Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Alt det, de andre expansions skulle have været
Destiny er blevet stort
Lidt for kort historie
Enkelte quests kræver hård grinding
Køb Destiny: The Taken King hos vore partnere:
 

I forhold til hvor blandede anmeldelser Destiny fik ved udgivelsen, er det blevet et meget stort hit med mange tusinde faste brugere, der logger på hver eneste dag for at få deres fix og deres loot. Det til trods for, at kun den ene af de to første udvidelser – Crota’s End – kan kaldes for en succes, mens House of Wolves var ret skuffende. Alligevel er det lykkedes for Bungie at holde en stor, kritisk fanbase til ilden i et helt år. The Taken King skal sørge for, at vi bliver fastholdt i vanedannende grinding i endnu et år. Og det gør Taken King – så meget tør undertegnede godt love her efter at Taken King har været ude i to uger. Jeg er nemlig blandt de afhængige, der har tre karakterer i end-game og allerede har gennemført det nye raid flere gange efter to intense uger.

Mere end en udvidelse
Taken King er ikke kun en udvidelse, der tilføjer nye missioner, strikes og et nyt raid til spillet, ligesom Crota’s End gjorde det. Taken King redefinerer hele spillet, både hvad angår valuta og levelling, men også med et helt nyt quest-system, der giver spillerne meget mere at spille efter end tidligere. Vil du have den nyeste, hotte exotic? Ja, så må du spille en lille historie og udføre forskellige opgaver. Man kan sagtens kalde dette for grinding, men community’et sad alligevel og spillede hele tiden, selvom der ikke var ret meget at spille for. Forskellen er, at nu er der en masse at tage sig til, og der er en masse at hjælpe hinanden med, for dele af spillet er blevet ret udfordrende.

Universet liver op
Bungies figurgalleri kommer via quest-systemet meget mere i spil, og de tidligere lidt døde karakterer, der befolker nåde Tower og Reef, begynder at få liv via diverse små konversationer i både hovedhistorien og senere begivenheder. Især Cayde-6, spillet af Nathan Fillion, gør det godt. Eris Morn er også stadig en væsentlig figur, og i det hele taget er spillets setting ved at være i top. De fleste quests har også primært underholdende indhold, men nogle af spillets mest unikke exotics kræver en del materiale-farming, og det er altså grinding i ordets grimmeste betydning. Heldigvis gælder dette dog kun for ting, der er nice-to have – ikke for noget need-to-have. Man kan sagtens gennemføre det nye raid og det andet svære indhold uden.

Forbedret levelling
Det gamle lidt forvirrende light/level-system er ændret til to separate ting nu: level og light. Man kan nu blive level 40, hvilket er ren proforma, for det bliver man under en gennemspilning af den korte, men fine, nye kampagne, der leder til Oryx’ fald, hvis man var højlevel i forvejen. Derefter tuner man sin karakter til højlevel-indhold via light-score, og det er her, spillet begynder for hardcore-spilleren. Alt, spilleren bærer – våben, ghost, rustning osv. – tæller med til ens light, og ligeså stille bliver det et meget motiverende system, der ofte belønner spilleren, fordi hver eneste opgradering forbedrer ens light – om end ofte marginalt. Det er mange flere drops nu end tidligere, så ens endorfiner bliver godt og grundigt stimuleret.

Nye klasser
En af de store nye tilføjelser til Destiny er de tre nye underklasser, som hunter, titan og warlock nu har fået tilføjet. Den nye warlock angriber med et force lightning, der kun kan være en hyldest til Kejser Palpatine i Star Wars, titanen kaster nok flammende hamre til at gøre Thor misundelig og hunteren har endelig fået en mere defensiv support-klasse, der med sin bue kan fastlåse fjender, som holdkammeraterne så lettere kan slutte af.

Multiplayer er stadig sublim
En af de lidt oversete ting ved Destiny er, at multiplayerelen er ligeså stærk som de dedikerede multiplayerspil, eksempelvis Halo og Call of Duty. Det er jo også Bungie, der har lavet det, så det burde ikke være overraskende, men i hvert fald fortsætter Taken King det gode arbejde med nye baner og spilvarianter. Det er stadig meget vanedannende.

Den høje pris værd
Taken King koster mere end de to foregående udvidelser, men den er helt klart merprisen værd. Destiny startede med at være en fremragende shooter blandet med middelmådig MMO. Det blev alt i alt til et fint resultat, men nu har Bungie lært en masse om MMO’er, og Taken King er deres svendestykke i genren. Destiny version 2 er i handlen, og det får varme anbefalinger herfra.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.