Just Cause 3

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Gigantisk åben verden
Eksplosioner
Eksplosioner
Eksplosioner
Ikke meget variation
Tyndbenet historie
Mange fejl og tekniske problemer
Køb Just Cause 3 hos vore partnere:
 

Viva la revolución!
For tredje gang er Rico Rodriguez på spil. Denne gang på hans fiktive fødeø Medici i Middelhavet, hvor en ond diktator med hang til verdensherredømme har gjort regning uden vært og får kærligheden at føle fra vores helt. I rollen som Rico ender du naturligvis med at lede en revolution for at befri øen fra diktatoren. Men om det så havde foregået i Middelhavet, i Vladivostok eller i Ringsted er i realiteten noget så hamrende ligegyldigt, for det handler mest af alt om at få ting til at sprænge i luften på så mange og så fantasifulde måder som muligt.

Smukt som et postkort – Og lige så hurtigt
Til det formål har udviklerne fået skabt en ø der med sine 1.000 kvadratkilometer ligger et sted mellem Bornholm og Lolland i størrelse og som er proppet med ting, der bare venter på at blive ødelagt. Og lækkert ser det ud, grafikken er farverig og detaljeret og du vil ofte føle dig fristet til blot at nyde synet af dine omgivelser. Dog vil det også være det du bliver nødt til, for spillet er ekstremt dårligt optimeret og vil ofte blive reduceret til et lysbilledshow, når der foregår 14.000 ting på en gang.

Som du nok allerede har gættet, så er der ikke mere realisme over Just Cause 3 end der var i spillets to forgængere (Just Cause 2 og Just Cause) - nærmest tværtimod, for denne gang er du ud over din krog og din faldskærm også blevet udstyret med en vingedragt, der tillader dig at svæve afsted hen over landskabet, som en anden Batman. Det hele foregår i tredje persons perspektiv og minder mest af alt som en omgang Grand Theft Auto på steroider: det er eksplosivt og det er voldsomt og det er hamrende urealistisk og drengerøvsagtigt. Som frihedskæmper burde du egentlig beskytte den undertrykte befolkning, men tro imod den gakkede stil, er spillet hamrende ligeglad med om du bruger dine destruktive talenter på at nedlægge diktatorens soldater eller sagesløse civile.

Minder mig om min sommerferie på Ibiza
Teknisk set handler spillet om at du skal befri Medici fra diktaturet by for by og region for region. Det gør du ved at sprænge alt, der tilhører diktatoren, i luften, lige fra statuer til militærbarakker og på den måde langsomt få kortet til at skifte fra rød til blå. Men det er de vanvittige og overdrevne eksplosioner og de kreative måder de kan fremprovokeres på der uden sammenligning er spillets største attraktion. Men desværre har du ikke helt frihed til at gøre som du vil, for nogen af spillets fedeste eller mest nødvendige funktioner får du først adgang til når du har klaret et antal af historiens missioner eller befriet et antal områder fuldstændigt.

Ting som nedkastede forsyninger og muligheden for at hoppe mellem øens byer skal du således gøre dig fortjent til. Det samme skal du med spillets klart sjoveste gimmick, som er muligheden for at bruge din krog til at binde flere ting sammen og få dem til at eksplodere når de støder sammen. Prøv for eksempel at binde en helikopter sammen med en benzintank og se hvilken kædereaktion af ødelæggelse de kan forårsage i en militærlejr. På den positive side har du, til forskel fra Just Cause 2, ubegrænsede mængde af C4 sprængstof til rådighed, så der skulle under alle omstændigheder være muligheder nok for enhver aspirerende sprængstofsekspert.

Ud over at de sætter en bremse for dine mulighed for ægte freelance sandkasse udskejelser er spillets missioner hæmmet at en masse tekniske fejl, der ofte gør dem umulige at gennemføre uden at skulle reloade senest gemte spil indtil flere gange, En loadproces, der desværre også føles som om den tager det meste af en formiddag hver eneste gang.

Hævnen skal nydes med et brag
Når Just Cause 3 er bedst får det dig til at hoppe i stolen af jubel over al den farvestrålende og larmende destruktion du kan slippe løs over diktatorens håndlangere og Medicis øvrige indbyggere. Men der er ikke ret meget substans bag løjerne og den papirstynde historie er fyldt med fejl der gang på gang forhindrer du kan komme videre og desværre har udviklerne valgt at gemme noget af det sjoveste legetøj bag en masse kedelig repetition. Men ultimativt er Just Cause 3 en hel masse skæg og ballade i et spil, der aldrig forfalder til at tage sig selv særligt alvorligt. Det skal bare nydes i små intense portioner for at forhindre at kedsomheden eller frustrationerne sætter ind.

Om Jesper Søtofte