Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Velfungerende co-op
Dragter giver et friskt pust
God musik og grafik
Småkedeligt at spille alene
Meget gentagelse
Køb The Legend of Zelda – Tri Force Heroes hos vore partnere:
 

Zelda for tre
Tri Force Heroes er ganske rigtigt det seneste spil i den hæderkronede Zelda-serie, der, ligesom Mario Bros, er en af Nintendos klassiske serier. Igen skal du påtage dig rollen som Link, og spillet er bygget på det fremragende A Link Between Worlds, der udkom i 2013. Ligesom i A Link Between Worlds er perspektivet skiftet til lidt ovenfra, men til forskel fra dét spil (og faktisk det meste af serien), er Tri Force Heroes lavet med fokus på samarbejde. Det er dog sket før, i Four Swords-spillene. Hvor de spil var beregnet til at blive spillet af fire spillere, er Tri Force Heroes dog, som navnet antyder, beregnet til at blive spillet af tre.

Tri Force Heroes foregår i kongeriget Hytopia, hvor indbyggerne er besatte af mode. En prinsesse ved navn Styla bliver en dag forbandet af en heks, der bare bliver kaldt ”The Lady”, og det er op til dig som Link at gøre alting godt igen. Besættelsen af mode går igen i spillets gameplay, hvor indsamling af forskellige dragter spiller en stor rolle. Alle dragterne giver dig forskellige færdigheder, og det kan bruges til at gøre din færd lettere eller sværere, hvis du skulle ønske dette. En dragt gør måske, at du skyder tre pile i stedet for én. En anden dragt giver dig større chance for at finde hjerter, når du smadrer en krukke. Dragterne erhverves ved at finde materialer, som du bringer tilbage til en hjælpsom designer, der går under navnet Madame Couture. Dragterne er en ret velfungerende nytænkning, men de påvirker ikke spillet lige så meget som maskerne i Majora's Mask, der som bekendt blev genudgivet på Nintendo 3DS sidste år. Som oftest med Nintendo er der styr på spillets tekniske side – grafikken udnytter maskinen fuldt ud, og lydsiden er stemningsfuld og velfungerende.

For at gøre spillet mere velegnet til at blive spillet af tre spillere, så er udviklerne også gået væk fra den mere åbne verden, med områder, der kan tage flere timer at udforske. I Tri Force Heroes er der langt mere fokus på at løse små hovedbrud i meget mindre områder. En gang imellem er der fjender, der skal besejres, men action er kraftigt nedprioriteret i denne omgang. Groft sagt er hvert område delt op i fire baner. Hver bane er en serie af fire rum, der skal gennemføres. I det første rum samles udstyr, i de to næste områder løses opgaver, og i det sidste område er der kamp, hvor det i sidste rum i sidste bane altid er en boss-kamp. Den opskrift følges meget nøje, også selvom det står dig frit for, at tage områderne i en anden rækkefølge.

Udstyret, du samler op i starten af hver bane, forsvinder igen, når du er gået igennem banen, og det er ét stykke udstyr pr. mand. På den måde formår spillet at skabe variation i puzzles. Måske er der tre buer. Måske er der to buer og en pose med bomber. Udstyret skal helt sikkert bruges til at løse de gåder, du støder på undervejs. Måske skal du aktivere en kontakt med din bue og pil, der så åbner et vindue et sted, hvor din medspiller kan smide en boomerang ind, så den samler en nøgle op på den anden side. Måske bliver du løftet op af dine to medspillere, så du kan placere en bombe på en afsats.

Spiller du med to venner, er spillet rigtig skægt. Der er endda mulighed for at spille tre sammen med kun én kopi af spillet. Det er bare slet ikke lige så sjovt at spille uden vennerne. Køber du spillet for at spille det alene, som de fleste spil i Zelda-serien er meget egnede til, så bliver du nok skuffet. Det er ikke fordi det er umuligt at spille det alene, det er bare ikke særlig sjovt. Spillet giver dig to ekstra figurer – såkaldte dopplere – som du kan skifte imellem ved et tryk på den nederste skærm på maskinen. Så har du udover den sædvanlige grønne Link også en rød og en blå. Det betyder i bund og grund, at de små stille sekvenser, hvor der ikke sker så meget, bliver ganget med tre, og actionsekvenserne bliver tre gange så svære. Får du åbnet for døren til udgangen, skal du have flyttet alle dine tre hovedpersoner derhen, i stedet for bare en. Bevares, det er muligt at bære ”de to andre” som om I var en totempæl, hvilket skærer lidt ned på vandringen frem og tilbage, men der er stadig for meget trasken rundt, og actionsekvenserne bliver alt for let frustrerende svære. Det skal siges, at der er mulighed for at springe rum over, hvis du får lyst til det.

Har du to venner, som du spiller meget med, og kan I alle lide at arbejde sammen for i fællesskab at løse problemer, så er Tri Force Heroes en overvejelse værd. Hvis du derimod mest spiller alene er det en oplevelse, du sagtens kan være foruden.

Om Søren Vestergaard