Score: 6
Playstation NetworkSteam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Smukt og ganske stort kort
Fantastisk lydspor
Glimrende AI hjælper
Tungt at komme i gang med
For overfladisk på mange områder
Meget tung kontrol på konsollerne
Køb Nobunaga’s Ambition: Sphere of Influence hos vore partnere:
 

Nobu-nakke hvem?
Med et solidt historisk udgangspunkt i det feudale Japan og de magtkampe og efterfølgende blodige krige, der skulle til for at skabe et samlet Japan, giver Nobunaga's Ambition: Sphere of Influence dig muligheden for at deltage i løjerne. Som en Daimyo, en form for feudal japansk krigsherre med kontrol over lidt land med nogle borge på, skal du udbygge din magt og slutteligt overtage hele landet. Det er, som enhver der har spillet Total War: Shogun 2 ved, meget lettere sagt end gjort.

Fans og kendere af Nobunaga's Ambition spillene (og for den sags skyld også Romance of the Three Kingdoms serien, der foregår i Kina i stedet for Japan) vil relativt hurtigt føle sig hjemme i strategispillet, men både veteraner og nybegyndere vil nok opleve, at spillet i starten er meget langsommeligt og tungt. Der er en relativ brat indlæringskurve, selv for gamle kendinge af serien, men en (mega langtrukken) tutorial kan lære dig grundprincipperne i at styre dine landområder.

Dybest set har du en bunke arbejdskraft, som du kan bruge på projekter hver måned – projekter koster naturligvis også penge, så selvom du har arbejdskraften, er der ikke ensbetydende med at du kan udføre dem hvis økonomien halter. Hvert træk kan du udbygge dine byers og borges produktion på et af tre områder, der i sidste ende blot betyder, at du enten får flere penge, mere proviant til dine tropper eller flere soldater.

Systemet er relativt banalt, men der er naturligvis mere at komme efter end blot at bygge flere og flere rismarker. Du kan udbygge borgenes forsvarsværker, udbygge og opgradere vejene mellem dine områder så tropperne kan bevæge sig lettere (soldater kan kun gå på veje, de er for dumme til at gå andre steder) og du kan definere hvilke typer af bygninger, der skal placeres i oplandet rundt om dine borge. Det kan hurtigt blive for meget, når du begynder at have mange borge og byer at styre, hvis du hvert eneste træk skal klikke på hver enkelt og vælge hvad der skal udbygges manuelt. Heldigvis kan du bede spillet ordne alt det kedelige mikro-styring for dig, så du selv kan fokusere på det vi alle sammen elsker: nemlig at føre krig mod dine naboer.

Storstrategisk frem for taktisk
Militært set så er Sphere of Influence et simpelt spil. Det har serien mig bekendt nu altid været, hvis man isoleret set ser på de muligheder du har med dine styrker. Der er ikke nogle specifikke troppetyper at bygge, ingen specielle enhedstyper, blot fodfolk, som du når du mobiliserer dem kan udstyre med skydevåben eller heste, hvis du har råd til at have den slags fine ting på lager. Det er derfor de officerer du beder styre slagets gang, der i stor grad definerer enhedernes slagkraft.

Mobiliserede soldater har kun begrænset proviant med sig, så der er alligevel brug for en smule strategisk tænkning når du planlægger deres ruter. De kan, som sagt, kun bevæge sig af vejene mellem borgene, så det er muligt at blokere for fjendtlige fremrykninger og lave flankemanøvrer på selve oversigtskortet. Har du fedtet tilstrækkeligt for nogle af de små klaner, der bor i landsbyer på din jord, kan det være de donerer dig nogle soldater til kampene og de er endda så flinke, at de gerne vil stå i forreste geled, så de dør før dine egne dyrebare drenge – tak for det landsbytosser. Generelt har du derfor ikke megen indflydelse på slagenes gang, udover at vælge hvilke ruter dine enheder skal tage. Med mindre du altså har styrker nok med i spil, for så bliver slagene til en mere taktisk affære, hvor du kan dirigere dine enkelte hære på slagmarken. Det bliver dog aldrig lige så raffineret som det er i f.eks., Total War serien, men det er heller ikke det niveau som Nobunaga's Ambition siger efter.

Diplomatiets balance
Diplomati er der naturligvis også blevet plads til. Du kan sende officerer eller rådgivere på missioner til de omkringliggende klaner. Det tager bogstaveligt talt en krig for dem, at skabe indflydelse hos de andre klaner og alt efter hvor megen indflydelse du har, kan du købe diplomatiske ydelser såsom en begrænset fredsperiode, en alliance eller sågar et bryllup. Men slutteligt er du altid nød til at dolke selv dine bedste venner i ryggen, for når du jo vil være kalif i stedet for kaliffen er du nød til at skaffe alle konkurrenterne af vejen. Så meget for at være flinke ved hinanden.

Da AI’en stort set kan passe de fleste aspekter af spillet (din økonomi og udvikling af landområder samt dine tropper i kamp) sker en stor del af den indflydelse du kan udføre ved valget af hvilken rådgiver eller officer, du sætter til at løse opgaven. Jo bedre vedkommende er til netop at løse den type opgaver desto større succes vil du opnå – logisk nok. Derfor er der naturligvis noget at hente ved at flytte rundt på dine officerer og rådgivere, så du har de bedste folk, der hvor de gør mest gavn. Jo mere du bruger dem desto hurtigere bliver de bedre og kan dermed skabe større merværdi.

Stadig et overfladisk strategispil
Hvad spillet mangler i forhold til lignende spil, især på PC markedet, er dog tydeligt: Sphere of Influence er yderst overfladisk når det kommer til krigsførelse og du har ingen muligheder for at udvikle nye teknologier eller på anden måde forbedre dine besiddelser udover de allerede nævnte og ret begrænsede tilbygninger, der giver penge eller forsyninger. Spillet bliver derfor let en ret overfladisk oplevelse, hvis du bare lader AI’en tage sig af byggeriet og selv udelukkende fokuserer på de mere militære aspekter. Selv hvis du ynder at gå i detaljen og vil nørde med udbygningen af hver eneste borg manuelt, vil du hurtigt køre sur i det, for efterhånden som dit kongerige vokser bliver opgaven uoverskuelig og AI’en er i sidste ende nød til at tage over – og den gør stort set jobbet lige så godt som du selv kan.

Hele spillet styres fra et gigantisk og ganske nydeligt oversigtskort over Japan. Visuelt set er spillet ganske fornuftigt og lydmæssigt bliver du forkælet med et fantastisk stemningsfyldt soundtrack. I PC versionen er spillet relativt let at gå til – hurtige museklik på kortet og i menuerne betyder at beslutninger og ordrer hurtigt kan tages og gives. Men i PS4 versionen, som vi også har testet, er situationen en noget anden. Her virker kontrollen tung og kluntet og da nogle klik skal være ret præcise kan det føre til frustrationer at kontrollen er så sløset – især hvis du selv vil styre dine tropper i et stort slag. Det er nok et problem man vil opleve i alle konsolversionerne af spillet, men måske kan man vænne sig til det.

Nobunaga's Ambition: Sphere of Influence fortsætter spilserien med endnu et strategispil, der i grundform minder meget om sine forgængere. Fans af serien (som jeg ikke rigtig ved hvor mange der findes af på disse breddegrader) vil derfor næppe blive skuffet. Spillet er stort, flot og har en utrolig gennemarbejdet stemning. Men det er nok tvivlsomt om spillet kan tiltrække nye fans til en serie, der kræver at spilleren har en stor kærlighed for det feudale Japan og er villig til at se gennem fingre med flere af spillets mere overfladiske løsninger.

Hvis du har mulighed for det, så ville jeg vælge PC versionen, der har mærkbart bedre konsol end konsolversionerne. PC versionen ville jeg af samme grund vurdere til en karakter en score højere.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).