Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Fantastisk høj kvalitet hele vejen
Varierede og underholdende missioner
Interessante og meget forskellige racer
Skriger efter af blive spillet flere gange
Usympatiske protosser
Multiplayer næsten umuligt at komme i gang med
Køb StarCraft II: Legacy of the Void hos vore partnere:
 

Sagaen er balanceret i mål
Mere end fem år er der gået fra første episode af StarCraft II og snart 18 år fra første kapitel i StarCraft sagaen så dagens lys. Med udgivelsen af StarCraft II udvidelsen, Legacy of the Void er det ved at være slut og Protoss racen får lov til at runde af og lukke og slukke for StarCraft i denne omgang.

Udviklerne fra Blizzard har hele tiden været ude på et balancenummer af dimensioner ved at skulle strikke en sammenhængende historie sammen, der nu spænder over fem spil og hvor hver af spillets tre racer konstant får lov til at skiftes til at være heltene. Men med sikker hånd styrer de os i mål og formår både at udvikle på deres multiplayer del, der hovedsageligt er fokuseret mod professionel ”esport”, samt at skrue en varieret og underholdende singleplayer kampagne sammen, der giver tonsvis af underholdning både til begyndere og til StarCraft veteraner.

Der er tosser og så er der protosser
Spillets kampagne tager fat hvor Heart of the Swarm sluttede og giver dig kommandoen over Protoss hæren i en desperat kamp med ryggen mod muren for, ikke bare at genvinde Protoss hjemplanet Aiur, men for at redde hele galaksen fra ødelæggelse af superskurken Amon. Det sætter scenen for en masse drama og heltemod i en dramatisk historie, der er klasser bedre end hvad du blev spist af med i Heart of the Swarm, men hvor for de selvfede Protosser hurtigt kommer til at gå dig på nerverne. Udtryksløse og med tårnhøj selvhøjtidelighed bliver de ved med at køre i samme rille omkring selvopofrelse og en højere sags tjeneste, der hurtigt får dem til at fremstå langt mere som en race af kollektivt radikaliserede fanatikere end nogen man på nogen måde kan komme til at holde af.

Men hvor dine arbejdsgivere er kedelige og montone er spillets 22 missioner til gengæld både underholdende og varierede og lever fuldt ud op til hvad serien har gjort os forvænt med. Stilmæssigt læner designet sig denne gang meget tættere op af Wings of Liberty kampagnen end den mere rollespilsfokuserede Heart of the Swarm. Men generelt er det svært at finde nogen som helst at identificere sig med blandt Protoss tosserne på samme niveau, som man kunne med typer som Jim Raynor og Tychus Findlay i Wings of Liberty kampagnen og egentlig også med Sarah Kerrigan i Heart of the Swarm. Den humor og charme, der var ved at besøge kantinen ombord på Jim Raynors rumkrydser, Hyperion, bliver på ingen måde gengivet på det skinnende og kliniske rumskib Spear of Adun, som denne gang danner din base mellem missionerne.

Annonce – anmeldelsen fortsætter under billederne

Let som en leg eller ren massakre
Vanen tro starter spillet langsomt ud og tager sig tid til at bygge dit arsenal af enheder og bygninger op i et tempo, der sikrer, at alle kan være med, uden at det af den grund går ud over udfordringen for de mere rutinerede. Desværre er der dog alt for stor forskel på spillets sværhedsgrader hvor et niveau mellem det latterligt lette ”normal” niveau og det brutalt svære ”hard” havde været på sin plads. Men der er så mange forskellige dimensioner og muligheder i dine missioner, at spillet bare tigger efter at du kommer tilbage og prøver at klare missionerne på sværere niveau efter du er blevet færdig.

Mellemsekvenser og dialoger bliver serveret i enestående høj kvalitet, både hvad angår det visuelle udtryk og det top professionelle stemmeskuespil. Protosserne er så tilpas kvalmene selvretfærdige og hellige at mange af dialogerne kræver en brækpose for at man kan holde det ud, men kvaliteten af det der bliver leveret er af absolut højeste kvalitet, hvor det nærmest er et mirakel at Tossernes tåbeligheder kan leveres med så høj kvalitet af stemmeskuespil.

På multiplayersiden er der blevet justeret så alle spillere nu starter med flere ressourcer og det kritiske startspil derfor tager kortere tid. Det giver hurtigere og mere intense kampe og mulighed for hurtigere at avancere på spillets rangstiger. Men det betyder også at rutinerede spillere i endnu højere grad kan bygge en hær på rekordtid, hvilket har gjort det endnu sværere for nye spillere at have en kinamands chance for at bide sig fast i online delen af StarCraft II. Så er der mere hjælp at hente for de nye i spillets Archon mode, der lader to spillere dele samme base og arbejde sammen for at bekæmpe modstanderholdet. Der er også sket en del justeringer til eksisterende enheder og bygninger i multiplayerspillet og så har hver side selvfølgelig fået et par nye enheder. Fælles for de nye enheder er dog at de kræver en masse detaljeret styring og derfor primært vil appellere til dem der i forvejen har 100% styr på deres multiplayerspil.

Mission Success
Blizzard leverer den komplette, fejlfrie og fuldstændigt velpolerede spiloplevelse med Legacy of the Void. Der bliver ikke taget de store chancer undervejs, men med masser af variationer i missionerne og med urokkeligt solidt og velprøvet multiplayer, beviser de til gengæld at formularen holder hele vejen i mål uden behov for at lave de store revolutioner undervejs.

Hvad udvidelsen eventuelt mangler af charme i forhold til andre spil i sagaen opvejer den til fulde med et underholdende og varieret real time strategispil, der næsten er umuligt at lægge fra sig igen. En gang var det StarCraft og Command & Conquer, der sammen sad på tronen inden for de klassiske real-time strategispil. Men hvor C&C har vaklet og eksperimenteret har StarCraft holdt fast og sidder nu alene på den trone.

Gamesector Anbefaler

Om Jesper Søtofte