Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Let at gå til
Mange baner og fin simulation af underlag
Hverken simulation eller arkade
Grafikken halter
Lyden er irriterende
Køb WRC 5: FIA World Rally Championship hos vore partnere:
 

Hæderligt forsøg
Selvom Kylotonn måske ikke har de store erfaringer med mainstream licenser som WRC, så har de alligevel formået at producere et ganske hæderligt racerspil, der i det mindste fanger ånden i World Rally Championship. Rally handler naturligvis om kontrolleret vildskab i toptunede biler, der racer på forskellige typer af underlag, som kræver en solid koncentration, hvis du ikke skal ende på taget i en grøft. Langt hen af vejen leverer WRC 5 faktisk denne oplevelse samtidig med at spillet gør god brug af den officielle WRC licens.

Spillet byder således på de rigtige rally hold og kørere og spillets 13 lokaliteter, spredt over hele verden, byder hver på fem unikke strækninger. Det giver samlet set en del indhold, i hvert fald på overfladen. For du har i realiteten ikke ret mange muligheder for at modificere din køreoplevelse, ud over en stabilitets- og en bremseassistent, så de mere teknisk nørdede WRC fans vil nok blive lidt skuffede. Du har som altid mulighed for at køre forskellige typer af løb eller spille den omfangsrige karriere del, der lader dig starte i en lavt rangerende klasse med en sløv bil. Efterhånden som du vinder løb åbnes op for nye baner og hurtigere biler. Klassisk, men alligevel ganske underholdende.

Hver af de forskellige baner har naturligvis en blanding af underlagstyper. Der er grus, asfalt, is, mudder og så videre, som man kender det fra andre rally spil (og naturligvis fra virkelig rally). Hver af disse typer kræver en særlig indsats, når du skal tage sving i høj fart. Med rigtig teknik og et vågent øje på dit speedometer, bliver det dog meget hurtig ren rutine at slynge din bil rundt i svingene. Spillet er nemlig ret tilgivende med hensyn til hvornår du bremser og gasser op igen igennem svingene.

Annonce – anmeldelsen fortsætter under billederne

Selv på sværhedsgrader over normal, er det relativt nemt at gennemføre løbene og vinde med en komfortabel margin. Mærkeligt nok, så vinder du stort set altid dine løb på normal sværhedsgrad, bare du ikke kører ind i noget og du vinder dem som regel med den samme margin til nærmeste forfølger hver gang. Det lugter lidt af at sværhedsgraden måske ikke er helt så finjusteret som den burde være.

Hverken fugl eller fisk
Generelt så har WRC 5 nogle problemer med sværhedsgraden og spillets balance. Man kunne let fristes til at tro at spillet ville byde på en simulations-agtig gengivelse af rally oplevelsen, når man ser på de mange baner, de varierende underlag og de virkelige hold og biler, men i realiteten så sætter WRC 5 sig mellem arkade racing stolen og simulations stolen. Det er for let og uden justeringsmuligheder nok til at være en rigtig simulator og stadig lige for krævende til at være en klassisk arkaderacer. Når man sætter sig mellem to stole, er der jo altid en risiko for at man falder direkte på røven. Og det er WRC 5 tæt på.

WRC 5 kan desuden spilles online, hvis du ellers kan finde nogen at spille det med. Lige da vi startede med at teste spillet, var der stort set ingen andre spillere online, men det er blevet lidt bedre nu – dog uden at være prangende. Multiplayer spil hjælper naturligvis lidt på den manglende modstande fra de computerstyrede kørere, men ændrer ikke grundlæggende ved at det stadig er overraskende nemt at klare selv de skarpeste hårnålesving på løst underlag.

Rent teknisk er WRC 5 ikke helt oppe på den forventede standard. Når du har speederen i bund og koncentrerer dig om at komme rigtigt ind og ud af svingene, så ser spillet faktisk nogenlunde ud. Men ved nærmere inspektion er der mange objekter i omgivelserne, der ser stive og døde ud. Grimme og pap-agtige tilskuere er jo en klassiker og i WRC 5 ser de decideret hæslige ud og da spillet generelt mangler liv og effekter i grafikken, bliver du aldrig rigtig imponeret over den samlede præsentation. Lydsporet er direkte dårligt med en irriterende motorlyd og lige så irriterende en co-driver, der lyder som om han heller ville have fjernet en visdomstand end køre rally.

Nu kan det godt lyde som om vi er meget kritiske over WRC 5. Men der er lyspunkter. Spillet er klasser bedre end WRC 4 (men det var nu heller ikke så svært). Mange af spillets problemer er i virkeligheden i småtingsafdelingen og det skal da have ros for at det er let at gå til og er du bare en smule interesseret i racerspil, bør du hurtigt mestre WRC 5.

Men der er bare mange andre, bedre, dybere og meget flottere racerspil på markedet og det er måske WRC 5’s største udfordring. Spillet mangler en klar identitet og profil på et marked med mange konkurrenter og til trods for udmærket anvendelse af WRC licensen, så mangler spillet detaljer og dybde nok til at være en regulær simulation af rallysporten. Det vil med sikkerhed skuffe dedikerede fans.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).