærkt frustrerende, men løsningen er altid inden for rækkevidde.

Der er ikke en højt udbasuneret historie præsenteret med et hav af mellemsekvenser. Det der er, er i stedet en række båndoptagelser som byder på mere eller mindre abstrakte filosofiske og spilrelaterede observationer. Det er brudstykker som måske virker lidt ude af sammenhængen, men det er med til at opbygge den lidt mystiske stemning. Er du dygtig nok til at komme hele vejen til slutningen, så bliver du ydermere begavet med en sekvens, som nok skal få dig til at klø dig selv i hovedbunden.

The Witness er flot præsenteret, og det er et intelligent spil, som vil teste din logiske tankegang. Skal man pege på noget negativt, så er det – til trods for opfindsom variation – stadig variation over det samme tema, og er det ikke lige dig at føre en linje fra en side til den anden, så har spillet her ikke meget andet at byde på. Er du til gengæld vild med at blive udfordret, og kan du ikke lade puzzles ligge, så forbered dig på at blive fanget i noget af en hjernevrider.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen