Score: 5
Playstation NetworkSteamXbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Sjovt i co-op med venner foran skærmen
Charmerende retrostil
Ensformigt og kedeligt
Ingen holdbarhed
Overflødigt i et hav af gode twin-stick-titler

Burde være i graven med E.T.
Der er en hårfin grænse mellem det klassiske eventyr, hvor en knægt udråber kejseren til ikke at have noget tøj på – og den minimalistiske tilgang til livet, hvor ”less is more”. Den ene signalerer et oversolgt produkt, som reelt ingen gang har på jorden, og den anden vej fremviser den ædle kunst, hvor mørbraden er forfinet til perfektion. Det kan skrives på mange måder, men netop dette grænseland skal besøges under denne anmeldelse, hvor jeg har spillet mig igennem twin-stick-shooteren Crimsonland.

Spil-arkæologer vil nok kunne trætte omgivelserne med bunker af anekdoter omkring denne titel og fortiden på PC og Playstation. Jeg kan dog ikke synge så meget med på dette, da dette er min første smag på spillet. Alt starter ud i bedste retro-stil, med grov grafik og simple startmenuer. Det er et plus i disse tider, hvor ældre spilmaskiner går som varmt brød, og alle pludselig husker alverdens titler, der retmæssigt burde have været begravet sammen med det sagnomspundne ET-spil i en amerikansk ørken.

Men tilbage til opgaven. Crimsonland er et helt klassisk twin-stick-skydespil, hvor man via kontrolleren kan bevæge ens mand rundt, og i samme stund dreje ham omkring. Den sidste centrale funktion man skal huske er skydeknappen, som ikke overraskende dækker over netop salver af projektiler. Det er hele tre ting på en gang. Men i lighed med tyske chokoladeæg, så er der her ingen overraskelse indeni. Man ser det hele fra en alfaderlig vinkel – altså ovenfra med en hvis distance til løjerne.


Annonce – anmeldelsen fortsætter under billederne

Herefter det bare i gang. Skyd! Man angribes af bunker af forskellige skabninger, som så skal omdannes til blødende masser. Indenfor ganske få minutter er skærmen sværtet helt rød, og man er langsomt ved at falde i søvn. Eneste vej ud er at ty til store mængder koffein – eller hente en co-op-partner med ind i legen. Dette hæver niveauet af sjov et par enheder, uden at vi dog er i nærheden af at ramme noget anbefales-værdigt. Spillet fejler sådan set intet – det er bare gentagelser, kedeligt og mere en nøgen kejser end et afpudset minimalistisk mesterværk. Co-op-mulighederne er underholdende, men de kræver dog at vi gamere finder sammen i fysiske flokke, da spillet ikke understøtter nogen form for online-spil.

Spillet indeholder henholdsvis en Quest- og Survival-del, hvor den første består af syv kapitler med i alt 70 missioner. Udfordringen er at slagte alt på banen, og man kan følge slagets gang på en simpel skala for oven. Hov, nu er den fyldt op – Quest done! Man kan i løbet af spillet låse op for nye våben og evner. Disse droppes derefter når udvalgte fjender skydes. Herefter kan man samle dem op og skyde videre. Det bliver aldrig mere kompliceret. De elementer som låses op i Quest-delen kan bruges i Survival-delen, som ikke overraskende cirkler om at overleve så længe som muligt.

Der findes en del solide twin-stick-spil derude, og alle er rettet ind mod gode co-op-oplevelser. Jeg har svært ved at se berettigelsen af denne titel, og selv som stor fan af genren, kommer jeg ikke til at smide en anbefaling af sted efter dette spil. Jo vist – der er en charmerende minimalistisk retro-stil, men det er bare ikke nok til at underbygge en investering af hverken lommepenge eller spiltid.

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.