Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Utroligt stemningsfyldt
Forrygende produktionsværdier
God variation
Velfungerende åben verden
Meget fængende
Historien ikke helt strømlinet
Visse skønhedsfejl med styringen
Køb Metal Gear Solid 5: The Phantom Pain hos vore partnere:
 

Tæt på et mesterværk
Metal Gear Solid 5: The Phantom Pain er et fremragende spil. Jeg burde nærmest lade denne sætning stå alene, så du ikke skal spilde tiden på min anmeldelse, og i stedet kan skynde dig at anskaffe dig spillet. Retfærdigvist er der dog enkelte områder, hvor det måske ikke er helt i top, samtidig med at du måske lige skal finde ud af om gameplayet tiltaler dig. Så lad os alligevel kaste os ud i at smide et par ord efter dette spil, hvor prædikatet ”mesterværk” truer med at blive klistret på.

Stærk historiefortælling og en lang række mellemsekvenser har altid været overskrifter som har båret serien. Dette gælder også langt hen ad vejen i The Phantom Pain, men det er dog på en noget mere tilbagetrukken facon end tidligere. Starten er ellers lige som man ville vente. Lagt i forlængelse af Ground Zeroes vågner Snake op fra koma på et hospital på Cypern. Det sker hele ni år efter den fatale afslutning der. Den næste time byder på en helt igennem fascinerende prolog, der, selv om den dybest set holder dig i hånden og mest af alt er en introduktionen til de mest basale sider af styringen, stadig formår at byde på øjeblikke, som vil give dig svedige håndflader og lade din underkæbe synke af forbløffelse.

Ny åben verden
Herefter tager oplevelsen dog en – for serien – ny vending. I stedet for at trække dig igennem en række stærkt narrative sekvenser overøst med patos i form af storladne mellemsekvenser, bliver du sluppet fri i et åbent univers. The Phantom Pain tager sandkassegenren, og skærer den til så det hele reelt giver mening. Fra ture på hesteryg igennem sandstorme i Kasakhstan til missioner listende igennem det høje græs på stepperne i Afrika. Du gives venlig vedledning, og efter fem timer får du stadig information om nye muligheder, men det fjerner ikke fokus fra, at friheden er ganske overvældende.

Dette skifte har den ulempe, at historien træder mere i baggrunden, og i perioder helt fiser ud. Flere af spillets kampagnebærende missioner savner samtidig sammenhæng med den overordnede fortælling, og det fjerner noget af den nerve som ellers ofte har båret serien. Den frihed man har opnået vejer dog utroligt meget på den positive side af vægtskålen. Du får et hovedmål, det kan eksempelvis være at befri en forsker, som kan assistere dig med din kunstige hånd. Han befinder sig så på et tungt bevogtet militært anlæg. Hvordan du griber det an, er helt op til dig, og det føles reelt som om du har en håndfuld muligheder.

Du kan eksempelvis vælge, at holde stedet under opsyn med din kikkert. Notere vagternes turnus (som er anderledes om natten end den er om dag), og finde en åbning hvor du kan omgå den ellers tunge bevogtning. Du kan også vælge at placere dig på en forhøjning, og herfra ligge og systematisk snigskyde modstandere eller du kan også vælge at gribe din riffel og drøne direkte mod målet med kuglerne flyvende. Alle muligheder er farbare om end ikke lige elegante.

Generelt fungerer styringen godt, og de mange muligheder er nogenlunde fint overført til din controller. Det eneste område, der irriterede mig lidt, var, at det ofte er svært at finde ud af hvorvidt du kan kravle op et givent sted. Har du tid er det til at leve med, men prøver du til gengæld at flygte, så er det dybt irriterende. Det samme gør sig gældende for spillets coversystem, som lidt selv bestemmer hvor og hvornår du kan gå i dække. Det føles dog virkeligt godt at mave sig igennem terrænet med dit skydevåben i hænderne imens du prøver at komme i position. Samtidig er systemet mere end passende både til at snige sig og til at deltage i voldsomme skudvekslinger.

All about the base
I spillets start tildeles du en hovedbase – en boreplatform – hvorfra du styrer begivenhedernes gang. Dette er en rigtigt lækker detalje, som reelt set også er implementeret på fin vis i selve spillet. Undervejs i spillet kan du rekruttere folk – eller rettere kidnappe fjendtlige soldater. Det sker på underholdende facon, hvor du via en miniballon sender folk til himmels med retning mod din boreplatform. Disse kan så konverteres til din sag, og efterfølgende tildeles arbejdsopgaver. Det kan eksempelvis være til at hjælpe med at udvikle nyt udstyr, hvilket igen giver dig fordele i missionerne.

Der er 50 historiebærende missioner og dertil er der 100 sidemissioner. Med en spilletid for hver enkelt på mellem en halv til en hel time – alt efter hvor grundig du er – er det en del spilletid. Ikke nok med det, så gør den frie tilgang til verdenen, at du også kommer til at hælde en masse ekstra timer ind i forløbet. Det kan være du prøver at samle råstoffer, materiel eller mandskab til din base udenfor det givne forløb. Mange af sidemissionerne giver samtidig rigtigt god mening, fordi de eksempelvis giver dig adgang til personel med unikke egenskaber, hvilket føles som en virkelig god belønning i stedet for blot løbende at åbne for udvikling.

Smuk svanesang
Fra første sekund vil du bemærke de ekstremt flotte produktionsværdier. Metal Gear Solid 5 er helt utroligt flot, og der er virkelig kælet for detaljerne. Ikke nok med at detaljegraden er helt oppe at ringe, så flyder det hele forbi med stabile 60 frames i sekundet. Partikler hvirvler forbi dig i sandstorme, lyset veksler i løbet af spillets døgnskifte og personer bevæger sig realistisk rundt. Illusionen af at være til stede er tyk og stemningen oser ud af begivenhederne. Det forstærkes af en mesterlig lydside, der virkeligt klæder oplevelsen. Kiefer Sutherland er samtidig god som Snake, selv om han underligt nok ikke siger meget i spillet.

Metal Gear Solid 5 er et fremragende spil. Det har haft en hård tilblivelse, hvilket har resulteret i et udfald mellem Konami og Hideo Kojima. Derfor er det nok det sidste vi kommer til at se til denne serie. Heldigvis foregår det med et brag, i et stærkt medrivende brag af et spil. Historien kunne godt have været præsenteret lidt bedre, slutningen er lidt fesen og styringen har visse udfordringer. Det skal dog ikke fjerne fokus fra, at du her finder en oplevelse godt ud over det sædvanlige. Visse skønhedsfejl og måske ikke helt et mesterværk, men vi kvitterer alligevel med den højeste udmærkelse.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen