Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Som udgangspunkt en god ide
Spillet stopper, når man slukker konsollen
Kedeligt og uden fængende formål
Langsomt og søvndyssende
Kort oplevelse (heldigvis)
Ingen genspilningsværdi
Kedelig grafik og alene tekstbaseret historiefortælling.

Der er mange indie-spil som har overrasket mig og hevet markant flere timer ud af min dedikerede spiltid end forventet. Jeg tænker med begyndende nostalgi på titler som eksempelvis Braid og Limbo. Den konstante bølge af arcade-titler- der udkommer på Xbox Live, har været en god kilde til overraskelserne, og det har tidligere kunnet betale sig at være nysgerrig og tage chancer med hensyn til køb af nye titler.

Med en sådan strategi i spilindkøbene må man per definition brænde fingrene engang imellem og købe noget, som i folkemunde går under betegnelsen bras – eller i mere spilfaglige termer også kendes som "komplet-spild-af-tid-titler". Lad os bare få katten ud af hatten og kridte banen op her til start. Den lille titel Beyond Eyes er desværre et af dette års nye medlemmer i netop denne kategori.

Spillet starter blidt ud med en epilog, der fortæller om den lille 10-årige pige Rae, som er blevet delvist blind ved at få stjerneskud i øjnene. Når vi ser bort fra basal sandsynlighedsregning, naturvidenskab og simpel logik, så er dette vel et sødt lille udgangspunkt for en spiloplevelse. Straks herefter fik jeg den myndige rolle at styre den lille frøken rundt via en tredjepersonsvinkel. Balladen kommer, da tøsepigen er halvblind, hvilket åbenbart skal gå ud over min spiloplevelse. Man kan alene se en smule frem, og efterhånden som pigen bevæges rundt, så åbner man op for at se mere af den lille verden.

Selve historien er begrænset og fortælles gennem små tekststykker på skærmen. Den lille pige møder en omstrejfende kat, som går under navnet Nani, og den vil hun gerne snakke og lege med. Bum – det var sådan set det. Årstiderne skifter, og man styrer den halvblinde tøs rundt i tågerne efter Nani. I den første lille time af spillet ventede jeg på, at oplevelsen skulle åbne op. Hvad er formålet, og hvornår får jeg en riffel? Det sidste var nu mere ønsketænkning, så jeg en gang for alle kunne ende lidelserne og skyde den øverste etage af den forbaskede kat. Bliv lige stående et øjeblik, lille missekat.

Katten forsvinder hele tiden, hvorefter man i blinde styrer pigen rundt i en dybt uinteressant verden. Alt ligner noget malet med vandfarver, og de lyse pastelfarver bliver hurtigt monotone og lige så kedelige som resten af suppen. Dette er et forsøg på en fusion mellem en novelle og et spil, hvor ingen af delene fængede mig synderligt.

Styringen bliver ikke mere simpel – venstre stick på min Xbox One-controller sikrer kontrollen over vores lille halvsøvnige og blinde pige. Her kunne man så stoppe op og spørge sig selv, om jeg mon er spillets egentlige målgruppe? En spilanmelder i sin bedste alder, med et CV primært rettet mod puzzle- og skydespil. Svaret er uden tvivl et stort ”næppe”, råbt i kanon af et finsk mandekor. Det er hverken nødvendigt med tankevirksomhed eller hurtige reflekser her. Denne titel kan spilles, mens man horisontalt er parkeret halvtsovende på sofaen.
Hvem er så de tiltænkte ofre for dette spil? Jeg har tre børn i min husstand fra tre til tretten år, og ingen af dem udviste den mindste interesse for spillet. Der er ganske simpelt ikke noget værdigt indhold, og spillet kan med rette anvendes på steder som eksempelvis Guantánamo-basen til tortur af tilbageholdte terrorister. Men det er næsten for strengt og må i sagens natur stride mod centrale menneskerettigheder.

En af de positive ting ved titlen er, at det hele er overstået på lidt over to timer. Der er en fin lille afslutning, men turen dertil er på ingen måde målet værd. Jeg er stadig ganske forundret over målgruppen, og hvis enkelte af jer læsere skulle tilhøre netop den, så vil jeg meget gerne høre en forklaring. Alternativt må titlen anbefales til Rigshospitalets søvnafdeling, hvor de sikkert ville kunne spare en mindre medicinfabrik i piller, hvis Beyond Eyes blev gjort tilgængeligt.

Gamesector Frarder

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.