Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Star Wars for fa'en!
Du kan bruge dine "gamle" figurer
Stærkt forbedret Toy Box
God variation for et børnespil
Dyrt med de mange ekstra indkøb
Toys-to-life er nok ikke for alle
Køb Disney Infinity 3.0 Edition hos vore partnere:
 

Star Wars > Skylanders
Disney har i to omgange forsøgt at få et godt fodfæste på toys-to-life markedet. Deres første forsøg, Disney Infinity, var slet ikke så ringe endda, men de havde lidt sværere ved at finde rytmen med deres Disney Infinity Marvel Super Heroes. Denne gang spiller Disney så endelig med musklerne. De har nemlig spillet Star Wars kortet og så kan konkurrenterne godt begynde at ryste i bukserne!

Er du slet ikke bekendt med toys-to-life konceptet, så har du nok ikke børn i familien (eller også har du bare opholdt dig i et kosteskab den sidste håndfuld år). Grundlæggende er der tale om spil, der anvender en form for ”portal” (i realiteten en RFID chiplæser du sætter til din konsol), som du kan placere forskellige legetøjs figurer eller såkaldte power disks på. Disse figurer (eller ting fra power disks) kan du så anvende i selve spillet. Ergo kan du se frem til at investere i en hel del legetøj - men i det mindste er der denne gang tale om Star Wars karakterer og det gør jo altid regningen lidt lettere at sluge. Okay der er også en lang række andre figurer fra den brede vifte af rettigheder som Disney efterhånden har krattet til sig, men lad os nu bare være ærlige: Star Wars er trækplastret her.

Playsets galore!
Disney Infinity 3.0 kommer med et playset, Twilight of the Republic, to figurer (Anakin Skywalker og Ahsoka Tano) og adgang til en stor og forbedret Toy Box (mere om den senere). Twilight of the Republic foregår efter begivenhederne i Star Wars II: Attack of the Clones og indeholder ca. fire til fem timers gameplay fordelt på planeter som Naboo, Tatooine og Coruscant. Det er ganske god underholdning i den tid det tager at kæmpe sig igennem banerne, men personligt var jeg mere begejstret for Rise against the Empire playsættet, der indeholder Prinsesse Leia og Luke Skywalker. Det playset tager udgangspunkt i den klassiske Star Wars saga og det er nok mere interessant for os lidt ældre Star Wars fans.

Ser man bort fra mulighederne i de to Star Wars playsæt, så er der, indtil videre, et par håndfulde Star Wars figurer at samle (nogle af dem kommer først med The Force Awakens playsættet i december) men der er naturligvis lagt op til meget andet godt fra de store Disney arkiver. Allerede nu kan du købe figurer som de fem følelser fra Inside Out (de har også et playsæt), Mickey og Minnie Mouse, Sam og Quorra fra Tron samt Olaf fra Frozen – for blot at nævnt nogle få. Mange andre er på vej og Disney ser ud til at udnytte de rettigheder de sidder med til fulde.

Star Wars trækker læsset
Der er jo bare noget fedt ved Star Wars, også selvom det er i en lidt karikeret tegneserieform og netop Star Wars løfter da også Disney Infinity 3.0 højere end forgængerne. Områderne og banerne i de enkelte playsæt blander udforskning, solid action, racing og sågar også lidt platforming med masser af ting at finde og opgaver at løse. Der er lidt løs historie i hvert playsæt, der forsøger at binde det hele lidt sammen, men i sidste ende betyder den i virkeligheden ikke ret meget. Det handler om at lege med omgivelserne og de karakterer du har sat på din portal. Okay det er naturligvis sigtet mod et yngre publikum, så du er lovlig undskyldt hvis du syntes al den snak om legetøj og Disney figurer måske ikke lige er noget for dig.


Annonce – anmeldelsen fortsætter under billederne

Der er naturligvis også kommet et større fokus på action. Det kom der i realiteten allerede efter det første Disney Infinity udkom, men nu er der fuld kraft på. Lyssværds dueller, brug af the force til at skubbe og kaste fjender med og masser af fjendtlige soldater at meje ned opbygger den helt rigtige Star Wars stemning.

Toy Box sikrer levetiden
Den længerevarende levetid i Infinity 3.0 skal primært findes i spillets Toy Box. Toy Box, der også var at finde i de to foregående Infinity spil, er nu blevet et gigantisk sandkasseværktøj, der lader dig lege med og skabe dine egne universer. Der er et virvar af ting at anvende (og endnu flere hvis du køber ekstra figurer og playsæt), som du kan bruge i dine egne områder. Sidekicks vender tilbage og nye ”Creativitoys” giver dig ekstra muligheder for at ændre dine Toy Box baner. Der er flere veludførte tutorials, der kan lære dig at arbejde med Toy Box, hvis du ikke har prøvet et Infinity spil før (og selv hvis du har så er Toy Box udvidet markant, så en tutorial er nok på sin plads). Alt i alt er der tale om et meget omfangsrigt værktøj, der er det absolut største trækplaster ved Disney Infinity 3.0.

Grafisk er Infinity 3.0 tæt på at ligne de Star Wars tegnefilm du måske kender fra fjernsynet. Det er lidt fortegnet karikeret, men der er sikkert en genkendelighed i det for målgruppen, som de kan sætte pris på. I et spil, der handler om legetøj gør det alligevel ikke så meget af karakterer og rumskibe ser lige legetøjs-agtige ud.

Også for os gamle nørder
Disney vil sikkert blive ved med at sende nye figurer og nye playsæt på markedet. Der er allerede ekstra playsæt at købe (f.eks. fra Inside Out og et Marvel er på vej) og expansion games som det fornøjelige Toy Box Takeover eller Toy Box Racing. Med Disneys enorme portefølje er det stort set kun fantasien, der sætter grænserne og der er intet tegn på at Disney ikke giver Infinity 3.0 fuld skrue med ekstra indhold. Bevares det betyder naturligvis at Disney Infinity 3.0 kommer til at være en løbende udgift, når du skal købe nye figurer og playsæt, men på det område adskiller det sig ikke fra de andre toys-to-life spil. Heldigvis er spillets bagud kompatibelt med alle de figurer du har købt til de første to spil.

Disney Infinity 3.0 vinder klart på at Disney endelig kan trække Star Wars kortet. Det er en stærk trumf, der i sig selv kan sende modstanderne i gulvet. Det er et populært brand, der nok skal trække horderne til og heldigvis formår Infinity 3.0 så at levere en solid og underholdende vare, der kan tilfredsstille dem. Denne slags toys-to-life produkter er naturligvis ikke for alle og spillets nære tilknytning til fysisk legetøj vil nok få nogen gamere til at rynke på næsen – men der er stadig masser at komme efter for børn og barnlige sjæle eller nørder som os, der ikke er bange for at købe Star Wars, Disney, Marvel eller Pixar figurer selvom vi for længst har passeret de 30.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).